Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I Palaiset, hvor vi boede, var en adelig Godseierfamilie flyttet ind nedenunder os, for i Vintermaanederne at deltage i Hovedstadens Forlystelser som Afvexling fra Herregaardslivets Stilhed paa Landet om Sommeren. Denne Familie medbragte to Individer, Hercules og Rosas; den første en stor Jagthund med et imponerende, klogt og dybsindigt Physiognomi, den anden en rødladen langhaaret Lady, hvis Skjønhed var udisputerlig; hun saae noget fordringsfuld ud i Bevidstheden om sin Ynde og den Stilling, hun indtog i Familien som Fruens Yndling. Kort efter at Familien var flyttet ind i Huset, aflagde Hercules os en Dag et Besøg. Vi bleve alle indtagne af hans 34 Anstand, af hans Kløgt, hans indsmigrende Venlighed. Da han i nogle Timer havde glædet os med sin Nærværelse, tog han Afsked, idet han kyssede vore Hænder, for atter at begive sig ned til sit rette Hjem. Hans Besøg bleve efterhaanden hyppigere og hyppigere; det kostede ham tilsidst øiensynlig stor Overvindelse at fjerne sig fra vort behagelige Selskab. Jeg klappede ham da ofte paa Kinden, tog hans Hoved i begge mine Hænder, saae ham ind i de kloge Øine og sagde: "Gode Hercules! Du kommer vist til at gaa ned til dit, ellers er jeg bange for, at man tager dine hyppige Besøg ilde op." Han saae da paa mig med de dybsindige, melancholske Øine, udstødte et Suk, kyssede min Haand og gik langsomt bort. Min Anelse bedrog mig ikke; den fornemme Familie havde virkelig taget disse hyppige Besøg ilde op, og Hercules havde mange Ubehageligheder, naar han atter indfandt sig i Hjemmet. Han taug imidlertid herom for os, og det var foreløbig kun en Formodning fra vor Side. Men en Dag, da Hercules's Længsel havde drevet ham fra Stueetagen op til vore høiere Regioner, og han netop gemytligt havde slaaet sig til Ro ved mine Fødder, idet de kloge Øine hvilede paa mig, kom min Tjener og sagde: "Her er et Bud fra Baronessen, at Hercules strax skal komme ned." Min Tjener betroede mig da, at man allerede i længere Tid med stor Misfornøielse havde set, hvorledes Hercules fjernede sig fra Familien, hans retmæssige Omgangskreds, og sluttede sig til os. Det kloge Dyr reiste sig uroligt, da han hørte sit Navn nævne af Tjeneren, som om han virkelig forstod, hvorom Talen var. Han sprang med sine Forpoter op i mit Skjød, en Stilling, hvori han næsten forskrækkede mig ved sin usædvanlige Størrelse, kyssede mig uden videre paa Munden, paa Haanden og gik slukøret ud ad Døren, uden at Tjeneren behøvede at opmuntre ham dertil. Jeg blev ganske mismodig ved Tanken om, at man ikke undte mig denne Vens Besøg, og sukkede over, at jeg ingen Rettigheder havde over ham. Som i alle mine Sorger, saaledes ogsaa i denne, var min første Gang ind i Heibergs Studereværelse for hos ham at hente Raad og Trøst. Han saae ganske betænkelig ud ved min Fortælling, thi ogsaa han havde vænnet sig til denne Omgang og kunde ikke godt undvære den. Vi trøstede hinanden gjensidigt, saa godt vi kunde, og haabede paa bedre Tider. Kun faa Timer gik imidlertid, før min Ven atter stod ved min Side med et Udtryk i det kloge Physiognomi, der sagde mig, at han ingenlunde havde havt det behageligt, siden vi sidst havde set hinanden. Jeg talte da fornuftigt med ham og sagde: "Min kjære Hercules, dette gaar ikke an, du lægger dig jo ud med din hele Omgivelse." Omfavnelser og Kys var Alt, hvad han svarede paa mine Fornuftgrunde. Mod Aften lukkede jeg ham selv ud og bad ham gaa ned for ikke at tirre det strenge Herskab. Han gik, men stod stille paa Trappen, saa længe han saae

        

