Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Fru Suhr anede vist neppe, hvor ofte mine Tanker med den inderligste Medlidenhed beskjæftigede sig med hende. Ak, tænkte jeg, var hun ikke saa tillukket, hvor kunde da ikke en Tredie, der mente det godt med dem begge, her virke velgjørende! Havde det været muligt, at hun paa dette Tidspunkt havde kunnet glemme, glemme Alt, hvad der var lidt og stridt i Fortiden; 67 havde hun kunnet bekæmpe sit Sinds Gjenstridighed, havde hun kunnet nærme sig den arbeidsomme Mand, hvis Flid hun jo selv nu nød Frugten af, nærme sig ham med kvindelig Mildhed og Varme, med Aabenhed og lidt Interesse for hans Interesser, da er jeg fuldstændig overtydet om, at hun havde vundet den Mand saa aldeles, at begges Lykke havde været vis. Suhr frøs til Is i sine Omgivelser, desværre vistnok fra Begyndelsen af ved hans egen Skyld, men nu havde de kunnet optø ham. Hørte man denne Mand tale om sin Moder, saae man, hvilken Hengivenhed han var istand til lige overfor Venner, saae man i Taarerne i hans Øine ved at omtale et tro Tyende, kjendte man hans storartede Velgjørenhed til høire og venstre, ofte øvet paa den fineste og kjærligste Maade, da kunde man ikke tvivle om, at her var et Hjerte, ikke udtørret, men varmt og blødt. Men ingen af hans Omgivelser kom den saa længe lukkede Natur til Hjælp; man havde vænnet sig til at undgaa, til at frygte ham, og Ingen hørte den tause Klage i hans Bryst, der lød: "Kom mig imøde! Jeg ønsker ikke længere at lukke mig ude fra Eder!" Hvad var Grunden til Suhrs Venskab og Hengivenhed for mig? Hvad var Grunden til, at han ikke længere kunde undvære mit Selskab? Tro mig, ene og alene min Frimodighed, min Ligefremhed, min Aabenhed imod ham. For første Gang i mange Aar traadte et Menneske ham imøde, uden Frygt, uden Forbehold, og, hvad der især var af Virkning, uden selv at ane, at her var Noget at vige tilbage for. Jeg talte ham frit til. Jeg dadlede hans Anskuelser paa mange Punkter; det længe indesluttede Liv havde gjort dem skjæve i Mangt og Meget; jeg kæmpede med ham om disse Anskuelsers Rigtighed, ja, jeg vovede at sige til ham - ikke for at belære ham, men fordi det var min Natur at være aaben imod mine Venner -: "Hvad De her ytrer, er stygt og galt. De maa forandre dette." Ofte tænkte jeg, naar han var gaaet efter en saadan Samtale: Han er vist nu saa vred, at han ikke mere vender tilbage; men lad ham blive borte, hvis han ikke kan taale at høre Sandheden. Men han kom altid tilbage, mildere end nogensinde før. Havde jeg smigret den rige Mand, snakket ham efter Munden, var vort Forhold aldrig blevet det, det var: et Forhold, bygget paa gjensidig Agtelse, rent i sit Udspring og rent i sine Virkninger; af den Grund kunde det holde ud i Længden.