Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Det var som sagt Søndag, og vi ventede Heibergs Moder til Middag samt mange andre Gjæster. Suhr havde indrettet sig saaledes, at han kunde afhente alle sine Gjæster i Byen med sine egne smaa elegante Equipager. "Man skal ikke," sagde han engang, "have det Besvær at leie Vogn ovenikjøbet, naar man gjør mig den Glæde at besøge mit Hus." Nogle af Vognene vare kun indrettede til to, andre til fire Personer, og Suhr havde da en stor Takt med Hensyn til, hvem han satte sammen i de forskjellige Vogne. Heibergs Moder kom denne første Søndag, glad over atter at se os og oplivet som et Barn over den smukke Kjøretur i behageligt Selskab, som bestod af Tscherning og endnu en af vore Omgangsvenner. Da jeg ledsagede hende til vort Sovekammer for at hjælpe hende lidt, sagde hun: "Naa, I ere vel henrykte over at være i dette Paradis?" Jeg meddelte hende nu, at jeg for min Del følte mig meget trykket i dette Paradis, og jeg fortalte hende, hvori Trykket bestod. "Ak, den gode Suhr," udbrød hun, "lad ham intet mærke af din Misfornøielse. Han har flere Gange besøgt mig i min Ensomhed og været uudtømmelig i Roes over din og Ludvigs Elskværdighed, idet han da altid tilføiede: "Blot de ikke kjede sig ude hos os!" Jeg beroligede ham af et oprigtigt Hjerte, idet jeg antog, at I virkelig vare glade herude; tag dig ikke disse Smaating saa nær; husk paa, hvor meget du glæder Suhr med Eders Ophold." "Ja," 56 svarede jeg, "det Samme siger Heiberg, men jeg har alligevel en Følelse af, at hvad der er sket, ikke burde være sket, og jeg glæder mig til, at dette her snart faar en Ende. Ogsaa Suhr er en Anden her i Hjemmet, end naar han gemytligt har siddet i vor Dagligstue. Kun naar han kommer ene ind til os herude eller møder os i Haven, er han den Gamle; saa snart han er med sin Familie, er han stiv, ordknap og tør; Ungdommen her vover neppe at tale til ham, og i det Hele taget taler Ingen her med ham. Havde jeg fra først af lært ham at kjende her, havde jeg aldrig faaet den ligefremme Tone imod ham, som jeg nu har, og som jeg ikke længere kan eller vil aflægge. Jeg bemærker ofte, at man studser her over min Frimodighed i at sige ham imod, og i det Hele over min ligefremme Tone. En Gang havde Frøken Falch og Pauline, der begge med stor Venlighed sluttede sig til mig, Lyst til at kjøre en Tur. De betroede mig denne Lyst. Jeg sagde: "Ja, bed Deres Onkel om en af Vognene." "Nei, det tør vi ikke," lød Svaret. Jeg bebreidede dem nu deres Tilbageholdenhed mod den gode Suhr og deres Mangel paa Frimodighed imod ham. "De tør," hed det, "vi ikke." "Er han da ikke god imod Dem," spurgte jeg. Og nu blev den rare Charlotte Falch saa varm i at berømme hans Godhed, at jeg ret kom til at holde af hende derfor; "men," lagde hun til, "Onkel taler saa lidt og er saa alvorlig, at vi ere blevne afvænte med at turde nærme os ham, og Tante vilde heller ikke kunne lide det." Ja, tænkte jeg, da liegt der Hund begraben. I Spøg sagde jeg nu til Pauline: "Deres Onkel er nu inde i sit Værelse; gaa nu ind til ham, tag ham om Halsen, kys ham og sig: Kjære Onkel! Charlotte og jeg har saa stor Lyst til at kjøre lidt ud i Dag, maa vi faa en af Vognene?" "Gud!" udbrød hun, idet hun slog Hænderne sammen, "det turde jeg ikke; han vilde tro, jeg var bleven gal." Jeg rystede paa Hovedet over deres Frygtsomhed og over ham, der uforsigtigt havde lukket sig for sine Nærmeste og indgivet dem denne Frygt. Da kom Suhr tilfældigvis gjennem Stuen; jeg sagde simpelt og jevnt: "Etatsraad Suhr, de unge Damer have Lyst til at kjøre en Tur i det smukke Vejr." "Ja, meget gjerne," var det korte Svar, "jeg skal give Kusken Ordre til at gjøre sig færdig," og hermed forlod han atter Stuen. "Ser De," sagde jeg, "det gik meget simpelt." De bade mig nu om at være med paa Kjøreturen; jeg samtykkede, men jeg mærkede nok, at det nu kneb haardt med at meddele Fruen denne mærkelige Begivenhed. Og saaledes gaar det her med Alt. Herren i Huset maa tilstede Alt, for at det kan ske; Fruen forbyder Intet, hvad Herren har befalet; men alt gaar alligevel efter Fruens Hoved; thi mere end een Gang udsætter man sig ikke for det Tryk af Misstemning, som altid opstaar ved Fruens tause, men trykkende Modstand." "Ak!" udbrød Heibergs Moder, "Slægtskab og Djævelskab! Her har vi dig igjen!"