Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg selv havde med overordentlig Kjærlighed, Alvor og Interesse indstuderet Jolanthes vanskelige, men taknemmelige Rolle. At kunne give Talen og Følelsen frit Løb, uden at Øiets Ild talte med, var det, der især vakte min Kamp og mit Studium. Ved i mine ensomme Nattetimer at beskjæftige mig med denne Rolles Udførelse, lykkedes det mig lidt efter lidt at vende Blikket, Synet ligesom indad i Sjælen, i Stedet for at lade Glansen i Øiet straale udad. Dette er en Fornemmelsessag, som ikke let lader sig beskrive; men saa meget er vist, at jeg virkelig Intet saae tydeligt, naar Øiet saaledes vendtes indad, uagtet det stod aabent. Da jeg naturligvis ikke selv kunde se mit Øies Udtryk, stod endnu tilbage af en anden at erfare, hvorledes dette saae ud. Jeg sagde derfor en Aften til Heiberg: "Sig mig, hvorledes mine Øine se ud, naar jeg staar med dem paa denne Maade, thi saaledes agter jeg at se med dem i "Kong René's Datter"." Han saae nu paa mig, beroligede mig med Hensyn paa min Frygt for at skele og syntes, at Øiet virkelig antog et mat, men rørende Udtryk, saaledes som man ofte ser det hos Blinde, hvis Øine ikke bære Præg af Sygdom, men som have den indadstraalende i Stedet for den udadstraalende Glans. Jeg blev meget glad over at høre dette og fandt nu Vanskeligheden hævet. Forresten bevirkes Illusionen, foruden ved Øiets Udtryk, især ved det Plastiske i Gang og Bevægelser. En Blind, selv en saadan, som Forfatteren her har skildret, der i 81 en ualmindelig Grad ved Vanen er bleven Herre over Savnet af denne Sans, gaar altid med en vis Varsomhed, idet Hænderne stedse ere lidt forud for Legemet, for at disse, ligesom det er Tilfældet med Dyrenes Følehorn, kunne møde det, som staar En iveien. En egen Lytten med øret, der hvor en Seende vilde bruge Øiet, er ogsaa gjennemgaaende hos den Blinde; naar Nogen f. Ex. kommer ind ad Døren, da vender den Seende strax Blikket derhen for at erfare, hvem det er; den Blinde derimod Øret, og saaledes fremdeles. Der hører derfor en overordentlig Opmærksomhed paa sig selv til en saadan Udførelse for paa intet Punkt at forglemme sig. Ogsaa Stemmens Betoning og Klang maa hjælpe til for at tilveiebringe Indtrykket af Blindhed. Det er ganske naturligt, at ligesom den Døve ofte taler med en klangløs Stemme, kun lidet nuanceret, fordi Øret ikke stødes af Lydens Monotoni, saaledes kan man forstaa, at den Blinde i høi Grad netop lægger Vægt paa Stemmens Vellyd, thi gjennem dennes Toner har han sin hele Kundskab til det Individ, der staar for ham. For ham gjælder den Talemaade dobbelt: Tal, at jeg kan se dig! Derfor have de Blinde som oftest en smuk, melodisk og blød Stemme, med ligesom en Sordin paa; det vilde forekomme En unaturligt, om en Blind talte meget høit og skingrende, thi dette saarer og støder Øret, denne for den Blinde fineste Sans. En Blind har endvidere smaa stille Bevægelser med Haand og Arm. Det vilde strax ophæve Illusionen, om en Blind paa Theatret gjorde store, kække Armbevægelser, thi det, at en Blind aldrig kan vide, hvad disse udstrakte Arme støde paa, afholder ham uvilkaarligt derfra. Dette kun om det Ydre ved en saadan Rolle, det Indre i den maa føles og lader sig ikke forklare. Hvad Indtryk dette Stykke med al sin Eiendommelighed, al sin stille Indadvendthed vilde gjøre, var ingenlunde vist. Heiberg frygtede fra Begyndelsen af meget for dets Skjæbne, og jeg havde længe næret samme Frygt. Da vi derfor skulde have den sidste Prøve paa Stykket, bad jeg ham om at overvære den for at sige mig, hvad Virkning han troede, at det vilde gjøre paa det store Publikum. Han føiede mig, og i Parquettet overværede han Prøven. Da denne var forbi, kom han op paa Theatret, og med Taarer i Øinene og et Udtryk om Munden, som jeg saa godt kjendte, udbrød han, idet han omfavnede mig: "Dette vil gjøre en overordentlig stor Virkning!" Hvor glad og beroliget jeg blev, kan man tænke sig. I saa lang Tid havde dette Arbeide ligget mig paa Hjerte, og nu at høre ham, min øverste Dommer, henrykt at udsige denne Dom, gjorde mig en overordentlig Glæde. Heiberg skrev strax til Hertz og meddelte ham, hvad Virkning Prøven havde gjort. Næste Aften skulde Stykket opføres. Naar man betænker, hvilke Stykker der i dette Øieblik tiltrak sig Publikums Opmærksomhed, Stykker som: "Pigen i Lyon", "Advocatens Datter", "Gioacchino", "Adolf og Henriette", "En Aften i Tivoli", "Doctor

