Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Iblandt Suhrs Venner var ogsaa Halls; Fru Hall var noget i Slægt med Fru Suhr. Hall var endnu ikke steget op til sine høie Embeder, han var dengang Professor ved Universitetet; der var altsaa for det Meste Adskillige, der i Rang stode over ham. Hall og jeg havde ofte talt om det Fortvivlede i, at man paa Grund af denne Rangforret blev slet placeret ved et Bord, og Glæden ved et Gilde afhænger dog især af, hvem der er Ens Bordnabo. Jeg sagde nu en Gang til Hall i en munter Stemning: "Herefter venter jeg ikke paa, hvem der vil forbarme sig over mig og tage mig til Bords; naar De er tilstede, da maa De tage mig." "Det tør jeg ikke," svarede han; "vel," svarede jeg, "saa tager jeg Dem," og jeg holdt dette Løfte. Halls Forlegenhed, naar jeg saaledes skred over Gulvet og uden videre tog hans Arm, morede mig saa meget, at dette bidrog til, at vi strax vare muntrere stemte end alle de Andre. Maaske Adskillige, der have kjendt Hall, ikke tiltror ham Forlegenhed, men bortset fra, at Hall mere end een Gang har fortalt mig, hvad han i sin Ungdom har lidt for at bekæmpe denne Egenskab, om hvilken det er vanskeligt at sige, om den er en Dyd eller en Feil, da er det ganske vist, at Hall i høi Grad plagedes af Forlegenhed, ja, at han igrunden aldrig, saa længe jeg har kjendt ham, ikke engang da han efter Kongen var den fornemste Mand i Landet, kunde faa Bugt med den. Forlegenhed kan 58 udspringe af mange Grunde, af Dyder og af Feil, af Ydmyghed og af Forfængelighed. Hos Hall tror jeg virkelig, at den udsprang mere af det Første end af det Sidste; maaske man kommer Sandheden nærmest, naar man siger, at den havde sit Udspring af en Blanding af begge Dele, thi det er det Almindeligste, uagtet de Fleste gjerne skarpt ville skille det Ene fra det Andet. Ved Bordet havde jeg et af mine Uheld med Fru Suhr. Paa Grund af hendes slette Hørelse sad hun, Stakkel, ofte meget tilovers ved et stort Bord, hvor Ordene lyde fra saa forskjellige Tunger, snart sagtere, snart høiere. Ikke Alle havde en Stemme som Heibergs, tydelig og klar, hvor sagte han end talte. Det er en naturlig Følelse, naar man ser En saaledes sidde forladt, ensom midt i en talende Kreds, at man da gjerne vil hjælpe lidt herpaa ved at henvende et Ord directe til den, der sidder som man siger tilovers. Jeg ønskede altsaa at sige nogle Ord til hende, og helst nogle, som kunde være hende behagelige. Den Meddelelse, som Suhr havde gjort mig om Morgenen i Haven om den endelige Opfyldelse af hans Ønske om at eie det blaa Pakhus, faldt mig da ind. Jeg sagde nu til hende: "Maa jeg gratulere til den forøgede Eiendom?" "Hvilken?" svarede hun. "Det blaa Pakhus," vedblev jeg. "Jeg ved ikke af noget blaat Pakhus," svarede hun. Jeg holdt ganske forbløffet inde, idet jeg tilføiede: "Undskyld! Maaske har jeg misforstaaet en Samtale, jeg før hørte." Conversationen var afbrudt. Jeg havde, Gud være lovet, ingen Forestilling om, at et Ægtepars Interesser i den Grad kunde være adskilte, at en Mand til en Fremmed meddelte et vigtigt Anliggende, ham angaaende, og fortaug det for sin Kone. Jeg var høist forundret herover, men vogtede mig herefter vel for at tale til Nogen i Huset om, hvad Suhr meddelte mig; først lidt efter lidt indsaae jeg, at han mod mig viste en Fortrolighed, som ingen Anden delte. Dette Ægtepar var og blev mig en Gaade. Saa ofte Samtalen, naar Suhr og jeg vare ene, faldt paa hans Kone, da ytrede han sig med en høi Grad af Agtelse og Hengivenhed for hende. Med et stort Velbehag kunde han dvæle ved, hvor smuk hun havde været, da de bleve gifte. Naar jeg da sagde: "Hun er jo smuk endnu," svarede han: "Ja, af en ældre Kone at være er hun jo ret smuk, men De skulde have set hende den Gang!" Aldrig forsømte han ved slige Samtaler Leiligheden til at tilføie Et eller Andet til hendes Roes; aldrig har jeg i de mange Aar, hvor vi have kjendt dette Ægtepar, en eneste Gang hørt ham forglemme sig ligeoverfor hende, uagtet hun saa ofte udfordrede ham i den Retning. Men hvad er et Samliv, hvad betyder en Holden-af uden Fortrolighed? Intet Baand er saa stærkt som dette. Kjærligheden kan blegne, Venskabet kjølnes, Familiebaandet slappes, men staar jeg mig først saaledes med et Menneske, at han er min Fortrolige , at mine Glæder, mine Smerter, mine Ængstelser, mine Tvivl, mine Forhaabninger, Alt trænger til at gjemmes for at aabenbares for denne 59 Fortrolige, saa at hans Sag er min og min Sag er hans , da er ingen Adskillelse mere mulig. Og dog gjemmer det menneskelige Bryst Et og Andet i sit Indre, som ikke kan aabenbares, selv for en saadan Fortrolig; Et og Andet, hvorom kun tales i den tause Nat med Ham, der veed og kjender Alt; Et og Andet, som det vilde være ublufærdigt at give høirøstede Ord; Et og Andet, som ikke kan udtales, fordi det trænger til Forudsætninger, som kun En har Nøglen til; Et og Andet, som vi tage med os i Graven i Haab om, at vi hist kunne finde Ord derfor, som ikke mistydes, eller endnu bedre, at Ordet ikke der behøves, fordi Alt ligger i de Ord: Du er kjendt .