Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Vor egentlige Leilighed var i Stueetagen, men Heiberg havde, som tidligere sagt, faaet to store Værelser til Afbenyttelse paa anden Sal, med Udsigt over Haverne og Husenes Tage, ud over Sundet. Han var glad som et Barn over herfra ret at kunne benytte sine Kikkerter. I de sidste Aar havde han atter med Liv og Sjæl kastet al sin Interesse paa Astronomien. Hans Moder og jeg vare forresten skinsyge paa denne Passion, og meget ondt maatte han døie af os, fordi han svigtede sin livsglade Musa for uophørligt Dag og Nat at fordybe sig i dette alvorlige, gigantiske Studium, hvor vi Andre ikke kunde følge ham paa hans Flugt. Alt, hvad han eiede af Penge, satte

        

72 han paa astronomiske Instrumenter, og Alt, hvad han raadede over af Tid, paa at benytte dem. Naar jeg saae ham sidde fordybet i disse endeløse Beregninger, saa sukkede jeg over, at disse Tal ikke kunde ombyttes med Vers og Prosa, hvoraf vi andre Dødelige kunde have Glæde. Sad han om Aftenen ved Thebordet, var han ofte distrait, idet han ideligt saae paa sit Uhr og da pludselig med Et sprang op, selv midt i en Sætning, idet han sagde: "Farvel, jeg har en Tidsbestemmelse at gjøre i Aften!" og ude af Døren var han, inden hans Moder og jeg kunde give vor Klage over at skulle undvære hans Selskab Luft. Og nu sad han deroppe, ofte i kolde Aftener, til langt ud paa Natten, for aabne Vinduer, hvilket ængstede os begge. Det ene af hans Værelser ovenpaa var hans egentlige Studerekammer, fyldt med Bøger, det andet udelukkende til hans Instrumenter. I dette kom aldrig Nogen, uden at han selv var med; det var altid aflaaset; han holdt det selv rent, thi ingen Pige havde han den Tillid til, at hun maatte færdes i det Allerhelligste. Vi lo ofte ad hans Rengjøren, men vist var det, at hans Zirlighedssans, uden alt Pedanteri, viste sig her i sin fulde Glans. Dette Studium, disse Instrumenter, disse astronomiske Beregninger, disse mathematiske Formler med deres endeløse Talstørrelser og den for os Fruentimmer dunkle Logarithmetabel, slugte al anden litterair Interesse hos ham; det var blevet en uimodstaaelig Passion, for hvilken alt Andet traadte i Skygge. Naar jeg klagede over, at hans Musa gik for Lud og koldt Vand, naar jeg noget utaalmodig udbrød: "Herre Gud! Er du da ikke snart kjed af de mange Tal, vil du dog aldrig mere skrive noget for Theatret, for Litteraturen?" svarede han smilende: "Jeg har skrevet nok; lad dem, der klage over, at jeg intet Nyt skriver, først læse, hvad jeg har skrevet; det kunne de have godt af; naar de saa have gjort det, saa skal jeg nok skrive noget Nyt til den Tid; nu har jeg jo skrevet en Række Intelligensblade; lad dem rigtigt læse dem, de rette paa mange af deres skjæve Domme, baade i det Ene og i det Andet, og ville de ikke det, saa lad dem lade det være, jeg er lige glad." Sagen var, han var i disse Aar misfornøjet med Theatrets Virksomhed, misfornøiet med mangen en Retning, som var kommen frem i Pressen. Han syntes, at man prædikede for døve Øren, enten for virkeligt Døve, eller for de værste af alle Døve, dem som ikke ville høre; han var træt af at anstrenge sig for at virke paa disse Jordens vankelmodige, snakkesalige og holdningsløse Mennesker, og han flygtede fra dem op til Himlen, for at leve i Samfund med de tause Stjerner, hvis Love vare faste og bestemte, og som ingen Raahed, ingen Uvidenhed formaaede at rykke en Linie ud af den Bane, hvori de vare satte. "Naar jeg fordyber mig i Astronomien," sagde han, "da er det, som om jeg fik et aandeligt Bad, der styrker og vederkvæger mig fra al det Vrøvl, al den Aandløshed, som man døier i Kunst og Litteratur; ved

        