        

82 Robin", "Herren seer dine Veie", "En Bedstemoder", - da kunde man vel være i Tvivl om, hvorledes det samme Publikum kunde være modtageligt for et Arbeide af saa modsat Natur, drattende ned ligesom fra Himlen i alt det Mudder. Det sidste af de nysnævnte Stykker, "En Bedstemoder", var et affecteret, forskruet fransk Stykke, der gik ud paa, at en gammel Bedstemoder - der naturligvis skulde spilles af en ung Skuespillerinde, thi dette var netop det Piquante - stak en ung Pige ud hos hendes tyveaarige Elsker, saa denne absolut vilde giftes med Bedstemoderen i Stedet for med den unge Pige. Og nu maatte denne gamle Dame hitte paa alle Kneb for at kølne det unge Menneskes Flamme, forstille sig snart som en Gigtsvag, snart som en Bedesøster, kort paa alle Maader gjøre sig saa uelskværdig som muligt, indtil endelig den forsonende Opløsning kunde komme istand, saa at det forskruede unge Menneske til Alles Glæde og Opbyggelse tog tiltakke med den unge, friske, elskværdige Pige. Dette Stykke havde Publikum, og især Hoffet med Christian den Ottende i Spidsen, kastet sin særdeles Naade paa; man fandt Frøken Nathalia Ryge uforlignelig i Titelrollen, og Interessen forhøiedes desuden ved, at hendes Søster her fremtraadte første Gang; ikke fordi denne Søster var noget Talent, men det var noget helt usædvanligt, at to Søstre spillede sammen. Dette Stykke var alt gaaet mange Gange over Scenen, da det blev sat sammen med "Kong René's Datter", den første Aften dette skulde vise sig. "En Bedstemoder" var ansat til at gaa først og derefter "Kong René's Datter". Men Dagen iforveien kom der pludselig Ordre fra Excellencen Levetzau, at "Kong René's Datter" skulde gaa først og "En Bedstemoder" bagefter, thi man var ikke sikker paa, at Taflet ved Hoffet saa betids var endt, at man kunde være i Theatret i rette Tid, og man vilde Intet undvære af "En Bedstemoder"; at komme midt i et originalt Stykke gjorde man sig ingen Betænkelighed ved. Jeg foreholdt Levetzau, hvor slet denne Forandring var. "Hvorledes tror De," sagde jeg, "at et saa fadt Conversationsstykke som "En Bedstemoder" vil tage sig ud ovenpaa et romantisk Drama?" Levetzau bukkede og svarede: "Majestæterne have befalet, at saaledes skal det være." - Og saaledes blev det til liden Baade for den stakkels "Bedstemoder", der ved denne Leilighed fik det Dødsstik, som det burde have havt den første Aften, det præsenterede sig. Forestillingen (5te April 1845) begyndte altsaa med "Kong René's Datter" og gjorde en høist ualmindelig Virkning paa det tæt besatte Hus. Under den temmelig lange Indledning, Noget, man oftere har troet at burde dadle hos Hertz, men hvorom der altid kan disputeres, thi hvem tør sige, at ikke denne saakaldte Feil netop bidrager til at bearbeide Publikum til at modtage, hvad her følger paa, altsaa under denne noget lange Indledning opstod der den Uro i Huset, som pleier at ytre sig i Hosten, Rømmen, Pudsen Næse og deslige. Men

        

83 neppe betraadte Tristan Scenen, før dette mærkeligt tog af, og da Jolanthe viste sig i Døren, var Opmærksomheden kjendelig spændt, og denne Spænding gik lidt efter lidt over til en saadan Stilhed, at man paa Scenen kunde tro, at ikke et Menneske aandede derude i det store Rum. Man var rørt, man var løftet, og man gav tilsidst sin Stemning Luft ved et enthousiastisk Udbrud af Bifald, og Stykkets Lykke var gjort for mange Aar; og dette vil vel af og til i Fremtiden gjentage sig, saa længe vi have et Nationaltheater, hvorved der findes virkelige Kunstnere, der kunne opfatte og gjengive en slig romantisk Digtning.