Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

"De tror vel ikke om mig, at jeg har været et ungt, lystigt Menneske, en ivrig Balkavaler, en lidenskabelig Kanekusk, især naar der inde i Kanen sad en ung smuk Pige? I unge Menneskers Drikkelag var jeg altid maadeholden, skjøndt jeg kunde taale en Del, uden at det gjorde mig noget. Tidligt Student var jeg ikke strax bestemt til Handelen. I en ung Alder forelskede jeg mig i min nuværende Kone, der var udmærket smuk og omtrent i Alder med mig. Tidligt bleve vi gifte, og da Farvel al Lystighed! Da min Fader døde, viste det sig, at vort Handelshus, der havde bestaaet i over 80 Aar, stod paa svage Fødder, ja truedes med rent at maatte gaa ind. Dette Slag satte mig i den største Bekymring. I nogle Aar fortsattes Handelen i min Moders Navn; jeg og min Broder Didrik toge os især af Sagerne. Efter hans tidlige Død vare vi da tre Brødre; med min Moders Samtykke holdt vi nu et Familieraad. Jeg spurgte mine Brødre, om de syntes, at vi skulde fortsætte Handelen, i Haab om at heldige Spekulationer atter vilde sætte Huset paa Fode, eller om de ønskede, at vi skulde dele, hvad der endnu var reddet, og da hver af os arbeide med sin Part efter eget Tykke. Mine Brødre valgte det Sidste. Vor lille Formue blev altsaa delt i tre lige Parter. Jeg besluttede nu med min Part om muligt at reise vort gamle Hus. Det var et voveligt, et yderst misligt Foretagende. Jeg sagde til mig selv: "Skal dette lykkes, da maa du anstrenge dig Dag og Nat, forsage Alt, hvad der hedder Forlystelser, og maa leve for dette Formaal." Fra dette Øieblik tog jeg Afsked med Verden. Jeg indesluttede mig i mit Comptoir og blev Handelsmand med Liv og Sjæl, idet jeg negtede mig Alt, hvad der tidligere havde fristet mig. Det var forfærdelige Aar, de første! Dag og Nat i Spænding, Dag og Nat i Ængstelse for, hvad der kunde komme, undte jeg mig neppe Søvn eller Hvile. Enhver Postdag satte mig i Spænding og Skræk, og mit Legeme havde ondt ved at holde al denne Anstrengelse ud. Et saadant Liv førte jeg i 20 Aar , udelukkende henvist til mit Arbeide. Lykken var mig efterhaanden god; Held kronede mine Foretagender, og mod Slutningen af disse 20 Aar var Huset sikret og reist af sit Fald, men jeg svag, ja ødelagt i legemlig Henseende. Lægerne raadede mig til en 63 Badereise; paa denne var det, at jeg gjorde Deres og Heibergs Bekjendtskab. Hvad der meget havde bidraget til min legemlige Tilstand, var en Begivenhed, som i høi Grad havde nedstemt mit Sind, en uretfærdig Behandling, som jeg havde ondt ved atter at forvinde. Ved min Paalidelighed som Handelsmand var jeg anset paa Børsen mellem mine Lige, jeg nød Agtelse, det tør jeg nok sige, blandt dem Alle. En Dag, det var i Aarene 1826 eller 27, da jeg som sædvanligt indfandt mig paa Børsen, blev der af saa godt som alle mine Colleger viist mig en paafaldende, og som det syntes, aftalt Ringeagt. Man vendte mig Ryggen, hvorhen jeg end saae, og Ingen vilde have Noget med mig at gjøre. Forbauset og ude af mig selv forlod jeg Børsen. Jeg erfarede nu, at Rygtet gik, at jeg paa en for en Kjøbmand lidet hæderlig Maade havde benyttet mine Forbindelser (med Udlandet) til, inden Nogen herhjemme havde erfaret det, at skaffe mig Handelsefterretninger, der berigede mig paa samme Tid som de forarmede mine Colleger." - Denne Begivenhed har Suhr fortalt mig meget udførligt med mange Enkeltheder, og mange, som mig syntes, slaaende Beviser paa hans Uskyldighed, men uvidende som jeg var og er i slige Sager, har det ikke været mig muligt nu saa mange Aar efter at fastholde alle disse Détails. Den Adfærd, der saaledes vistes Suhr paa Børsen, havde gjort et saadant Indtryk paa ham, at endnu mange Aar efter, da han fortalte mig om alt dette, zitrede hans Stemme, og hans Kinder blegnede. "Nogle Faa," vedblev han, "troede paa mig, støttede mig hos Andre og holdt mig opreist; disse Faa har jeg været og vil jeg være taknemmelig mit hele Liv igjennem; hvad min Svoger, Dispacheur Aagesen, var for mig i denne Periode, kan jeg aldrig gjengjælde ham." Suhr var en høist trofast Natur; havde han engang sluttet sig til et Menneske, var han det hengiven for bestandigt, selv om dette Menneskes Anskuelser gik i en Retning, modsat hans egen, ja selv om han virkede i en Retning, der stred mod hans Interesser; herpaa var hans Venskab for Tscherning, hvis politiske Anskuelser vare Suhr i høi Grad imod, et Bevis. Da han havde betroet mig Aagesens Holdning lige overfor ham i hine Aar, forstod jeg først den Pris, han satte paa denne sære, for Fremmede lidet behagelige Mand, men som - det bør jeg Sandheden tro tilføie - de, der vare i hans daglige Omgivelse, satte megen Pris paa. Saa meget er imidlertid vist, at Suhr var svag lige overfor denne Mand, der formeligt tyranniserede ham, saa Suhr neppe turde foretage sig Noget uden hans Samtykke. "Lidt efter lidt," vedblev Suhr, "kom mit Sind igjen i Ligevægt, især da jeg mærkede, at Mange indsaae, at deres Opfattelse af min Færd havde været uretfærdig. Jeg levede stille og indesluttet i mig selv, uden al ydre Pragt eller Luxus, og saaledes behagede det mig mest, dette Liv var blevet en Vane for mig. Da blev min Kone meget syg, og det saae

