Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg, for ikke at tale om Hertz, blev bedrøvet over, at Fru Nielsen frasagde sig Rollen. Hvad Hertz har tænkt sig ved Marthas Rolle, er ved Fru Nielsens Vægring ved at spille den aldrig kommet til sin Ret. Rollen gik over i andre Hænder, og om den end ikke spilledes slet, blev dog Præget af denne Figur udslettet og vil sandsynligvis aldrig nogensinde komme til Live igjen; thi saa forunderligt det end kan synes, saa er det dog vist, at har en Rolle ved de første Forestillinger af et nyt Arbeide antaget et forkert Præg, da fortsættes i Reglen denne feile Opfattelse, om ogsaa Rollen gaar fra Haand til Haand, thi da Geniet i Kunsten altid bører til Sjeldenhederne - og kun et saadant læser og opfatter et Digterværk friskt og selvstændigt - saa vandrer en feilagtig som en rigtig Opfattelse fra den Ene til den Anden. Dette er, hvad man kalder Traditionen ved et Theater; at bryde den er kun Faa givet. Havde Fru Nielsen beholdt Rollen, vilde den have faaet Præget af en ældre, ædel, fint dannet Kvinde, hvis Væsen indgjød Tillid, og saaledes maa man dog virkelig tænke sig den Kvinde, til hvem Kong René overlod sin blinde Datters Optugtelse og Pleie, i legemlig som i aandelig Henseende, og ikke som en tarvelig, skikkelig Bondekone, et Feilgreb, der trak Rosenkilde med ind i Opfattelsen, saa han, den gamle, betroede Bertrand, nu stod som en Tjener og ikke som Mand til den Hustru, hvem Barnet var betroet. Disse to Mennesker var Jolanthes eneste daglige Selskab; thi hendes Fader kommer jo kun af og til. Hvor er det nu muligt at tro, at Jolanthe, denne unge, digteriske Natur, vilde kunne føle sig tilfreds ved saa tarvelig en Omgang? For Martha udtaler hun sine skjønne Tanker og Følelser, som vi høre i Scenen, da Tristans Besøg har sat hendes Sjæl i en Svingning af Begeistring, som man kun udtaler til den, af hvem man er vis paa at blive forstaaet. Billedet blev ved den nye af Nødvendigheden fremtvungne Besætning forrykket; - men hvem saae det, hvem følte det? Maaske kun En foruden Digteren og mig selv, og denne Ene var netop Fru Nielsen; thi da Stykket var gaaet over Scenen, sagde jeg en Aften til hende, da hun havde været i Theatret: "Ser De ikke, hvilken Uret De har gjort! Er denne Martha en underordnet Rolle, og er det ligegyldigt, hvem den udføres af? Var det en Fornærmelse at byde Dem den? Vilde De ikke ved Deres hele 80 Personlighed have kunnet paatrykke den et Præg, give den en Interesse, som De og Stykket havde havt Ære af?" - "Det kan nok være," svarede hun, "at du har Ret, og at jeg har været for overilet i at frasige mig den; ved at se Stykket i Aften har jeg faaet et andet Indtryk af dens Betydning for det Hele." Ak, det Hele! Det er Kunstens og Kunstnerens Forbandelse, at kun saa Faa have Kjærlighed til, Indsigt i, Dom over et Hele !