Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Om Morgenen, den første Søndag vi tilbragte under dette vort landlige Ophold paa Sølyst, vandrede jeg ene om i den skjønne Have, hvor de deiligste Blomster bugnede i Blomsterbedene, mange endog laa langs med Jorden, nedtyngede af deres egen Fylde. De skjønneste Remontantroser prangede i alle Farver, men de nyligt udsprungne vanziredes noget ved, at de afblomstrede ikke vare afskaarne, et Syn, der altid var mig imod; det har, synes mig, noget Trist bestandigt ved Siden af det friske Liv at skulle mindes om Forgjængeligheden af alt Skjønt, og jeg syntes, at den deilige friske Rose ligesom saae melancholsk ned paa dette hæslige Støv, som om den tænkte: "Dette er altsaa om kort Tid ogsaa min Skjæbne; saaledes skal min Skjønhed forvandles, min Duft, som man nu indaander med Henrykkelse, vil da plage den Sans, som den nu forfrisker." Som jeg nu stod her imellem Roserne i mine egne Blomsterbetragtninger, kom Suhr til - om Søndagen tog han ikke ind paa Comptoiret -: "Det var Ret," sagde han venligt, "at De ser til vore Roser, thi de staa for det meste temmelig forladte." - "Ja," sagde jeg, "de trænge til en Sax, der kunde borttage de visne; havde jeg en hos mig i dette Øieblik, da dyede jeg mig ikke, men skar væk for Fode. Fornøier det Dem ikke selv," vedblev jeg, "at gjøre lidt Nytte i Haven?" - "Ak nei," svarede han, "jeg er ikke saa lykkelig at have denne Passion; jeg misunder ofte en Ven herude, naar jeg ser hans Glæde ved at beskjæftige sig med sin Have og sine Blomster." - "Nu vel," sagde jeg, "denne Lykke har De nu Leilighed til at nyde, naar De selv vil. Begynd nu med at afskjære nogle af disse visne Roser." - "Det kan jeg ikke, thi jeg har ingen Kniv." - "Hvad," udbrød jeg, "ikke engang en Kniv i Lommen, naar man dagligt gaar i en saadan Have, det er jo skammeligt. De maa nu love mig, at De vil kjøbe Dem en Kniv og altid bære den hos Dem, saa skal De se, at Lysten kommer." - "Nu haaber jeg," vedblev han, "at De, Fru Heiberg, der interesserer Dem saa meget for Blomster, benytter, hvad De finder her i Haven; klip nu nogle af de mange smukke Roser af og tag dem op med. Jeg har ogsaa tænkt paa, at De kunde have Lyst til at gaa ind i Drivhusene eller Blomsterhuset, naar De gaar ene her

        

