Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg var nu i fuld Virksomhed paa dobbelt Maade, dels i Hjemmet med at indrette os i den nye Bolig, dels i Theatrets Tjeneste. Men hvad der især 70 levende beskjæftigede mig, var Anlæget af min Have. Jeg havde hele denne Sommer ikke set et Træ, en Busk, en Blomst uden Ønsket om, at ogsaa denne skulde findes i min Have; lidt efter lidt havde jeg optegnet Navnene paa saa mange Planter, at hermed kunde beplantes en Herregaardshave paa mange Tønder Land, i Stedet for en Christianshavnsk Have paa en kvart Tønde. Det gjaldt altsaa her, som overalt i Livet, at slaa af paa sine Ønsker og endda finde sig tilrette og tilfreds. Jeg havde nu det Held, at en Gartner anbefaledes mig, som gjennem mit offentlige Liv havde faaet Godhed og Interesse for mig, og derfor ikke alene betragtede det som en Indtægt at skulle hjælpe mig, men som en Ære at skulle anlægge min Have. Med Kjærlighed udførte han derfor dette Hverv. Han roste meget min Tegning og holdt sig strengt til den. Jeg fik nu virkelig ved en heldig Benyttelse af Pladsen anbragt mange skjønne Træer, saa vel Skovtræer som Frugttræer; en Mængde zirlige Buskvæxter, Slyngroser, foruden andre Roser, og mangen en Blomst, der af Moden for Øieblikket var forkastet, optog jeg paany. Jeg dannede et lille Parti i en Krog, hvor jeg satte de simple smaa Skovblomster, Bregner, Græsstraa, ja selv nogle enkelte Straa af Rug og Havre. Et gammelt Kirsebærtræ, det eneste store Træ, der fandtes i Haven, og som jeg derfor ikke nænnede at lade hugge om, uagtet det ikke var smukt i sin Form, men lod staa paa en lille Plads, hvorom Gange til høire og til venstre slyngede sig, beplantede jeg med Slyngroser, røde og hvide, der inden faa Aar voxede med saadan Fart og i saadan Mængde, at hele Træets Stamme saae ud som en Rosensøile. De hvide og røde Roser slyngede sig i saadan Masse op i Træets Grene, at det i Rosentiden virkelig var et idealsk Træ, som mange af vore Venner betragtede med Henrykkelse, for ikke at tale om min Glæde derved. Midt i Haven havde jeg faaet anbragt i Skjul af Buskettet et stort, firkantet Lysthus uden Loft; disse saakaldte Lysthuse med lukket Tag af Grene var mig ret en Vederstyggelighed, thi i Et væk forlystes man i dem ved Edderkopper, der hænge sig i deres lange Indvoldstraad for at naa ned til Ens Hoved. Bier og Bremser og især de pøbelagtige Fluer ty derind, summe En om Ørene og lade En ikke et Øieblik i Ro; er der derimod intet Tag undtagen den høie Himmel, da flyve alle disse Plageaander strax opad og derved ud igjen. Men høie Vægge maa et saadant Lysthus have, jo høiere, desbedre, thi da ser det virkelig ud, som om Himlen udgjorde Loftet. Dette mit Lysthus, eller rettere sagt, denne min Havesal var beplantet op ad Siderne med Aristolochia, dobbelte bengalske Slyngroser og Caprifolier, og det var rigtig skjønt at sidde indenfor disse Vægge med Himlen som et bevægeligt Loft, snart rolig blaat, snart med svævende Skyer, der trak forbi som et Panorama. Den fjerde Side, Indgangen til Lysthuset, bestod af fire Søiler. Om disse var der plantet af de

        

71 storbladede Vedbende. Jeg havde selv plantet dem som smaa Kviste, men de opnaaede inden kort Tid en hos os høist ualmindelig Udvikling; Søilerne vare aldeles dækkede inden faa Aar, og Planterne havde en Stamme saa tyk som Haandiedet paa et voxent Menneske; de snoede sig i Slangebugter rundt om Søilerne og sugede sig saa fast i disse, at det var umuligt at vriste dem fra hinanden; foroven dannede de en tyk Krans om Lysthusets Kant, og hvad der er yderst sjeldent hertillands, de blomstrede næsten hver Sommer. Min egen Gartner og andre Gartnere, som jeg viste denne Plantes Væxt, vare ganske forundrede herover og sagde, at de aldrig havde set denne Plante til den Fuldkommenhed herhjemme. Udenfor dette Lysthus saaes igjennem Søilerne en lille Plaine, midt paa denne et Kastanietræ, der ogsaa lykkedes ganske fortræffeligt, som i det Hele Alt, hvad her plantedes, voxede med en saadan Hurtighed og Frodighed, at man knap vilde tro mig, naar jeg fem à sex Aar efter Plantningen viste Fremmede, at jeg havde plantet dette Kastanietræ, denne Eg, denne Birk, denne Løn, i hvis Skygge jeg nu sad. Da jeg sagde til min Gartner: "Jeg maa endelig plante en Eg," smilte han og svarede: "Hvad vil De med den, den gror saa overordentlig langsomt?" - "Lad mig faa den alligevel," sagde jeg, "jeg holder saa meget af dens Blade." Inden jeg maatte skilles fra denne mig saa kjære Plet, stod Egetræet høit, rankt med en ret anselig Stamme og frydede mine Øine. I henved 20 Aar var denne Have min Glæde, ofte min Trøst i mangen en Modgang. Naar jeg aands- og legemstræt vendte hjem efter anstrengende Prøver paa Theatret, da var min første Gang efter at have sagt Heiberg Goddag og fortalt ham, hvad der var foregaaet paa Prøven, ned i Haven, hvor jeg altid havde fuldt op af Arbeide. Hvor ofte har dette Arbeide ikke lettet mit Sind! Hvor ofte styrket min Aand! Ak, jeg gribes i dette Øieblik af en usigelig Vemod ved at tænke paa denne Plet af Jord, hvor saa mange af mine Taarer faldt, da jeg de sidste Aar vandrede her, ofte langt ud paa Natten, stirrende paa de mange kolde Stjerner, som vandre deres ensformige Gang, uden at bryde sig om vor Glæde eller Sorg. Dog - tilbage til de lykkeligere Aar.