Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Det er lykkelige Tider, hvor vor Kritik endnu ikke er vakt. Jeg har kjendt saadanne Tider i mit Theaterliv - men det er længe siden - hvor ingen Kritik forbitrede mig Nydelsen af at spille Comedie. Var Rollen hvad man kalder en smuk Rolle, det vil sige, var den saaledes, at jeg forudsaae, at jeg i denne Rolle vilde gjøre Virkning, da var jeg tilfreds og glædede mig til at spille den. Om Stykket havde Værdi som Kunstværk, om Rollen var psychologisk sand, om Dictionen i den var ædel, simpel, om Verset var rent i sine Former, om der var Enhed i Charactertegningen, om Sujettet var kunstnerisk behandlet; kort, om der var Sandhed i det hele Stykke, eller om det som Helhed var et affecteret Døgnproduct, herom spurgte jeg dengang ikke mig selv; det kostede mig ikke en urolig Tanke; jeg spillede min Rolle, for det meste godt, og selv om jeg ikke altid syntes dette, saa syntes Publikum det, og dermed slog jeg mig til Ro. Saaledes kunde og burde det ikke blive ved. Det kunde ikke være andet, end at min Kritik, min Dom lidt efter lidt i Omgang med Heiberg, med hans Moder og saa mange Andre maatte udvikle sig ikke blot til at modtage, men ogsaa til at gjøre Rede for det Modtagne, til at kunne skjelne imellem Ondt og Godt. Jeg var paa dette Tidspunkt 32 Aar. Jeg kunde ikke længere med Taalmodighed, i Uvidenhed lade mine Evner misbruge, snart til eet maadeligt Arbeide, snart til et andet, uden at det smertede mig. Jeg havde alt i adskillig Tid maattet spørge mig selv: Er det ret, er det kunstnerisk rigtigt, for ikke at sige: Er det ikke umoralsk saaledes ved sit Talent at bidrage til, at saa meget Forkasteligt gaar igjennem hos Publikum og forvirrer dets Begreber om dramatisk Kunst, idet det forvexler Skuespillerinden med det Stykke, hvori hun optræder. Mangfoldige Gange vare Stykker skrevne, som kun hvilede paa den Interesse, der skulde ligge i at se mig i en eiendommelig Situation, i et mærkeligt Costume, i Benyttelsen af min Evne til at synge Couplets, eller til Dans, til Declamation af lange, kunstige Digte o. s. v. Jeg var led og kjed af alle disse Misbrug, især naar de stode ganske forladte af al virkelig Kunstinspiration. Men hvad var herved at gjøre? Modsatte jeg mig dette Misbrug, saa gik det mig som med Maurerpigen, Forfatterne rasede imod mig og ansaae mig for deres Hjernefostres Morder, for ikke at tale om, hvorledes de ganske naivt foreholdt mig, at de havde gjort Regning paa en Indtægt, som det vilde sætte dem i den største Forlegenhed at gaa glip af; vedblev jeg med Fasthed 42 min Indsigelse mod at misbruges, da udspredtes der Rygter om Primadonnachicaner, Rygter, som det store Publikum strax var beredt til at fæste Lid til. Hvad dette angaar, da bilder jeg mig imidlertid ind, at mine Foresatte og Alle, der havde været indviede i Theatrets Mysterier, have været enige heri, - at jeg aldrig i mit hele Liv, ikke en eneste Gang har nedladt mig til Noget, som kunde fortjene dette Navn. Altid har jeg arbeidet efter Pligt og Samvittighed, rent i Kunstens Tjeneste. Men hvem kan tale en fornærmet Digterforfængelighed tilrette?