54 omkring; maa jeg derfor her levere Dem en Hovednøgle, der lukker Alt op." Jeg takkede ham og tog imod Nøglen. "Og nu," sagde han, "maa De gratulere mig, thi jeg har nu faaet et Ønske opfyldt, som jeg længe har næret. Jeg har nemlig faaet et stort Pakhus, det saakaldte blaa Pakhus ved Toldboden, hvortil jeg i høi Grad trængte til mine Kuloplag." Jeg kunde ikke bare mig for at le, thi af Alt, hvad man kalder Ønskers Opfyldelse, var et Pakhus til Kul det, hvorpaa jeg mindst tænkte. "Uh!" udbrød jeg, "ikke andet end et Pakhus? Og hvad har De maattet give for det?" - "80,000 Rdl.," svarede han. "80,000 Rdl.! Og det for et Pakhus! Ak, hvor meget andet Skjønt kunde ikke kjøbes for denne Sum! Imidlertid," vedblev jeg leende, "det er et Ønske, De har faaet opfyldt; altsaa, jeg har den Ære at gratulere." Han tog ikke min Spøg ilde op og forlod mig kort efter. Jeg vandrede endnu længe om i Haven; om Middagen skulde der jo komme stort Selskab, og jeg fik Lyst til at samle mig en lille Brystbouquet, der skulde forhøie min Pynt. Af et Instinkt syntes jeg dog, at jeg ikke paa egen Haand vilde plukke Blomster i denne Have, der jo ikke tilhørte mig. I den store Have var ogsaa en Plads besaaet med Havre; jeg besluttede da at samle mig en Bouquet Markblomster. Imellem Havren fandtes de skjønne blaa Kornblomster, Klinte og under Træerne i Græsset Bellis, foruden de mange andre beskedne Smaaplanter og Græsstraa. Min Bouquet var samlet og særdeles skjøn, da Fru Suhr traadte hen til mig og med et Blik, saa underlig skarpt, maalte den. Atter af et Instinkt, thi det var igrunden slet ikke faldet mig ind, at Nogen her egentlig vilde tage mig det ilde op, om jeg havde angrebet Havens Blomsterrigdom, strakte jeg Bouquetten hen imod hende til Betragtning, idet jeg sagde: "Ikke sandt, den er smuk? De ser, det er alle uskyldige Markblomster; jeg har ikke fordristet mig til at røre ved Havens egentlige Flora." Med en stærk Betoning svarede hun: "Nej, det tror jeg heller ikke om Dem, at De vilde." Jeg blev ganske forundret over hendes gode Tro til mig. Siden erfarede jeg, at det af Fruen i Huset ikke taaltes, at Nogen, ikke engang Husets øvrige kvindelige Personale, Frøken Falch eller de unge Broderbørn, afskar nogen Blomst, plukkede noget Bær eller besøgte Driverierne. Min Hovednøgle hængte jeg efter denne Opdagelse hen i en Krog for ikke at benytte den, og aldrig har jeg i de 14 til 15 Aar, hvor vi hver Sommer besøgte Sølyst, rørt en Blomst eller spist et Bær, som ikke blev mig rakt af Fruen eller Herren i Huset. Hvori bestaar den Følelse, vi have ved at komme i et Hus, hvorom vi sige: der er saa hyggeligt, der er saa stor Gjæstfrihed. Bestaar den ikke i, at vi have den betryggende Fornemmelse, at Alt ligesom staar til Gjæsternes Raadighed, Alt hvad der kan gjøre Opholdet behageligt, at Værten og Værtinden ere glade Givere, glade Uddelere af hvad der tilhører dem. Mærker man noget Kniberi, nogen

        

55 ængstelig Passen paa, hvor meget man tager af hvad der bydes, da Godnat al Frihed, al Hyggelighed, al Glæde! Og møder nu dette os i et rigt, et overdaadigt Hus, da indigneres man let paa sig selv over, at man et Øieblik endnu dvæler paa et saadant Sted. Saaledes uophørligt opmuntret af Værten i Huset til at tage og nyde, og ideligt standset af Værtinden i enhver lille Frihed, var Opholdet i dette rige, fattige Hus - jeg følte mig uhyggelig der. Hvorfra udsprang da denne Modstand fra Fruens Side? Var hun skinsyg paa mig og undte mig derfor ikke Noget? Nei, thi hvad hun negtede mig, negtede hun sine gamle Venner og Veninder, sine Slægtninge i samme Maal. Var hun paaholdende? Vist ikke fri herfor; men jeg tror dog ikke, at dette hovedsagelig var Grunden; Hovedgrunden var en umættelig Herskesyge og feberagtig Holden paa, hvad der var hendes Eiendom . Hendes var Huset og Haven, Blomster, Buske, Træer og Frugter, og da det var hendes , maatte ingen Anden have den Ret at bruge noget deraf uden hendes Tilladelse, uden at det blev rakt denne Anden af hendes Haand. Dette er en Lidenskab som enhver anden, men en Lidenskab, der dræber al Frihed, al Tilfredshed hos alle dem, der maa taale den, som ikke skjænker nogen Nydelse for den, der sætter sin Villie igjennem, thi Frygten for, at Nogen kunde overtræde denne Lov, forfølger den Paagjældende med en saadan Uro, med en saadan Mistænksomhed, at Eiendomsretten bliver til en sand Kval i Stedet for til et Gode. Det er en Sjælesygdom som saa mangen en anden.