Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I Foraaret 1844 havde Suhr og Frue paa det Indstændigste anmodet os om at tilbringe en Maanedstid paa Sølyst i vor Sommerferie. Vi havde ikke strax indvilget heri, thi slige Ophold i et fremmed Hus have altid noget Betænkeligt ved sig; man veed ikke altid, om Venskabet er af den Natur, at det taaler en saadan daglig Nærhed. Vi trak det derfor noget ud med vort Svar. En Dag, da Tscherning og jeg vare ene, sagde han til mig: "Heiberg og De føie dog vel Suhr i hans Ønske at komme ud til Sølyst?" Jeg svarede ham, at vi havde nogen Betænkelighed ved denne Plan. "De maa ikke afslaa

        

49 ham det," sagde Tscherning, "det er Synd; han har glædet sig saa inderligt dertil. Jeg har alt i længere Tid," vedblev han, "kjendt denne Suhrs Plan; han har ofte talt til mig herom og spurgt mig, om jeg troede, at Heiberg og De vilde kunne føle Dem tilfredse under et saadant Ophold; jeg har svaret ham, at saa vel Heiberg som Dem vilde det være overordentlig let at tilfredsstille i det daglige Livs Fordringer, hvorimod jeg ikke troede, at Fru Gyllembourg vilde kunne finde sig i at undvære sit eget Tyende og alle de Bekvemmeligheder, hun i Hjemmet er vant til." Heri havde Tscherning set klart, thi det var visselig bleven hende til stor Kval at skulle indordne sig i en forandret Levemaade i et fremmed Hus. Tscherning havde kjendt Heibergs Moder i en lang Række Aar og var hende af Hjertet hengiven; men han kjendte hendes smaa huslige Vaner for godt til at tro, at disse kunde ombyttes for andre. Det blev da omsider besluttet, at Heiberg og jeg skulde i denne Sommer tilbringe en Maaned paa Sølyst; hans Moder forblev i Bakkehuset med vore Folk, men vilde hver Søndag komme ud til os. Først i August kunde vi løsrive os fra Forskjelligt, der paahvilede os, og tage til Sølyst. Da Dagen kom til vor Udflugt, holdt en af Suhrs elegante smaa Vogne for Døren, og en større var sendt for at medtage vort Tøi. Det hjalp ikke, at vi sagde, at vi jo godt selv kunde besørge os ud til Sølyst uden at gjøre hans Folk Uleilighed; det var ham en altfor stor Glæde at sætte Alt, hvad han eiede af Comfort, til vor Tjeneste, og uudtømmelige havde hans Spørgsmaal til mig i lang Tid været om, hvorledes jeg troede, at Heiberg helst ønskede det indrettet hos ham, for at han kunde føle sig tilfreds og hjemme. Jeg smilte ofte over alle hans Skrupler med Hensyn til Heiberg, da jeg ikke har kjendt Nogen, som det var lettere at tilfredsstille i det daglige Livs Bekvemmeligheder. Det var netop en af hans elskværdige Egenskaber, hans store Talent til at orientere og indrette sig, hvorledes end det Ydre omkring ham stillede sig. Hans fortræffelige Humeur, hans comiske Sans hjalp ham ud over alle slige Smaating. Vi holdt altsaa udenfor Sølyst en Formiddag i Begyndelsen af August Maaned. Vi bleve modtagne af Husets Frue; Suhr ventedes først til Middag, den sædvanlige Tid, hvorpaa han dagligt indfandt sig paa Landet for atter tidligt den næste Morgen at begive sig ind til sit Comptoir. I en Sidefløi af Hovedbygningen bleve vi indførte i en meget stor Havestue, der i Schimmelmanns Tid havde været Bibliotheksal - nu vare alle Bøger forsvundne -; Væggene vare decorerede med Landskaber af en i sin Tid berømt fransk Maler. Dette smukke Værelse med Udsigt til den skjønne Have, til begge Sider Vinduer (mod Nord og Syd) og Havedøren mod Vest, gjorde et meget behageligt og hyggeligt Indtryk. Det var ganske nyt meubleret med Fløiels Stole og Sofaer. Et Skrivebord var anbragt til Heibergs Brug, og forresten hvad den opmærksomme Vært havde