        

64 ud, som jeg skulde miste hende. Aagesen og min Kone sluttede sig altid sammen i et varmt Venskab. Hendes Sygdom var næsten overstaaet, men hun var trist, og den Munterhed, der tidligere havde været hendes Natur, var borte. Da kom Aagesen en Dag til mig og sagde: "Vil du opfylde et af din Kones høieste Ønsker, da kjøb Sølyst, som netop nu er til at faa; dette Sted er knyttet til din Kones kjæreste Barndomserindringer; der vil hun kunne nyde den friske Søluft og gjøre sig Bevægelse i Haven og Omegnen." Jeg havde ikke megen Lyst til at gaa ind herpaa, men vovede virkelig ikke at sætte mig imod Planen af Frygt for at miste hende og da siden bebreide mig, at jeg ikke havde forsøgt dette Middel. Jeg kjøbte altsaa Sølyst! Jeg opgjorde mit Regnskab og saae, at mine Sager stode saaledes, at jeg vel nu turde tænke paa at ombytte mit strenge Arbeidsliv med nogen Nydelse og Luxus. At eie det store, smukke Sted kun for der at indeslutte os i vor forrige Ensomhed fandt jeg latterligt; det Ene førte det Andet med sig. Jeg anskaffede mig nogle Vogne og Heste og ønskede nu at samle Mennesker omkring os, der kunde sætte lidt Liv i Huset. Mit Bekjendtskab med Heiberg og Dem hjalp mig til at sætte dette mit Ønske igjennem. Da jeg for første Gang talte med Dem i Ems, havde jeg aldrig set Dem paa Scenen, thi jeg gik aldrig paa Comedie; jeg fik nu ogsaa Lyst til at se Dem der, og da Alt hos os gik i en vis Vanegang, besluttede min Kone og jeg, at vi hver Søndag Aften vilde gaa paa Comedie. Hvor mange glade Aftener jeg saaledes skylder Dem, behøver jeg ikke at sige; jeg fik mere og mere Lyst til at blande mig mellem andre Mennesker, og det er mig en stor Glæde at samle mine Venner paa Sølyst, hvor jeg ønsker, at Alle om muligt skal have det godt. Vor Familie havde i mange Aar udelukkende omgaaedes hinanden indbyrdes ; et fremmed Ansigt saaes saa godt som aldrig indenfor vor Kreds; dette har gjort os Alle stive og kjedsommelige; vi trængte i høi Grad til nye Elementer. Aagesen og Flere med ham i Familien kunne ikke finde sig i alt dette Nye, der bringer dem ud af deres gamle Vaner, af hvilken Grund De ogsaa sjeldent ser Nogen af dem, naar jeg undtager min Broders Børn, der af og til komme fra Nyborg til Kjøbenhavn i længere Tid. Hans ældste Søn, Ole, der er paa mit Comptoir, venter jeg engang kan tage Handelen op efter mig, som jeg haaber at kunne overlevere ham paa bedre Vilkaar, end jeg modtog Huset efter min Faders Død."