Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg havde i denne Sommer en Forretning, som næsten af alle Forretninger

        

45 er mig den ubehageligste, nemlig at se mig om efter en ny Bolig. Jeg kjender ikke noget mere Stødende for min Følelse end saaledes at trænge sig ind i en ubekjendt Families Hus med Anmodning om at se enhver Krog. "Vær saa god at føre mig ind i Deres Sovekammer, i Deres Fadebur, Kjøkken, Kjælder og Loft, de Steder, De bruger til at hensætte og gjemme, hvad De ikke ønsker, at Uvedkommende skulle se!" Dette er omtrent den udelicate Rolle, man nødes til at paatage sig, naar man er saa ulykkelig at skulle gaa og se paa Værelser. Saa meget er imidlertid vist, at de, der skulde forevise deres Hjems hemmeligste Lukafer, umuligt kunde være mere forlegne ved dette ubehagelige Hverv, end jeg var under saadanne Omstændigheder. Jeg kom virkelig ligesom i Feber af Forlegenhed, og denne gjorde, at jeg sjeldent havde Nytte af min Gang; med en saadan Ilfærdighed gjennemløb jeg det Hele for hurtigt at befri mig og dem, der skulde plages med mig. Da fik vi underhaanden at vide, at Lægens Bolig paa Søkvæsthuset paa Christianshavn paa Grund af Dødsfald var at faa til Leie, og at der til denne Bolig hørte et Stykke Jord, hvor man kunde indrette en Have. Dette sidste, i Forening med Udsigten til atter at komme ud paa det gode Christianshavn, havde en stor Tillokkelse for os, og jeg begav mig da derud; men da jeg kom ind i den store Forgaard - Boligen ligger ikke ud til Gaden, men ind til en Del mindre og større Haver - og jeg paa begge Sider saae de store Fængselsbygninger, der vendte ud til Gaarden, blev jeg saa trang om Hjertet, at jeg strax tabte al Lyst til Boligen, da jeg syntes, at det daglige Syn af disse Vægge, bag hvilke saa mange Ulykkelige sade, vilde gjøre mig rent melancholsk. Da jeg nu engang var der, gik jeg dog op i Værelserne; men uagtet her fandtes det, der mest af Alt kunde friste mig, det som altid havde været mit høieste Ønske, nemlig en Bolig, hvortil der hørte en Have, saae jeg dog kun Leiligheden med et halvt Øie; bestandigt tænkte jeg paa de stakkels Fanger. Jeg kom hjem og sagde til Heiberg: "Ak nei, denne Bolig kan jeg ikke leve i paa Grund af Fangernes Nærhed." Han mente, at Sligt vænnede man sig efterhaanden til, saa at man tilsidst slet ikke mere tænkte derpaa, men jeg var bleven saa overrasket af dette nære Naboskab, at jeg for Øieblikket rent opgav Bolig og Have. Tiden gik imidlertid, og Intet tilbød sig for os; da sagde Heiberg: "Gaa dog en Gang igjen ud til Stedet; maaske du anden Gang ser det med andre Øine." Jeg begav mig da atter derud. Det var en deilig Sommersolskinsdag; Sindet var lyst som den; blaa Himmel; paa Veien derud prædikede jeg for mig selv, at det ikke er godt for os Mennesker ligesom at flygte for Synet af det Sørgelige, at man tvertimod burde vænne sig til at kunne betragte det og ikke med Feighed undfly dets Nærhed. Jeg traadte nu ind i den store Forgaard, forberedt paa at se, hvad der ved mit første Besøg saa stærkt slog mig; Indtrykket af de

        

46 triste Sidevægge var strax mindre, uden at det Uhyggelige dog rent udeblev. For Enden af Gaarden stod en Dør aaben ud til Haverne bag den Bygning, hvori Leiligheden var; dette Syn af Blomsterne og Træerne med Klangen af Fuglekvidren virkede oplivende paa mit Sind. Jeg gik nu op i Stueetagen - det var den, hvorom der var Spørgsmaal - og Værelserne forekom mig nu, oplyste af den deilige Sol, helt forandrede fra sidst. Alle Vinduerne laa ud til Havepladsen, og denne var igjen omgivet af mange andre Haver; disse i Forening med de store Træer paa Christianshavns Vold, der i Baggrunden af Haverne ragede høit op over dem, gave det Hele noget Stort og Landligt. Da jeg nu traadte ud paa den store Havetrappe foran Havestuen og saae det deilige Frelsers Kirketaarn pragtfuldt belyst af Solen ligge ligesom midt i Haverne, da tænkte jeg: Ja, dette var dog nok værd at agte paa til Trods for de stakkels Fangers Nærhed, som man fra denne Side ikke saae eller mærkede noget til. Det Stykke Jord, som hørte til Boligen, var paa et enkelt Kirsebærtræ nær aldeles ubeplantet. Jeg stod nu her paa Trappen og gav min Phantasi Tøilen, idet jeg strax lagde en Plan, hvorledes jeg vilde benytte denne Plet, og jeg blev aldeles henrykt ved Tanken om, at jeg kunde faa et Ønske opfyldt, som jeg havde baaret paa saa godt som hele mit Liv, nemlig at faa en Have, hvor jeg kunde saae, plante, rive, pleie Blomster, Buske og Træer. Efter at have overtydet mig om, at vi i Værelserne kunde indrette os, især ifald Heiberg kunde faa to Værelser, der fandtes paa 1ste Sal, og som ikke bleve brugte til Noget, var jeg næsten bestemt paa at raade til Flytningen herud; men hvad der især styrkede denne Beslutning var, at da jeg atter vilde gaa bort, kom en gammel, venlig Kone, der boede ovenpaa, ud fra en af Haverne hen imod mig og sagde med en mild Stemme, idet hun saae paa mig med sine gode Øine: "Kjære Fru Heiberg, betænk Dem ikke paa at flytte herud, intet Sted i Verden er der saa deiligt som paa Kvæsthuset ." Jeg kunde ikke lade være at smile over denne storartede Roes. "Ja, ja," sagde hun, "De smiler, men bo her først et halvt Aar, og De vil sande mine Ord; jeg har nu boet her over 20 Aar og gjentager, at der er intet Sted saa velsignet som her." Disse Ord, fremsagte af denne venlige Stemme, vare mig ligesom et kjært Velkommen; jeg syntes, at Stedet alt havde noget Hjemligt for mig, og Beslutningen blev taget. Jeg nød nu Opholdet paa Landet med et lettere Sind, da denne vigtige Sag blev afgjort, hvilket jeg især skyldte den venlige gamle Kone, som et Tilfælde havde ført paa min Vei hin Dag. Jeg beplantede nu i Tankerne den lille Plet Jord, gjorde Tegning paa Tegning for at benytte Alt paa det Bedste og levede mig saaledes ind i vor nye Bolig, længe før vi kom der. Heibergs Moder var tilfreds med de to Værelser, der skulde være hendes, og Heiberg glædede sig til den vide Udsigt, han ovenpaa fik til Hav og Himmel, 47 saa at han her ret kunde faa Brug for sine store Kikkerter og gjøre natlige Observationer af Stjernehimlens Gang. Saaledes vare alle tilfredse, hver med sit.