Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Denne og lignende aabenhjertige Meddelelser af Suhr i Forbindelse med Et og Andet, jeg havde erfaret af Broderbørnenes Udtalelser, gav mig Nøglen til Adskilligt, jeg hidindtil ikke havde kunnet forstaa. Jeg begyndte at faa en stor Medlidenhed med Fru Suhrs Ungdomsliv. Ung, smuk, lystig, feteret som hun skal have været, var det i Sandhed en tung Skjæbne i de unge Aar at skulle give Afkald paa Verden og indeslutte sig med en stiv, 65 gammeldags Familie, medens hendes Mand Dag og Nat kun havde een Tanke, den, at reise Huset fra dets Forfald; at se ham mørk, fordybet i sine Tal og Beregninger, negtende sig selv og sine Alt, hvad der kunde bringe lidt Forandring ind i den trykkende Tilværelse, fast naglet til sit Comptoir, medens den unge Hustru sad ensom, overladt til sig selv, - det var hendes haarde Skjæbne. Ikke engang Børn vare der, som ved deres Skjæmt og Latter kunde bringe lidt Sollys ind i dette daglige Livs Alvor. Se! i et saadant Ægteskab, hvor ingen Fortrolighed, ingen Meddelelse har kunnet udvikle sig, der er unegteligt Børn en Velsignelse, ja, deres Udeblivelse er en Jammer, som intet Andet kan hjælpe paa. Havde Fru Suhr i disse tyve Aar, hvori hendes Ægtefælle sad som Pigen i Bjerget og spandt Guld, havde hun i disse lange Aar kunnet opgive Alt, hvad Ungdommen higer efter, opgivet det i Kjærlighed til ham, ja da havde dette Forhold vel fæstnet sig i Stedet for at løsnes; men hvor mange havde kunnet gjøre det? Denne Fordring til en ung Kvinde var stor, uhyre stor; kun Et havde formaaet det, en lidenskabelig Kjærlighed til den Mand, der krævede dette Offer. Der var Grund til at tro, at en saadan ikke har været tilstede. Rygtet fortalte i det Mindste, at Fru Suhr nogle Aar inden sin Forlovelse med Suhr havde været trolovet med en begavet ung Lærd, Philologen Koës, et Inclinationsparti fra begge Sider. Den unge Koës reiste paa sin Videnskabs Vegne til Grækenland. Ef ter nogen Tid ophørte hans Breve til Hjemmet, hvor hans Trolovede og Slægt levede i Angest og Forventning om at høre Noget fra ham. Pludselig kom det Rygte, at den unge Koës var blevet overfaldet og dræbt paa Reisen; om dette virkelig forholdt sig saaledes, veed jeg ikke. men han var forsvunden og kom aldrig mere tilsyne. Et Par Aar efter forlovede den unge, smukke Frøken Falch sig med Suhr; neppe var det sket, før et ulykkeligt Rygte sagde, at Koës ikke var død, men i god Behold. Man tænke sig nu den unge Piges Stilling! Dette Rygte viste sig siden at være falsk, men hvilken Virkning kan dette ikke have havt paa de Nyforlovedes Forhold til hinanden? Jeg veed Intet herom; Suhr har aldrig nævnet denne Begivenhed for mig. Hvad jeg veed, er erfaret paa tredie og fjerde Haand. Jeg har grubiet meget over disse to Menneskers Personlighed og har ikke kunnet lade være at tro, at i de tyve Aar, da Suhr arbeidede, da han sad og spandt Guld i Bjerget, gik hans unge Hustru tilgrunde, saa da han endelig fandt, at han havde spundet nok og kom ud af Bjerget for paany at nyde Livets Solskin og Varme, da stod hans Hustru der, gammel, kold, ensidig, ude af Stand til med Kjærlighed at følge ham videre paa hans Vei. Hun havde saa længe undværet Livets Goder, at hun nu klamrede sig, ikke til ham eller til den Lykke at se ham vende tilbage til Livet, men til alle disse Goder, der nu med Et raktes hende. Hun vilde nu nyde dem ene , ikke dele 66 dem med Nogen ; ikke med hans Venner, ikke med hans Paarørende; nu vilde hun sidde ene i Bjerget og spinde paa sin Lykke, medens han stod udenfor og sagde: Lad os dog nyde det korte Spand af Liv, vi have tilbage, medens det endnu er Tid. Suhr ønskede nu at kunne aabne Sølysts Porte for Alverden, Alle vilde han skulde dele hans Goder med ham, medens hun gjerne havde reist en kinesisk Mur rundt om Sølyst, for ene at nyde, hvad det tilbød. Det var ligesom blevet hendes Elskede, hun undte Ingen, Ingen at dele med sig, og derfor klamrede hun sig til hver Blomst, hvert Bær, til Værelser, Meubler, Vogne, Heste som det, det var hendes Livs Opgave at passe paa. "Jeg skal staa til Ansvar for det Hele for Gud," sagde hun en Gang. Jeg havde Medlidenhed med hende; thi som syg maa man jo betragte en Sjæl, hvor slige Tanker kunne huses. Det var forresten min Mening, at disse to Mennesker dog i Grunden hang ved hinanden; men paa hvilken Maade! En Dame sagde en Gang til mig: "Ak, hvor mageløst kunde her dog ikke være, naar ikke Fru Suhrs skarpe Øine ligesom mistænkeligt fulgte En overalt, og hvor lykkelig kunde ikke Suhr være uden hende?" Jeg svarede: "Det skal De ikke sige. Det er min Overbevisning, at Suhr, ifald han havde den Skjæbne at miste sin Kone, vilde føle sig høist ulykkelig, ja maaske rent gaa tilgrunde." Jeg anede ikke dengang, hvor profetisk jeg her talte. Damen saae forundret paa mig og sagde: "Det forstaar jeg ikke, skulde man savne den, der paa alle Punkter arbeider mod vore Ønsker?" - "Aa ja," svarede jeg, "der gives Mennesker, hvem Modstand er en Nødvendighed for at holde Spændkraften vedlige. Et Liv som dette er en Tvekamp, der holder begge Parter i Aande. Naar Suhr foretager sig Noget, som ikke behager hans Kone, naar Fru Suhr saa godt som i Alt vil det Modsatte af, hvad Suhr vil, da er det ikke, fordi nogen af dem finder Glæde i at drille eller plage den Anden, men det er hos begge en Kamp for at bevare sin Selvstændighed, eller om De hellere vil - en Kamp, hver af dem strider for at vinde den Andens Hengivenhed, Godhed, maaske Kjærlighed, i den Grad, at Underkastelse af den Andens Villie bliver et Bevis paa Hengivenhedens Styrke. Det er min Overbevisning, at disse to Mennesker i Hjertet hænge ved hinanden, men Omstændighederne have skilt dem ad i det Ydre, og nu formaa de ikke mere at finde den Tone, der atter skulde forene dem. Hvem af dem, der bliver den Sidstlevende, vil fortvivle over den Andens Bortgang, det føler jeg mig forvisset om."