Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Dette Nattelevnet tog lidt efter lidt snarere til end af. Jeg havde i min Ungdom lært at spille Claver, men doven som jeg var i Alt, hvad jeg skulde lære , ikke bragt det synderlig vidt, uagtet min Lærer paastod, at jeg havde ualmindelig musikalsk Sans. Men Sandheden af Heibergs Sætning, at Ingen lærer noget ret, før han lærer sig det selv, viste sig ogsaa her. Medens Heiberg saaledes om Natten kun levede for sine Stjerner, begyndte jeg atter at optage Levningerne af min musikalske Lærdom. Jeg maatte begynde med noget let, og da jeg tillige havde en lille Syngestemme, fik jeg Berggreens Folkemelodier med Text, en Art Sange, der altid har havt mest Tillokkelse for mig. Jeg blev nu næsten lige saa passioneret for dette mit Nattestudium som Heiberg for sit. Jeg spillede og spillede, sang og sang Time efter Time, saa Heiberg ofte kom ned, forundret over endnu at finde mig ved Claveret. Idet jeg saaledes sad i den ensomme Nat og sang disse simple, rørende, naive Folkesange, hvis Poesi tiltalte mig som ingen anden, da veed jeg ikke ret, hvorledes det gik til, men uden at jeg selv vidste af det, udsang jeg Ord, fødte af min bevægede Sjæl, idet Melodien ligesom indfandt 75 sig af sig selv, fremlokket dels af Ordene, dels af de Accorder, jeg anslog, og inden jeg havde gjort mig Rede derfor, sang jeg smaa Sange, hvis Text, Musik og Accompagnement var af mig selv, saa flygtigt henkastet, at de for det meste Dagen efter vare glemte, og jeg anstrengte mig da forgjæves for atter at kalde dem tillive; men hele Dagen sang det inden i mig, og jeg længtes efter de natlige, lykkelige Timer for atter at sidde ved mit ensomme Claver. Aftenen kom, og naar jeg da igjen var ene, begyndte min natlige Leg.