        

50 troet, at vi satte Pris paa til vor Bekvemmelighed. Ved Siden af dette store Værelse var vort Sovekammer, udstyret med en Elegance, der langt oversteg, hvad vi i Hjemmet vare vante til. Efter at have rettet lidt paa mit Toilette, begav jeg mig ind i Husets Havestue, der tillige var det Værelse, hvor Alle samledes, et Værelse med en henrivende Udsigt over de skjønneste Græsplainer ud mod Sundet, hvor Hveens gule Banker viste sig imellem Trægrupperne; udenfor den store Havedør var en yndig Veranda; paa hver Side af denne Dør var et stort Vindue, hvorfra man saae andre Punkter af Sundet. Husets Personale bestod, foruden af Hr. og Fru Suhr, af en Slægtning til Fru Suhr, en Frøken Charlotte Falch, en ældre, høist elskværdig Pige, hvis Sygelighed og Lidelser, imod hvad der pleier at være Tilfældet, bidrog til end mere at forhøie det rørende Indtryk, som den stille, beskedne, milde Skikkelse gjorde paa Alle ved den barnlige Taalmodighed, hvormed hun led. Med Trækkene smerteligt fortrukne var hun altid beredt til et Smil og høist modtagelig for enhver Opmuntring. Endvidere var der for Tiden en Broderdatter, Pauline Suhr, i Besøg; selv havde Suhrs ingen Børn. Ved Vinduet til høire for Havedøren havde Fru Suhr altid sin Plads; ved Vinduet til venstre Frøken Falch sin. Da denne Havestue var meget stor, sade disse To langt fra hinanden, saa langt, at man vanskeligt kunde høre ved det ene Vindue, hvad der taltes om ved det andet. Heraf fulgte, at Stuen bestandigt indeholdt to talende Grupper, der vare for langt fra hinanden til, at Conversationen kunde blive almindelig, især da Fru Suhr led af en temmelig stærk Døvhed, og for nær til, at den modsatte Gruppe i Stuen ganske kunde ignoreres; et overordentlig trættende og for Hyggeligheden og Sammenholdet i det daglige Samliv yderst uheldigt Arrangement; thi enten sad Fruen forladt til høire, og Alt var trukket til venstre, eller ogsaa sad Frøkenen forladt til venstre, og Alt var trukket til høire. Der var altsaa en evig Marcheren over Gulvet for at ty til den, der for Øieblikket var den Ensomme; herved blev enhver Conversation hurtigt afbrudt, og der skulde ideligt knyttes en ny. Ved min Indtræden i Stuen gik jeg naturligvis til høire for at sætte mig hos Husets Frue; Fru Suhr var en høi, blond Dame, der i sin Ungdom havde været anset for en Skjønhed, og hun var endnu en smuk ældre Dame med et elegant Udseende, med et koldt, formelt Væsen, et strengt, gjennemtrængende Blik. Denne hendes stive Holdning ved min Indtrædelse i Familien forbløffede mig noget, og Conversationen slæbte sig trægt og døsigt hen. Jeg sagde imidlertid til mig selv: Hun maa vist i Dag have havt nogen Ubehagelighed, og haabede, at dette var noget Forbigaaende. Heiberg havde endnu ikke indfundet sig, thi han ordnede sine Bøger og Papirer i vor egen Dagligstue. Efter at jeg et Par Gange var marcheret frem og tilbage mellem de to Vinduers Beboere, langt mere tiltrukket af det smilende Væsen til venstre,

        

