Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Naar jeg om Morgenen efter et saadant Søndagsgilde hos Suhrs vandrede mine ensomme Veie i den ubefærdede Del af vor skjønne Dyrehave, da faldt jeg i mange Tanker og Betragtninger, idet jeg følte en dyb Medlidenhed med dette Ægtepar. Det korte, det skjønne Jordeliv brugt, henslidt ved Siden af hinanden i Misforstaaelse, i Modstand, i en stadig Kamp for at sætte sin Villie igjennem, selv med Tabet af det Uundværligste, Fred . Hvor ønskede jeg ikke her at kunne være til nogen Nytte, til nogen Hjælp i at bringe Forsoning tilveie! Paa en mig selv ubevidst Maade havde jeg formaaet at bryde den haarde Skal, der i mange Aar havde lagt sig om Suhrs Væsen. Fra alle Kanter, fra hans nærmeste Omgivelser hørte jeg ideligt: "Onkel er bleven et andet Menneske, siden han lærte Dem at kjende." - En yndig Broderdatter af ham, Dorothea Suhr, som jeg senere lærte at kjende under hendes jevnlige Besøg paa Sølyst, sagde ofte med en henrivende Varme: "Vi kunne aldrig være Dem taknemmelig nok for, hvad De har gjort mod Onkel!" Denne søde Pige, ung af Aar, men gammel af Kløgt, der skjænkede mig sin Fortrolighed og Hengivenhed, lærte mig lidt efter lidt at se i dette Forhold, hvad der ofte havde været mig uforklarligt. Hun følte en sand og inderlig Godhed og Taknemmelighed mod sin Onkel for Alt, hvad han havde gjort for hendes Forældre og for hendes Søskende. Hun undskyldte Tanten med, at hun var bleven saa mistænksom, saa herskesyg efter sin sidste svære Sygdom, at de to Mennesker ikke passede for hinanden, uagtet de paa Bunden af deres Sjæl havde en inderlig Hengivenhed og Agtelse for hinanden. "Ak," sagde hun engang, "kunde De virke paa Tante som paa Onkel! Hun er ikke saa haard, som hun ofte synes. De skulde se hendes Angest, naar Onkel om Middagen udebliver over den bestemte Tid! Hun siger Intet, hun beklager sig ikke, men hun har ingen Ro paa sig, hun gaar fra Vindue til Vindue, stirrer ud imod den Kant, hvorfra han skal komme; hendes Aandedræt bliver kortere og kortere, og jeg har da den utroligste Medlidenhed med hende. Men neppe hører hun Vognen kjøre for Døren, før hun sætter sig taus hen og saa modtager Onkel paa den ligegyldigste Maade af Verden med et tørt, knapt hørligt Goddag! Hvor ofte har jeg da ikke ønsket, at 60 Onkel havde set hendes Angest for ham!" Naar jeg da sagde til Dorothea: "Hvorfor fortalte De ham det ikke?" svarede hun: "Ak, Ingen her taler jo med Onkel; vi ere fra Smaa af blevne saa afvænte dermed, at jeg tør ikke; jeg kan ikke komme ud af det; jeg gyser for de forundrede Øine, han vilde sætte op, ifald jeg begyndte paa Sligt." Her var altsaa Suhrs store Feil. Hvorfor nærmede han sig ikke mere til sine Egne, til dem, der holdt af ham? Ak, det er svært at gjenvinde en Fortrolighed, der engang er forspildt.