35 en Flig af min Kjole. Heiberg og jeg vare ret forfaldne til at sidde længe oppe om Aftenen. Dagens Arbeide skilte os ofte ad; naar da om Aftenen hans Moder havde sagt os Godnat, og vi vare blevne ene, var det os umuligt at bryde op, saa meget havde vi da at meddele hinanden, saa Klokken blev Et, undertiden To, og endnu vare vi i fuld Gang med at underholde hinanden. Naar vi da endelig brøde op for at gaa til Ro, og jeg gik til vort Sovekammer, hørte jeg en stille, klagende Lyd udenfor Døren, en Lyd saa bedende, saa rørende, at man umuligt kunde modstaa den. Jeg lukkede Døren op - og Hercules havde ligget taalmodigt og stille og ventet paa det Øieblik, da vi brøde op, i Haab om at turde tilbringe Natten i vor Nærhed. Hvor var det nu muligt at skuffe dette Haab? I hans Hjem nedenunder vare alle Døre lukkede for ham for længe siden; skulde jeg nu have Hjerte til atter at lukke min Dør uden at tilbyde ham Nattely? Umuligt! Jeg bød ham da ind, redte et Leje for ham, sagde ham det kjærligste Godnat, og beroliget sov han og vi andre ind, befalende os i Guds Varetægt. Næste Morgen tidligt kom atter det vrede Bud og førte vor Ven fra os. Atter rørende Afsked, men atter og atter overtraadte Hercules det strenge Forbud og fulgte sit Hjertes Indskydelse. En Dag blev han hentet med den Besked, at han, saa ofte han herefter overtraadte Forbudet, vilde blive alvorligt, korporligt straffet ved sin Tilbagekomst. Nu blev jeg bange for min Vens Skjæbne. Jeg gav Ordre til mine Folk, at vi aldrig mere maatte glæde Hercules med noget Ben eller nogen som helst Føde hos os; jeg antog, dette vilde være det sikreste Middel til at fjerne ham fra vor Omgang, men alt forgjæves; Hercules viste, at det ikke var saadanne lave Interesser, der bandt ham til os, men Interesser af en høiere, inderligere Natur. Altsaa hans Besøg vedbleve. Paa hundrede Maader vidste han at snige sig ind ad Døren, naar denne aabnedes for fremmede Bude eller deslige. En Dag blev han hentet med den Besked, at han herefter skulde staa bunden . Hercules og jeg gøs ved denne Efterretning: det deilige, kraftige Dyr bunden! - en Tilstand, der altid havde opvakt min inderligste Medlidenhed, naar jeg saae andre af hans Lige i denne for Dyr unaturlige Tilstand. Han blev ført ned og virkelig bunden. Jeg var usigelig bedrøvet hele Dagen ved Tanken herom. Men hvad sker? Da jeg om Aftenen vilde gaa til Ro, kunde jeg neppe tro mine egne Øren. Jeg lyttede; de samme stille Suk og Bønner løde udenfor min Sovekammerdør; jeg aabnede Døren, og min ulykkelige Ven traadte mig imøde med et langt Toug om Halsen. Han havde sønderrevet sin Lænke og ventede nu paa Belønningen for sin Hengivenhed, der havde trodset Alt, hvad der vilde fjerne os fra hinanden. Lidenskabeligt faldt jeg ham om Halsen og raabte: "Det var ret, Hercules! De skulle erfare dernede, at Kjærlighed, Hengivenhed og Troskab lader sig ikke frembringe ved Tvang; kom, min 36 Ven, og læg dig ved din Venindes Fod; her er dit Teppe!" Heiberg kom til; ogsaa han modtog Vennen med aabne Arme. Vi sagde hverandre Godnat alle Tre og sov ind, Hercules vist foruroliget af slemme Drømme, thi jeg vaagnede flere Gange ved, at han i Søvne stønnede og pustede, som om han i Galop undveg sine Forfølgere. Jeg rakte mig da ud af Sengen, klappede hans Hoved og sagde: "Hvad er det, stakkels Hercules?" Han vaagnede, slikkede min Haand og sov da roligere ind. Dagen frembrød, o ve! Hvad forestod der os nu? Ganske rigtigt kom Politibetjenten nede fra atter for at hente den Undvegne. Da han havde brugt uhøflige Ord til min Tjener, Hunden angaaende, gik jeg selv ud til ham og sagde: "Vil De hilse Deres Herskab, at det staar ikke i vor Magt at hindre, at Hunden tyer herop; vi friste ham ikke, hverken med Brød, Kjød eller andre Lokkemidler; det er et uegennyttigt Venskab, der binder ham til os," føiede jeg leende til. Men min spøgende Tone standsede brat, da Tjeneren gjorde en Undskyldning og tilføiede: "Hunden skal ikke mere uleilige Fruen, thi Herren har givet Ordre til, at han i Morgen skal transporteres hjem til Gaarden for ikke mere at vende tilbage hertil. I Aften skal jeg nok binde ham saa godt, at han ikke skal kunne komme herop." Derpaa greb han Hunden ublidt i Skindet og trak den ud med sig, idet han dog ikke kunde forhindre, at den dreiede sine store, melancholske Øine hen imod mig til Afsked. Jeg blev usigelig beklemt over saaledes efter al Sandsynlighed aldrig mere at skulle se det prægtige, kloge Dyr, en Sorg, der meddelte sig til os Alle. Samme Aften skulde jeg spille. Da jeg kjørte hjem efter Forestillingen, der havde trukket langt ud, saa at det næsten var Midnat, tænkte jeg, idet jeg steg op ad Trapperne: Ak, i Aften springer Hercules mig ikke jublende imøde i Entréen som saa ofte tidligere! Han staar nu bunden, den stakkels Ven, og hører maaske mine Trin uden at kunne rive sig ud af det forhadte Baand. Jeg var virkelig ganske trist ved Tanken herom. Hvor stor var da ikke min Forbauselse, da man aabnede Døren, og ikke alene Hercules, men Skjønheden Rosas kom mig springende imøde til Velkomst, den første med sit lange Toug slæbende efter sig. Ganske henrykt omfavnede jeg min trofaste Ven, men blev helt forfærdet ved at se den nye Gjæst, Baronessens Øiesten. Jeg gav nu, endskjøndt med blødende Hjerte, Ordre til, at man strax skulde bringe begge Hundene ned til deres Eierinde, men mine Folk sagde, at Alle alt vare gaaede til Ro, saa det kun vilde gjøre Forstyrrelse. Der var da intet Andet for end at huse begge Hundene. "Lad det da bero til i Morgen tidlig," sagde jeg, "men ingen af Eder maa give Rosas det Mindste at spise, for at ikke ogsaa hun skal faa Vane til at ty herop." Jeg gik ind til Heiberg, ledsaget af begge Hundene, og sagde: " Se her, hvad synes du? Hercules har sagt til Rosas: "Kom du med mig, saa skal jeg introducere dig hos pene, dannede Folk,

