Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Al Sans for, al Kjærlighed til Kunst var igrunden Suhrs Natur fremmed. Ved at komme meget i vort Hus blev han ligesom tvunget ind i ideale Interesser, der hidtil havde været ham aldeles ligegyldige. Han blev tvunget til at lytte, naar Talen faldt paa Kunst, paa Litteratur, og dette virkede i det mindste saa meget, at han ikke længer betragtede alt herhen Hørende som Tant og Fjas, ikke mere syntes, at en Kunstner, en Digter var et unyttigt Medlem af Staten, men fik en Forestilling om, at det dog var muligt, at

        

68 ogsaa disse Mennesker havde en Betydning i Samfundet. Det kneb imidlertid for Suhr at vinde op til disse Betragtninger. I hans rigt forsynede Hus i Byen, paa Sølyst fandtes ikke et Maleri, ikke en Statue, ikke et Bogskab. Vore Maleres og Billedhuggeres Stilling var paa dette Tidspunkt og en Del Aar efter høist mislig, og dog havde vi udmærkede Kunstnere; men paa ganske faa Undtagelser nær kjøbte ingen Private Kunstværker. Slette Billeder, daarlige Copier saae man hænge omkring i Husene, men ingen virkelige Kunstværker. Man gøs for deres Pris og fandt det at være en overdreven Luxus, om Private vilde indlade sig herpaa; hvad der solgtes, gik til de offentlige Samlinger og begravedes bag deres Mure, i Stedet for at føres ud i Livet, hvor det dagligt kunde ses og vække Sansen. Jeg bebreidede Suhr, at han havde Penge til alle Livets andre Nydelser, men ikke en Skilling til dette Formaal. "Jeg forstaar mig ikke herpaa," sagde han, "og har ingen Nydelse heraf." - "Det er ligemeget," svarede jeg, "De bør alligevel kjøbe Billeder, ja, det er paa en Maade Deres Pligt. Naar ikke rige Mænd ville gjøre dette, hvem skal da? At fremme Kunsten er lige saa fuldt en borgerlig Dyd som at fremme saa meget andet i Staten, hvortil De ikke negter Deres Bistand." Suhr var en god Borger i Ordets bedste Betydning. Han negtede ellers aldrig sin Bistand, naar Noget fortjente at ophjælpes; ikkun Kunsten havde hidtil Intet fornummet fra ham. Han hørte med en betænkelig Mine paa min Dadel. Inden faa Aar fandtes paa Sølyst Billeder af Marstrand, Skovgaard, Fru Jerichau, Exner og Flere; Billedhuggerarbeider af Thorvaldsen og Jerichau, og et stort, i det Hele taget godt Bibliothek, mest af danske, men til Dels og af tyske, engelske og franske Bøger. Ordsproget: "L'appétit vient en mangeant," viste sig ogsaa her som rigtigt. I Begyndelsen kjøbte Suhr Kunstværker af Pligt, efterhaanden af Lyst; og ofte glædede jeg mig over at se ham selv i Bibliotheket, fordybet i en eller anden Bog. Ikke faa fattige Kunstnere har Suhr rakt en hjælpsom Haand, men hvem vidste det, hvem kjendte det? Suhr selv glemte det og talte aldrig derom. Herpaa havde jeg flere Gange mærkelige Beviser. Et mindes jeg i dette Øieblik. En Kunstner af mit Bekjendtskab sagde en Dag til mig: "Jeg er saa glad og lykkelig i Dag; jeg vil tale til Dem derom, thi De veed vel, hvad Suhr har gjort for mig, han har vel fortalt Dem det?" Jeg afbrød ham strax og sagde: "De skal ikke gjøre mig til Deres Fortrolige, ifald De ellers ikke har Lyst dertil; jeg forsikrer Dem, at Suhr ikke har nævnet et Ord til mig Dem angaaende." - "Nu vel," sagde han, "ligemeget, jeg kan ikke lade være at meddele Dem min Glæde." Og nu fortalte han, at Suhr havde hjulpet ham med en betydelig Sum, hvis Savn vilde have sat ham i den ulykkeligste Stilling. "Og De skulde set," vedblev han, "paa hvor smuk og ædel en Maade han ydede mig denne Hjælp." - Suhr havde virkelig ikke med et Ord berørt denne Sag

        

69 for mig. En Dag bragte jeg i en Samtale med Suhr denne Kunstner paa Bane, idet jeg roste ham. Jeg havde det Ønske at takke Suhr for hans Godhed mod ham, men fik ikke dette Ønske opfyldt, thi paa mine Lovtaler svarede Suhr kun: "Jeg kjender ham ikke personligt!" Og denne Sag kom ikke oftere paa Omtale imellem os.