Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Suhr kom som sædvanligt hver Middag ud til Sølyst, altid med nye Planer til vor Underholdning. Ved Bordet sagde han en Middag: "Heiberg, De maa gjøre mig en Fornøielse. Jeg har de mange Vogne og Heste staaende herude; jeg veed, at Deres Kone sætter stor Pris paa at kjøre i vore smukke Vogne; gjør mig den Tjeneste lidt hyppigt at benytte en af dem til Kjøreture, længere eller kortere, ligesom De selv ønsker; min sidste lille, nye Vogn til To har jeg igrunden kjøbt til dette Øiemed, for at min Kone ikke skulde savne sin Vogn, om hun vilde kjøre; mine Heste blive rent syge af den megen Stillestaaen i Stalden; af Kuske gaa her jo ogsaa to og drive hele Dagen hen; lov mig dette." Vi takkede, og jeg blev meget glad ved denne Udsigt til ene med Heiberg at kunne kjøre i denne deilige Omegn i en let, fortræffelig Vogn, med udmærkede Heste og en ypperlig Kusk. Da vi kom ind til os selv, sagde jeg: "Det var en fortræffelig Plan!" Og jeg var ganske henrykt over denne Tilvæxt i vore Behageligheder. Næste Morgen kom Tjeneren og sagde: "Inden Herren kjørte til Byen, sagde han, at jeg skulde spørge Herskabet, naar De ønskede Vognen forspændt til at kjøre ud." Vi bestemte nu en Tid, og hjertensglad satte jeg mig ved Heibergs Side, vis paa, at en rig Nydelse ventede mig. I et himmelsk Veir kjørte vi et Par Timer omkring i den nordlige Dyrehave, betragtede Dyrene med deres kloge Øine, lette Spring og lyttende, spidse Øren. Vi vandrede ogsaa omkring til Fods, og jeg steg atter op i Vognen med Arme og Hænder fulde af Skovplanter. Vi lagde de mest henrivende Planer for Fremtidsture og takkede ret i Hjertet den gode Suhr for hans Venlighed imod os. Men hvor længe var Adam i Paradiset? Vi kom først hjem til Middagsbordet. Suhr var netop ankommet og stod endnu i Entréen for at trække sit Tøj af, da Fruen kom til med et Ansigt - et Ansigt, hvorpaa jeg strax læste Uveir. Jeg skyndte mig bort, ind i mit Sovekammer, hvor Heiberg strax efter kom til. "Se saa," sagde jeg, "nu kunne vi da ikke benytte Vognen mere; det var jo tydeligt, at det var Fru Suhr imod." - "Ih," svarede Heiberg, der af Alt mest hadede Vrøvl og ingen Medlidenhed havde med Nogen, der gjorde sig skyldig heri, "det indser jeg ikke, hun har jo sin egen Vogn og Kusk." - "Men," sagde jeg, "al min Glæde ved at kjøre er nu forbi, naar jeg veed, at hun tager det ilde op; jeg beder dig ret om, at vi ikke oftere gjøre Brug heraf." - "Som du vil," sagde Heiberg,

        

61 "men det er Synd mod Suhr, som glæder sig ved at gjøre os den Fornøielse." I denne Stemning gik vi den Dag til Bords. Suhr saa yderst forstemt ud og faldt ofte i Tanker. Heiberg, som ikke i mindste Maade havde ladet sig paavirke af Fruens Ansigt, talte saa livligt og fornøieligt med de unge Damer ved Bordet, at han snart fik dem til at le, uagtet de gjorde det halvt sky. Glad var jeg, da vi brøde op, og jeg kunde gaa ind i mit eget Værelse. Om Eftermiddagen kom Suhr ind til os, saa venlig, saa rørende mild, at al hans Tale lød, som om han i Et væk vilde bede os om at undskylde Fruens fortrædelige Ansigt. Naturligvis nævnte ingen af os det med et Ord. Næste Morgen kom Tjeneren atter med det samme Spørgsmaal fra Herren: Naar vi ønskede at kjøre? Jeg sagde, at vi i Dag ikke kunde kjøre, da jeg agtede at aflægge nogle Visiter hos Bekjendte, der boede i Taarbæk. I Solheden travede jeg da afsted for at kunne have et passende Svar til Suhr, naar han kom ud til Middag. Det hjalp mig ikke stort, thi han sagde: "Min Gud, hvorfor gik De i Heden i Stedet for at kjøre?" Jeg svarede, at det morede mig at gaa til Fods igjennem Fiskerleiet, hvor vi endnu havde gamle Bekjendte imellem Fiskerfamilierne fra de Aar, vi havde ligget paa Landet i Taarbæk. Dette hjalp. Men idelig og idelig blev til min Kval det Spørgsmaal fornyet, om naar vi vilde kjøre. En Dag, da Tscherning var paa Sølyst, og han og jeg ene gik i Haven, sagde han: "Jeg har Noget at bede Dem om; Suhr ønsker saa meget, at De skal benytte hans Vogn, hvorfor gjør De det ikke?" - "Ak, Tscherning," svarede jeg, "jeg taler nødigt om det, men denne Benyttelse af Vognen er Fru Suhr imod, og dette gjør, at al min Glæde ved det er borte." - "Det tager De ganske sikkert feil i," sagde Tscherning. - "Jeg tager ikke feil heri, tro mig." - "Nu vel," sagde Tscherning, "om saa var, det lader man, som man ikke veed Noget af; benyt den, De bedrøver ellers Suhr!" En ganske enkelt Gang føiede vi da Suhr i hans Ønske, men Glæden var borte for mig. Jeg fandt nu paa en Udvei. Jeg sagde til Suhr, hvad jeg forresten ogsaa mente, at Noget af det Behageligste, jeg kjendte, var strax efter Bordet i smukt Veir at kjøre en Tur i en smuk Egn. Det blev nu til en daglig Skik, at hele Husets Personale efter Bordet fordelte sig paa flere Vogne - af og til opholdt andre Gjæster sig flere Dage paa Sølyst - et Arrangement, som lod til at behage Alle. Vi kjørte da paa Kryds og tvers igjennem Dyrehaven, i hvilken Suhr var en ypperlig Veiviser. I de smukke Vogne kjørte da snart Suhr med mig, Heiberg med Fruen, snart omvendt. Paa disse Kjøreture fortalte Suhr mig mange Episoder af sit Liv; han talte om sine tidligere Forhold, sine Venner og sin Slægt med stor Aabenhed og Frimodighed; om sin Moder, som han aldrig kunde nævne uden med Taarer i Øinene; med den inderligste Kjærlighed, den største Høiagtelse meddelte han mig Træk af hendes Liv; han fortalte om hendes Godgjørenhed, hendes Nøisomhed for sin

        

62 egen Person, hendes Flid, hendes Oeconomi, hendes kjærlige Sindelag mod Alt, hvad der kom hende nær; hun tænkte kun paa Andre, aldrig paa sig selv. Vist er det, at naar et Menneske i sin høie Alderdom ser ud som gamle Fru Suhr, saa mild, saa kjærlig, med dette velsignede Alderdomssmil, der lyste ud af et stort Portrait, som hang i Suhrs Dagligstue, da maatte man tro ethvert Ord, Suhr fortalte om denne Moder.