Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Vi havde alle Tre forelsket os saaledes i Egnen om Bakkehusene, at vi i Aar igjen havde leiet en Sommerbolig der i et Hus, kaldet v. d. Maases ny Bakkehus. Der ligge nemlig de fire Steder næsten umiddelbart ved Siden af hinanden: Rahbeks Bakke hus , Halls Ny-Bakke gaard , v. d. Maases ny Bakke hus og Moltkes Bakke gaard . Vi flyttede altsaa derud i Begyndelsen af Juni. Denne Sommer blev mig iøvrigt forbitret paa flere Maader. Atter i denne Sommer skulde flere af Skuespillerne have Beneficeforestillinger; iblandt dem, som agtede at benytte Tilladelsen, var ogsaa min Broder, Skuespiller Anton Patges. At det laa ham paa Hjerte at have mig med ved en saadan Forestilling, var jo naturligt, og lige saa naturligt var det, at jeg ikke godt kunde negte ham min Hjælp. Nu var det jo den idelige Jammer ved disse private Forestillinger at faa Stykker, der kunde trække Publikum til Huset. Han havde i lang Tid kæmpet og kæmpet for at skaffe sig et, men Alting slog feil. Da greb han i sin Nød et Stykke, som havde været indleveret til Theaterdirectionen, men var blevet forkastet, et Stykke, som maaske endnu Nogle bevare i bedrøvelig Ihukommelse, og som hed "De skandinaviske Brødre". Skandinavismen havde i den sidste Tid, navnlig siden de danske Studenters Tog til Upsala, udfoldet sig stærkt; Stykkets Emne var altsaa meget populairt. Det gik ud paa at fremstille tre Repræsentanter for Skandinavien, en dansk, en norsk og en svensk Student, der i poetiske Udgydelser sammenlignedes med Bøgen, Egen og Birken. Valget var for saa vidt godt, som man kunde være vis paa at faa fuldt Hus, hvilket jo var Hovedsagen ved disse Sommerskuespil for privat Regning. Hvor fortvivlet jeg end fandt Stykket, havde jeg dog ikke Hjerte til at negte min Broder, der alt havde udstaaet saa mange Gjenvordigheder, min Bistand, og jeg maatte altsaa gjøre gode Miner til slet Spil. En Betingelse gjorde jeg dog, den nemlig, at jeg fik Lov til at stryge det lange lyriske, skandinaviske Digt, som jeg skulde fremsige som et Slags Slutningscouplet til Publikum. Hvor takkede jeg hin mindeværdige Aften alle Guder for denne min Betænksomhed! Man maa nu ikke tro, at de øvrige Spillende gik til deres Arbeide med Ulyst, tvertimod, man fandt mange "skjønne Steder" i Stykket, mange "pene Ord" i Dialogen og 39 ventede sig ikke saa lidt Løn for sit Arbeide. Jeg har aldrig havt Lyst til at gjøre Skuespillerne kjede af de Stykker, som indstuderes, og mindst vilde jeg gjort det her, hvor de Spillende arbeidede for at gjøre min Broder en Tjeneste; men jeg selv led Helvedes Kvaler paa disse Prøver, thi jeg forudsaae med den fuldstændigste Vished, at Forestillingen vilde blive til Latter og Skandale; jeg taug og sukkede i Stilhed, men min Fortvivlelse steg Dag for Dag, alt som vi rykkede Forestillingen nærmere. Jeg havde ligesom haabet paa, at en god Aand eller Djævel skulde mage det saaledes, at det Hele gik overstyr. Men nei, Loddet var kastet, Dagen kom. I det deiligste Solskin kjørte jeg den 13de Juni 1844 som en Delinkvent til sin Henrettelse ind fra Bakkehuset for at udføre, hvad jeg havde paataget mig. Jeg veed virkelig ikke, om jeg skal le eller græde ved Tanken paa den Tilstand, hvori jeg hin Eftermiddag befandt mig. Siddende i Kareten, udstødende det ene dybe Suk efter det andet, betragtende den misundelsesværdige Mængde af pyntede Folk, der i det deilige Veir strømmede ud ad Vesterport for i Søndermarken og Frederiksberg Have at frydes ved Træer, Buske, Fuglesang og de tusinde Foraarsblomster, sad jeg aldeles fortvivlet; og dog kunde jeg endnu ikke opgive Haabet om, at Et eller Andet skulde hjælpe mig i min Nød. Jeg sad og tænkte: Hvad vilde du give for endnu at blive fri? Jeg syntes virkelig, at jeg vilde give Alt, hvad jeg eiede; ja, saa vidt gik jeg, at jeg tænkte: Gud forlade mig - gid Vognen, hvori du sidder, vilde vælte; jeg vilde med Glæde tage imod et lille Benbrud og roligt finde mig i den øvrige Sommer at maatte sidde stille, for at det atter kunde læges. Jeg husker godt, at denne Tanke oplivede mig, og jeg haabede paa, at Skjæbnen vilde benytte det Vink, jeg her gav til min Redning, men den var ubøielig; Vognen væltede ikke, og jeg ankom til mit Paaklædningsværelse paa Theatret for at iføre mig min sørgelige Pynt og udføre min endnu sørgeligere Kunstpræstation. En og Anden synes vel, at denne min Stemning var overdreven exalteret! Herre Gud, om nu ogsaa et Stykke mishager, er da den Ulykke saa stor? Nei. Jeg indrømmer dette, men forud at vide med Vished, at man skal være Gjenstand for Latter, Spot og Haan, at Virkeligheden, den raa Virkelighed hos et Publikum, skal gribe ind og tilintetgjøre al Illusion, saa at jeg staar der, ikke som den unge Pige i Stykket, men som Fru Heiberg, med hvem man tillader sig at gjøre Commers; denne Tanke var det, som jeg ikke kunde udholde. Alt, hvad der forstyrrer Illusionen paa Scenen, selv det Bifald, der ofte lød ved min Indtræden, stak smerteligt i mig. Jeg selv vilde glemme, at det var mig som privat Person, som stod der, og jeg ønskede, at alle Andre vilde gjøre ligesaa. Kun Et har bestandigt ligget mig paa Hjerte, det at frembringe en fuldstændig Illusion, thi kun, hvor denne opnaas, kunde der være Tale om en kunstnerisk Nydelse for Publikum som for mig selv.