Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Saa snart jeg fik Vished om Suhrs store Godhed og Hengivenhed for mig, havde jeg fast besluttet aldrig at misbruge den ved at plage ham med Anmodninger om Pengehjælp, uagtet snart En, snart en Anden henvendte sig til mig med Begjæring om at gjøre min Indflydelse gjældende. Jeg svarede altid Nei, men undertiden tilføiede jeg: "Bede Suhr om Understøttelse for Dem gjør jeg ikke, men jeg skal se at finde Leilighed til at fortælle ham Deres Historie; ifald han da vil, saa veed han, hvor der er Brug for en Hjælp; men mit Venskab skal ikke være ham en Byrde, der skal paalægge ham snart Et, snart et Andet." Idet jeg nu holdt mit Ord og i Samtalens Løb meddelte Suhr, hvad jeg vidste, svarede han næsten aldrig herpaa; men hvor ofte erfarede jeg ikke kort efter til min Glæde, at mine Ord ikke havde været spildte. Man aner neppe, i hvilken Udstrækning denne Mand øvede sine Velgjerninger. At En og Anden ogsaa undertiden har maattet mærke, at han stod lige overfor den strenge Forretningsmand, er vel muligt, thi lige saa lidt anes det, i hvilken Grad der stilles Fordringer til slige rige Mænd; Enhver tror, at han er den Eneste, der henvender sig, og bedømmer derfor ethvert Afslag strengt og haardt.