51 end af den tause, strenge Frue til høire, ønskede jeg inderligt, at Klokken var 4, haabende paa, at Suhrs Ankomst skulde bringe mere Varme i Temperaturen, i alt Fald en Forandring. Pludselig hørtes et stærkt Piskeknald ved Indkjørselen, og Pauline sagde: "Det er Onkel!" Uvilkaarligt reiste jeg mig op i den Tro, at Husets Herre pleiede at modtages ved sin Ankomst, men blev meget forlegen ved at se, da jeg alt var henne ved Døren, alle tre Damer ubevægeligt blive siddende ved deres Arbeider; noget flau listede jeg mig atter hen til min Stol, idet jeg ikke fandt det passende, at jeg indførte en Skik, som ikke lod til at høre hjemme her. Stakkels Fru Suhr! Stakkels Suhr! De kjendte ikke den Glæde, Heibergs Moder og jeg saa ofte havde følt, naar Heiberg vendte tilbage til os paa Landet efter et Besøg i Byen. Suhr traadte endelig ind. Et koldt, neppe hørligt "Goddag" var hele Hilsenen fra hans Side; stivt, formelt ønskede han nu mig og Heiberg, der ved Piskeknaldet havde indfundet sig, velkommen i hans Hus. Jeg kjendte ham neppe igjen; mit Hjerte blev ligesom til Is i mit Bryst, og jeg tænkte: Ak, hvem der sad hjemme i Bakkehuset ved sit eget Bord! Den zirlige Tjener meldte, at der var anrettet. Suhr bød mig Armen, Heiberg Fruen, og vi gik stadseligt ind til det elegant dækkede Bord. Jeg maatte næsten smile over, hvor tydeligt det var, at Heiberg ikke følte det Mindste til de Fornemmelser, der berøvede mig al Appetit. Livlig, munter, underholdende som sædvanligt fik han ved sit frie Væsen Samtalen i Gang; hans klare, prægtige, tydelige Stemme gjorde, at Fruen kunde følge Samtalen, og det var tydeligt, at dette satte hende i godt Lune, hvilket jo ikke er besynderligt for en stakkels Døv, der ellers saa let har den Lidelse at se Andre le ad Noget, som ikke har kunnet naa hans Øren, en Lidelse, som vi Hørende vel neppe kunne forestille os. Det varede virkelig ikke længe, før Suhr nogenlunde var den Gamle, Fru Suhr ret munter, Frøken Falch i en hjertelig Latter, og Pauline undseligt kæmpende med sin; kun jeg formaaede ikke ret at komme mig efter det første Indtryk i dette Hus. Efter Caffen trak Suhr sig tilbage i sin Stue for at ryge Tobak, Heiberg og jeg ind i vor egen Stue. Da jeg her havde sat mig ned, atter aandende frit, udbrød jeg: "Kjære Heiberg, lad os forkorte dette Besøg saa meget som muligt; jeg har en Følelse af, at vi ikke ere rigtig velkomne her." Han saae forundret paa mig. "Men Gud bevar'os," udbrød han, "hvor falder nu det dig ind? Jeg veed da, at de begge have opbudt Alt for at faa os herud, og det kunde de jo have ladet være, om de ikke havde ønsket det; der var da Ingen, som tvang dem." - "Ja," svarede jeg, "jeg forstaar det heller ikke, men jeg pines af denne Følelse; Ingen af dem ere jo, som vi ere vante til at se dem, ikke engang Suhr; jeg kjendte ham ikke igjen, saa kold og formel har jeg aldrig set ham." Som vi nu sade og talte herom, kom Suhr ind ad vor Havedør, idet han sagde: "Fru Heiberg, vil De

        

