Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Under de første Akter forholdt Publikum sig i en rolig Døs; men lidt efter lidt syntes det overfyldte Hus, at det dog skulde have lidt Glæde for sine Penge, og nu begyndte Tilskuerne at blive muntre Medspillende, hvis Spil blev livligere og livligere, alt som vort Spil blev mere og mere mat. Da nu en af de tre skandinaviske Brødre mod Slutningen af Stykket kom hjem fra en Reise, paa hvilken han lykkeligt havde faaet sin Examen, og kom løbende ned ad et Fjeldstykke og jublende raabte: "Jeg har faaet min Examen!" udbrød Publikum i den muntreste Latter, og flere Stemmer raabte: "Vi gratulere!! Vi gratulere!!" Fra nu af var Ævred opgivet, som man siger. Man lo, man snakkede med, man raabte "O!" paa de rørende Steder, man applauderede ironisk, og Teppet faldt endelig for sidste Gang under almindelig Latter. Jeg takkede min Gud, at jeg itide havde forudset dette Resultat og gjort Indsigelse mod det rørende skandinaviske Slutningsdigt! Man tænke sig min Situation, om jeg under en saadan Stemning skulde have staaet der og snakket i en Lygte! Jeg var forresten rørt over Publikums Godhed imod mig denne Aften; thi saa ofte jeg traadte ind paa Scenen, var der stille; ikke en Lyd ytredes i det muntre Hus under mit Spil eller ved nogen af de mange næsten udæskende comiske Bortgange, som min Rolle indeholdt. Ikke let har noget Bifald i den Grad glædet og smigret mig som denne Aftens Taushed. Stykket var forbi og mine Lidelser endte. Jeg var tilmode som En, der havde været i Havsnød og nu stod reddet paa den tørre, velsignede, faste Jord. Jeg var glad, næsten til Overgivenhed. Men vare mine Lidelser nu endte, saa begyndte mine Kammeraters først. De andre Damer i Stykket strømmede ind til mig for at give deres Indignation og Bedrøvelse Luft. Da de undredes over mit glade Lune, sagde jeg: "Misund mig ikke dette, jeg har havt mine Lidelser forud; I maa nu bære Eders bagefter." Lige saa sukkende og betynget jeg var kjørt ind til Theatret, lige saa let kjørte jeg hjem, da Alt var overstaaet. Jeg kunde ikke lade være at synge høit i Kareten; jeg var fri for i Sommer; jeg traadte glad ind til Thebordet, hvor Heiberg ventede mig; min Glæde smittede ham, der ogsaa paa mine Vegne havde havt en tung Aften; vi drak de skandinaviske Brødres Glemsel i et Glas Vin og gik til Ro, haabende en bedre Dag i Morgen. Næste Morgen sendte Fru Hall Bud ind til mig, om jeg ikke vilde tjene hende i at komme et Øieblik ind til hende, da hun alt i flere Dage havde maattet holde Sengen paa Grund af en stærk Forkjølelse. Jeg gik strax ind til hende. Hun laa i Sengen, rakte Haanden ud imod mig og sagde næsten med Graad: "Hvorledes har De det, min søde Ven, efter den afskyelige Aften i Gaar, som Hall har fortalt mig om?" Ved at se hendes bedrøvelige Mine, kunde jeg ikke bare mig; jeg brast i Latter. Hun saae forundret paa mig. "Kan De le deraf?" sagde hun. "Ja, hvorfor ikke?" svarede jeg, "det er jo forbi, og jeg 41 har grædt saa længe forud, at jeg nu virkelig ikke kan mere." Da hun saae, hvor let jeg nu var om Hjertet, slog hun ind i min Tone, og jeg morede hende nu med omstændeligt at fortælle hende alle de Scener, jeg havde været Vidne til bag Scenen, paa Scenen og ude i Publikum.