Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Men havde jeg saaledes Sorger i denne Sommer, manglede det dog heller ikke paa Glæder. En smuk Eftermiddag, som jeg sad og talte med Stiftsprovst Tryde, der var kommen for at tilbringe Aftenen hos os, blev Døren til Stuen puffet op, og ind styrtede - Hercules! Jeg vilde neppe tro mine egne Øine. Drivende vaad sprang det kjære Dyr hylende af Glæde op ad mig og var færdig at rive mig omkuld. Jeg omfavnede ham af et ærligt Hjerte, klappede og kyssede min Ven og spurgte den ene Gang efter den anden: "Men 43 Hercules, hvor kommer du fra?" Var Hunden svømmet over Kallebodstrand til os? Jeg veed det ikke, har aldrig kunnet erfare det. Tryde saae helt forundret ud ved dette Optrin, og jeg maatte nu fortælle ham min og Dyrets Historie. Han talte ofte i senere Aar om min Henrykkelse ved Hercules's Indtrædelse i vor Stue. Jeg var virkelig usigelig glad over Dyrets Komme, saa glad, at jeg i dette Øieblik meget beklagede ikke at være ene med min uventede Gjæst, men at jeg for Skams Skyld maatte fortsætte Conversationen med den gode Tryde, hvis Selskab ellers var mig kjært. Ja, jeg var saa lidt Herre over min Glæde, at da Heiberg, som havde været en Tur inde i Søndermarken, traadte ind ad Døren, udbrød jeg lidenskabeligt: "Heiberg, Du ser slet ikke, hvem her er!" Heiberg, som antog, at jeg mente vor Ven Tryde, bukkede forbindtligt for ham og sagde: "Jo, jeg ser det meget vel." - "O nei!" udbrød jeg næsten uvillig, "Hercules!" Vi lo siden alle Tre over min Mangel paa Selvbeherskelse i min Glæde. Det stakkels Dyr var usigelig rørende; da den første Glæde over Gjensynet var ovre, lagde den sig stille hen i en Krog og sukkede, fulgte os med Øinene, hvor vi gik i Stuen, kom af og til hen og slikkede vor Haand, men lagde sig saa atter melancholsk hen i dybe Betragtninger over, hvad der nu vilde følge paa denne hans nye Ulydighed. Der var virkelig et saa vidunderlig forstandigt, vemodigt Udtryk i dette Dyrs Øine, at jeg syntes, at de Naturforskere, som tvivle paa, at et Dyr kan have en Sjæl, nødvendigt maatte komme til en anden Anskuelse ved at se min Hercules. Naar Heiberg og jeg i Tusmørket sade i Sofaen i dyb Samtale om det Meget, der interesserede os, og Hercules da satte sig hos os paa Hug paa Gulvet med sit store, prægtige Hoved boret ind imellem os begge og saae op paa os, som om han fulgte vor Samtales Gang, var der et Udtryk i dens Øine, som jeg aldrig glemmer. Vare vi uenige i vore Meninger om den Gjenstand, vi havde bragt paa Bane, da henvendte Heiberg sig ofte til Hercules og sagde: "Hvad siger du, Hercules, har jeg ikke Ret?" Ved en saadan Henvendelse udstødte Hercules da et dybt Suk, som om den begræd, at Talens Brug var den negtet. Det var mig da umuligt andet end at klappe og kjærtegne den til Trøst for dens Savn. Længe nøde vi dog ikke i Ro Glæden over Hercules's Selskab; inden kort Tid begyndte Alt paa gammel Vis. Hercules blev hentet og som en Forbryder bragt hjem til sit, men inden faa Dage havde vi ham atter ved vor Side. Dette gjentog sig atter og atter. Heiberg havde forbudt Tjenestefolkene og os Andre at tage ham med til Byen. En Dag skulde jeg derind. Hercules saae uroligt til, at jeg iførte mig Hat og Shawl. Jeg gjorde ham begribeligt, at jeg ikke kunde tage ham med, og listede mig ud ad en anden Dør for ikke at forurolige ham ved min Bortgang. Jeg kom ogsaa lykkeligt bort. Men da jeg var omtrent midt paa Vesterbro, kom Hercules med Tungen ud af Halsen

        

44 i et frygteligt Firspring og havde nær kastet mig omkuld i sin ubændige Glæde. Jeg blev helt betænkelig ved at overtræde Heibergs Forbud, men Heden var stærk, til atter at gaa den lange Vei tilbage havde jeg ingen Lyst, og Hunden fik saaledes sin Villie. Atter paa denne Tur steg min Agtelse for Hercules. En Mængde usle smaa Hunde, som der dengang fandtes en utrolig Masse af, inden Hundeskattens Forhøielse formindskede disse tossede Væsners umotiverede Gjøen, havde i lang Tid til hans og min Plage forfulgt os med denne utaalelige Bjæffen, som ingen Dødelig kan forstaa Meningen med. Hercules havde længe roligt hørt herpaa, idet den gik sin sindige, afmaalte Gang ved min Side, kun af og til skottende op til mig. Hundenes Mængde tiltog ideligt. Fra enhver Kjælderhals sprang en ny Piageaand op, bjæffende i Chor med de andre Bjæffere. Det var rent utaaleligt; det fandt Hercules omsider ogsaa; paa een Gang vendte det store Dyr sig om med tindrende Øine, med Haarene paa Ryggen opreiste som Børster, visende alle sine skinnende hvide Tænder, og udstødte et eneste forfærdeligt: Vov! med en saadan Styrke, at alle de smaa Køtere foer til alle Sider og i et Nu forsvandt. Jeg var ganske stolt over Hercules og klappede ham paa det store Hoved; han saae mildt og ironisk op paa mig, som om han vilde sige: "Saadan skal det Kryb have det." Jeg faldt i mange Reflexioner over denne lille Gadescene. Ak, tænkte jeg, kunde man med et saadant eneste "Vov" skræmme alle de litteraire Smaahunde ned i deres Kjælderhalse, saa de forsvandt for bestandigt! Men det lader man nok være; de skræmmes ikke saa let; de ere som Fluerne, der sætte sig paa vor Næse; jag dem hundrede Gange bort, og de ville hundrede Gange atter sætte sig paa den. Jeg havde et Ærinde i Dronningens Tvergade, og her havde jeg ganske nyligt set Hercules ved min Side. Med Et, da jeg vilde se til den, var den forsvunden. Uroligt gik jeg omkring fra den ene Gade til den anden for at finde min Ven; alt forgjæves. Mismodig, udmattet af Heden og Anstrengelsen maatte jeg omsider bedrøvet vende hjem i Uro over, hvad Heiberg, hvis Forbud ikke var overholdt, vilde sige. Siden erfarede jeg, at dens Herre tilfældigvis havde mødt den og tvunget den til at forlade mig og følge med ham. Jeg haabede dog atter at se min trofaste Ven, men siden erfoer jeg, at Hunden strax var transporteret temmelig langt ud i Landet over Hav og Sø, og jeg saae virkelig aldrig mere det prægtige Dyr. Omtrent et Aars Tid efter spurgte jeg En af Familien fra den Egn, hvor Hercules havde sit Hjem, om de ikke vidste, hvorledes han havde det. "Han er død!" lød Svaret. Le kun ad mig, min Læser, det faar ikke hjælpe; jeg græd oprigtige Taarer over En, der havde viist mig saa stor Hengivenhed, og kunde ikke komme bort fra, at Længsel efter mig havde dræbt ham.