52 tillade, at jeg et Øieblik sætter mig ind her hos Dem, uagtet jeg har en Pibe; men her i Havedøren tror jeg ikke, at De vil kunne mærke Noget til Tobaksrøgen, og jeg skal ryge meget beskedent." Jeg bad ham venligt at komme ind, da Røgen aldeles ikke plagede mig, især i et saa stort Værelse og for aabne Døre. Han traadte nu ind, kyssede min Haand til Tak, og nu var han fuldstændigt den Gamle i Et og Alt. Han rakte Heiberg sin Haand paa den mest hjertelige Maade, idet han sagde: "Tak, Heiberg, fordi De har opfyldt vort Ønske og er kommet ud til os; De veed ikke, hvor meget jeg skjønner derpaa. Herre Gud! jeg har dette smukke Sted; jeg ønskede gjerne, at ogsaa Andre skulde glæde sig over dets Skjønhed; jeg vilde saa gjerne se Folk hos os, men hvem vilde det more at komme til os? Har jeg derimod Dem og Deres Kone her, veed jeg vist, at Alle gjerne ville komme, thi da er her Noget at komme for; uden Dem gaar det ikke, og det finder jeg meget naturligt. Lad mig nu først spørge Dem, om der Intet er, De savner her til Deres Bekvemmelighed, og dernæst vilde jeg tale med Dem om et Selskab, som jeg gjerne vilde have her paa Søndag. Sig mig nu oprigtigt, om der er nogen af de Gjæster, som jeg har isinde at indbyde, der er Dem imod, thi i saa Fald stryge vi dem." Man kan vel tænke Alt, hvad vi svarede paa en saa venlig og beskeden Tiltale. "Kjære Etatsraad Suhr," sagde Heiberg smilende, "Ingen, som De indbyder i Deres Hus, kunne vi have noget imod; tal dog ikke saaledes!" Suhr vedblev: "Jeg vilde saa gjerne samle nogle af Deres Venner her, for at De ikke skal kjede Dem med os." Og virkelig gik der kun faa Aar, før Suhr med udsøgt Artighed lidt efter lidt samlede de fleste af vore Omgangsvenner indenfor Sølysts Vægge. Ved Thebordet om Aftenen havde Fruen atter sin kolde, formelle Tone. Suhr var temmelig taus, og det Hele trykkede mig paany. Man skiltes ad tidligt om Aftenen, og hver gik til sit. Hvor aandede jeg ikke let, da Heiberg og jeg som sædvanligt sade ene og talte sammen til langt ud paa Natten. Hvor fattig kan Rigdom dog ikke være! Vi havde strax fra Begyndelsen af ytret, at vi ønskede at drikke vor Morgencaffe for os selv; thi at conversere paa Stads, strax man staar ud af Sengen, synes mig noget af det Forfærdeligste, jeg kjender. Tjeneren bragte os derfor om Morgenen, naar vi ringede, en elegant Anretning. Heiberg spurgte denne tause Person, der saae ud, som om Husets Kulde ogsaa var naaet til ham, om Etatsraad Suhr alt var kjørt til Byen. "Ja," svarede han, "Kl. 9 kjørte han." - "Han kommer vel til Middag atter herud?" - "Det tror jeg vist," svarede han, idet han spurgte, om der var Noget, vi befalede. Paa vort Nei forlod han Stuen med et Buk. Op ad Formiddagen, da Heiberg var gaaet en Tur ind i Dyrehaven, bankede det paa Døren, og Fru Suhr traadte da ind til mig, bærende paa en meget skjøn Plante. "Maa denne," sagde hun meget venligt, "staa her og blomstre for Dem?" Jeg

        

53 takkede, og nu satte hun sig ned hos mig, talte venligt og livligt. Dette Besøg hjalp paa min Stemning, og jeg begyndte at slaa mig til Ro i mit Sind, saa at hendes og min Samtale lidt efter lidt blev ligefrem og livlig. Ogsaa hun spurgte mig nu, om vi Intet savnede, kort, hun var et ganske andet Menneske end Gaarsdagen. Herre Gud! hvor ofte har jeg dog set dette sørgelige Syn, at Mand og Kone ere aldeles forskjellige, naar man har dem hver for sig, og naar de ere sammen. Nu gjorde jeg denne Erfaring paany med Hensyn til dette Ægtepar, thi hvorledes skulde jeg forklare deres forskjellige Stemning anderledes?