Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Paa dette Tidspunkt var det, som jeg alt har berettet, en Lykke for mig, at min Ungdoms Lyst og Interesse for Theatret blev vakt paany med sin hele Styrke ved det unge, friske, eiendommelige Talent, Theatret havde vundet i Michael Wiehe. Det var mig en sand Nydelse at spille med denne ædle Personlighed, en sand Nydelse at staa ham bi med Raad og Daad, at se ham udvikle sine sjeldne Gaver i Forening med mine, som han satte 76 Pris paa, idet han ligesom ønskede at smelte sammen med mit Spil, og jeg med hans. Mange smaa Kampe maatte jeg gjennemgaa med ham, naar hans Opfattelse undertiden forvildede sig paa en noget ensidig Maade, idet hans Aand ikke var fri for den Feil, som desværre er altfor almindelig hos Skuespillerne, nemlig af en enkelt Replik i en Rolle at ville skabe det hele Billede , i Stedet for at holde sig til det Hele og bøie den enkelte Replik derefter. Heiberg sagde undertiden halvt i Spøg, men dog mest i Alvor: "Det kommer af, at han er kortsynet ;" de legemlig Kortsynede, paastod han, vinde vanskeligt en vid Horizont i Kunsten; de stirre sig blinde paa det Nærmeste, det Smaa og kan ikke faa Synet paa det hele Billede. Hvor vidt dette holder Stik, vil jeg lade staa hen, men vist er det, at Wiehe ofte med Kortsynethed opfattede mangt et Billede, og at kun hans store Godhed for mig gjorde, at han paa Prøverne, under min Paavirkning, frafaldt mangen en Ensidighed, saa at Publikum i længere Tid sjeldent fik Leilighed til at bemærke hans Hang hertil, da den ved mig for det meste var bekæmpet, inden det paagjældende Stykke kom til Opførelse. Denne min Indflydelse paa hans skjønne Talent kunde ikke blive ubemærket af det øvrige Theaterpersonale, og heraf kom den megen Tale i hans senere Aar om Alt, hvad han skyldte mig i sin lykkeligste Theaterperiode. Jeg selv har aldrig pukket paa denne Taknemmelighedsgjæld; thi vist er det, at skyldte han mig Noget, da var det især for mit Venskab for ham, ligesom jeg nærede den samme Taknemmelighed mod ham for den Hengivenhed, han viste mig; og lærte han af mig, da lærte jeg ikke mindre af ham i andre Retninger. Hvor ofte har ikke hans fine, sjælfulde Spil beaandet mine Fremstillinger, hvor ofte har ikke hans noble Personlighed løftet og baaret min! Hvor lykkelig har jeg ikke været ved vort Sammenspil, der greb Publikum ved saa mangen Leilighed, der bar saa mangt et Digterværk, saa det kom til sin fulde Ret! Hvor nød jeg ikke at have et fint dannet Menneske ved min Side, et Menneske uden Løgn, Underfundighed eller Misundelse! Hvor jublede jeg ikke ved Tanken om, at her endelig var en Skuespiller, en høit begavet Skuespiller - dette er Sagen; thi hos de mindre Begavede er det ingen Sjeldenhed - der tillige var en Mand, en sanddru, af sin Kunst inderligt gjennemtrængt Mand, hvem man ogsaa som Menneske kunde agte. Hvorfor skal dog dette være saa sjeldent! Men varsomt maatte man fare frem med ham; thi en høi Grad af Ømfindtlighed laa i hans Natur. Han var, som Hertz har sagt om Chevalieren i "Ninon", vist med Hensyn paa Wiehes Natur: "Et Kar med ædel Vin, som der maa handles varsomt med." I de første Aar af vort Kunstnersamliv gjaldt det især om at sætte Mod i ham og vække hans Selvtillid. Jeg vakte denne uden at gjøre ham hovmodig eller fordringsfuld; han var en stille, drømmende Natur, indesluttet i sig 77 selv og overordentlig taus. Ordet var ham i det daglige Liv ikke givet; han trængte ligesom til at faa sit Tungebaand løst; lige overfor mig lykkedes dette til Dels. Jeg har ofte tænkt, at han ligesom ikke turde give sine Tanker Luft i Ord, thi i den stille, indesluttede Sjæl ulmede stærke Lidenskaber, saa stærke, at jeg tror, at hans ualmindelige Ordknaphed udsprang af Frygt for, at disse Lidenskaber skulde komme til Udbrud, og at det da ikke vilde staa i hans Magt at blive Herre over dem. Jeg har i de mange Aar, jeg har færdedes ved Theatret, aldrig kjendt Nogen, der i den Grad som Wiehe i de første syv Aar vandt Alles Agtelse og Kjærlighed, saa vel paa Theatret som ude i Livet. Han var ligesom Alles Kjæledægge, inden han blev paavirket af en Personlighed, hans egen saa modsat som tænkes kunde, en Paavirkning, der ligesom rykkede denne stille, drømmende Natur ud af den Jordbund, hvori den alene kunde trives.