Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Aldrig syntes mig, at jeg havde levet et inderligere Samliv med mine smaa Alfer end i disse Nattetimer. Jeg havde en levende Følelse af, at de omsvævede mig, hørte paa min Sang, hjalp mig med Text og Musiken, lagde mig Ordene i Munden, lo ad mig, naar det ikke rigtig vilde gaa, saa jeg ofte uvilkaarligt udbrød halvhøit: "Ja, nu le I ad mig i Stedet for at hjælpe mig." Spillede og sang jeg lystige Melodier i Dansetakt, havde jeg en Følelse af, at de Smaa svingede sig bag min Stol i muntre Kredse og ligesom tvang mig til at reise mig for at danse omkring med dem paa Gulvet; denne Opfordring fulgte jeg da i en forunderlig let og glad Stemning, idet jeg fortsatte Sangen under vort natlige Bal, medens hundrede Phantasier løftede min Sjæl bort fra denne Jords Tyngde med alle dens smaa og store Tryk. Under disse natlige Baller afbrødes jeg oftere og tidligere af Heibergs Komme, end jeg ønskede. Timerne fløi som Minuter.