73 at løfte Blikket opad, ved i Tankerne at vandre mellem Kloderne, befrier og bevarer man sin Sjæls Ligevægt, saa at det Smaa bliver det Smaa , det Store bliver det Store . Man maa imidlertid ikke forestille sig, at han ved saadan Tale var forstemt eller i siet Humeur; lantfra. Hans ubetvingelige gode Lune var friskt som altid. - Ved disse Aftenbesøg hos Stjernerne bleve vi to Damer altsaa forladte tilbage i Dagligstuen, og visselig var det Ens egen Skyld, ifald man manglede Stof til Samtale med Heibergs Moder, der var en sand Mester i at conversere, men det egentlige Liv i Samtalen var dog borte, naar "Broderen", som han for Spøg hed, forlod os. Vi to Damer tyede da undertiden til al Slags Lecture. Da jeg ikke var det franske Sprog mægtig og dog saa gjerne vilde vide nogen Besked om denne mærkelige Litteratur, hvoraf jeg kun kjendte de dramatiske Arbeider, der vare blevne opførte paa vor Scene, var det et Held for mig, at Heibergs Moder besad saa stor Færdighed i at læse franske Bøger op paa Dansk, næsten uden al Søgen efter Udtrykket. Derved blev jeg bekjendt med Digterværker, det ellers havde været mig negtet at stifte Bekjendtskab med. Dette Arbeide udførte hun med stor Beredvillighed, Godhed og Kjærlighed, uagtet hun i denne Periode bar paa en dyb Sorg og dagligt levede i stor Angest. Hendes elskede Pleiesøn, Georg Buntzen, havde Aaret iforveien ligget meget syg af en Nervefeber, og denne havde angrebet hans Bryst. Lægerne raadede til et længere Ophold i det sydlige Frankrig og med stor Opofrelse fra hendes Side opholdt han sig nu i dette varmere Klima. Ethvert Brev fra ham blev ventet med Længsel og med usigelig Angest, naar det i nogen Tid udeblev; hendes Tanker dreiede sig kun om denne ene Sag, og meget Andet, som hendes livlige Aand ellers havde grebet med Interesse, gik hende nu ligegyldigt forbi. Den Spænding, hvori hun dagligt levede for den kjære Bortreiste, angreb hendes Legeme, saa at hun ikke som tidligere turde sidde saa længe oppe om Aftenen. Heraf blev Følgen, at jeg, naar vi ingen Besøg havde, blev ene tilbage i vor Dagligstue. Denne Ensomhed var især trist, naar jeg sildigt kom hjem fra Theatret efter en anstrengende Rolle, hvoraf mit Blod var i en saadan Bevægelse, at jeg umuligt strax kunde lægge mig til Ro. Vel kom Heiberg da altid ned for at holde mig med Selskab ved Theen, men den skammelige Kvinde Urania lokkede ham kun altfor hurtigt tilbage til sit Rige og berøvede mig saaledes Dagens kjæreste Timer, hvor jeg pleiede ene at have Samtaler med Heiberg; nu havde jeg faaet en Rivalinde, mod hvem jeg ikke kunde seire, men maatte give fortabt. Jeg sad altsaa her ene. Bestandigt haabende paa at min Ven skulde tage Afsked med Stjernerne, opsatte jeg Time efter Time at begive mig til Ro. Ofte indhyllede jeg mig i et Shawl, gik ved Midnat ned i Haven, hvorfra jeg kunde se Heibergs Vinduer og saaledes holde Udkig med, naar han slukkede sit 74 Lys deroppe, og vandrede frem og tilbage, ogsaa betragtende de tause Stjerner, af hvilke jeg alt, ved Heibergs Hjælp, kjendte mange ved Navn. En usigelig Vemod kunde da gribe mig paa disse ensomme Nattevandringer; stille kunde mine Taarer flyde af en navnløs Længsel, en Længsel, der lader til at følge mig fra Vuggen til Graven; en Længsel, som vist først vil blive stillet i hint ubekjendte Land, hvor jeg haaber, at jeg en Gang i Naade vil blive dømt, i Naade optaget, om end som den Ringeste af de Ringe. Gjennemzitret af Nattekulde maatte jeg da ofte atter ty ind i Stuen, uden endnu at have set Lysene slukkes paa anden Sal, og lydløst begive mig til Ro, overladende Stjernekigeren til sin egen Skjæbne. Min Søvn var da altid urolig, som Søvnen er, naar man venter, at En skal komme. Naar han da omsider kom, snart Kl. l, snart Kl. 2, snart senere, vaagnede jeg altid halvt af Søvnen, og uden ret at vide, hvad jeg sagde, spurgte jeg gjerne - Gud maa vide, hvoraf det kom -: "Hvorfra kommer du?" I Begyndelsen svarede Heiberg fornuftigt paa dette Spørgsmaal, men da han mærkede, at jeg næsten var sovet ind igjen, inden Svaret var givet, drillede han mig med altid at svare paa mit: Hvorfra kommer du? med de Ord: "Fra Hesten paa Kongens Nytorv!" Jeg var som sagt halvt indslumret, før jeg kunde skjænde paa ham for dette dumme Svar, men havde dog halvt en Fornemmelse af hans Drilleri. Saa snart Heiberg vaagnede om Morgenen, var han i det fortræffeligste Humeur, fuld af Skjemt og Lystighed; jeg var angreben af Nattevaagen, men hvo kunde modstaa dette friske Lune, dette Barnlige i hans Digtergemyt? Ak! Lykkelig den, hvem Guderne forlene med et saadant Sind. Og lykkelig den, der dagligt paavirkes af et saadant Sind.