        

37 hos hvem det er godt at være." Rosas lagde sig ganske fornemt og roligt ned ved Siden af Hercules paa det Teppe, som vi havde ofret til vor Ven, naar han gjæstede os, og sov snart ind som den, der ikke tyngedes af ond Samvittighed; hun var for fornem til at kjende noget til denne aandelige Plage, men den stakkels Hercules saae rigtig bekymret ud, vendte og dreiede sig ideligt paa sit Leie, inden han kunde finde Hvile for sine urolige Tanker. Næste Morgen blev han virkelig transporteret bort fra Byen. Vi talte ofte om vor tabte Ven og sørgede oprigtigt. Det er utroligt, i hvilken Grad man kan binde sig til et saadant Dyr, hvis Hengivenhed viser sig saa umiskjendeligt som hos Hercules. Her maa man virkelig tro mig paa mit Ord, at andre Hunde vare kun som "Carnailler" at ligne med vor savnede Ven. Et stort Bevis paa hans uimodstaaelige Elskværdighed var, at selv Heibergs Moder fandt sig i, at det store Bæst, som hun pleiede at kalde ham, om Morgenen ved Thetiden traadte ind i hendes zirlige Stue, uagtet hans Fødder ikke altid vare saa rene, som man vel kunde ønske, og en eller anden lille Forstyrrelse i Stuen heller ikke altid udeblev. Hvor ofte brast jeg ikke i Latter, naar jeg aabnede Døren for at bede om, at Hercules maatte aflægge hende en lille Visit, og Hercules da, inden Tilladelsen var givet, sprang op ad den lille Kone, der i Størrelse saae ud som et Barn mod ham, naar han i Glæde reiste sig paa Bagbenene. Den første Velkomst var ikke den hjerteligste fra hendes Side, men snart seirede hendes gode Hjerte, Hercules blev klappet, der blev budt ham Mad og Drikke, alt zirligt anrettet paa en Tallerken, hvorunder der omhyggeligt blev bredt et Viskeklæde som Beskyttelse for Gulvteppet. Hercules fandt, at han blev overordentlig godt behandlet, og Heibergs Moders Frokostbord havde en stor Tillokkelse for ham. Imidlertid maa Ingen tro, at han, som andre ved Menneskenes Pjat fordærvede og byrdefulde Hunde, klynkede, peb og klagede, for ikke at tale om at kradse med Poterne, for at erholde noget af det vellugtende Maaltid. Nei, alle disse Unoder var Hercules altfor nobel til at nedlade sig til. Taus, men med et ubeskriveligt Udtryk i Øiet ventede han paa, hvad Bordets Herskerinde vilde unde ham. Ak, ved Nedskrivningen af disse smaa Morgenscener, saa mange Aar efter, staar Heibergs Moder atter saa levende for mig, som om det var i Gaar! Den Hjertelighed, hvormed hun modtog mig, naar jeg saaledes uventet traadte ind til hende; den Venlighed, hvormed hun bad mig sætte mig ned og slaa mig lidt til Ro hos hende; den utrolige Evne, hun havde til øieblikkeligt at give Samtalen en livlig og interessant Retning; den Trang, hun altid viste til at raadføre sig med mig om sine smaa Anliggender; den hele Hyggelighed, som hun forstod at give en saadan Time, alt dette mindes jeg i dette Øieblik med et Suk og med den stille Bebreidelse, at jeg i Momentet vel saae og følte det, men dog maaske ikke

        

38 skjønnede derpaa i saa høi Grad, som jeg burde have gjort. Gid hun nu kunde læse denne Tilstaaelse, hvor vilde den ikke fryde hendes kjærlige Hjerte! Jeg veed, hvad hun da vilde sige til mig, idet hun vilde slutte mig i sine kjærlige Arme; hun vilde sige: "Ak, min kjære Hanne, saadanne stille Bebreidelser kjender jeg fra mig selv." Og hvem kjender ikke dem?