Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Holberg har i alle disse Visiter i Barselstuen sat Farverne saa skarpt imod hinanden, at man allerede derved har en Forstaaelse af, hvorledes han ønsker disse Besøg udførte i Spillet. Han lader derfor den tause Engelche træde ind ovenpaa den larmende Misbrug af Talen ved Dorthe Knapmagers, Øllegaard Sværtfegers og Else Skolemesters. Den arme Barselkvinde er tilstrækkeligt blevet plaget af Talen; nu kommer Turen til, at hun skal plages ved Taushed. Enhver kjender disse to modsatte Plageaander i det selskabelige Liv og gyser lige meget for dem begge. Da Engelche bliver anmeldt, siger Øllegaard: "Er det den Pimpernille, hun sidder i Compagnier, ligesom en Støtte, som har hverken Maal eller Mæle." Af denne Ytring fremgaar jo paa det Bestemteste, at hun har Maal og Mæle. Det var nu faldet mig ind, at ligesom de foregaaende Damer udmærkede sig ved Tale af den mest fripostige Art, saa kunde man bringe Mening i Engelches Taushed ved en overdreven Undseelse, der bandt Tungen utilbørligt. Opgaven blev altsaa at vise denne Undseelse i alle dens Nuancer, stadig stigende, indtil den driver hende til at skynde sig ud ad Døren, ude af sig selv af Forlegenhed, ledsaget af Barselkonens Spot: "Adieu, Madame, tak for hendes angenemme Compagnie." Jeg havde tænkt mig, at det comiske Indtryk skulde frembringes ved, at hun bestandigt ligesom tog Tilløb ved Miner og Gebærder til at begynde Conversationen, men at hendes Blik aldrig saa snart naaede Barselkonens, før Undseelsen tvang hende til at sluge den begyndende Tale. Jo oftere nu disse Tilløb mislykkes, des naturligere er det, at Forlegenheden stiger. Endnu i Døren ved Afskeden vendte jeg mig om for endnu en Gang at tage et fortvivlet Tilløb til Tale, men da ogsaa dette mislykkedes, skyndte jeg mig ud. Jeg havde alt paa dette Tidspunkt af mit Theaterliv været saa heldig at overraske Publikum ved mine Fremstillinger, at det, at jeg paatog mig en ny Rolle, var nok til at fylde Huset. Men det var vanskeligt denne Aften at sige, hvor Spændingen var størst, enten ude i Huset eller mellem Personalet paa Scenen. Jeg blev ganske beklemt om Hjertet, da Akten skulde begynde, ved det uventede Syn, at Skuespillerne havde besørget Borde hensatte i Coulisserne, hvorpaa man stod opstillet for bedre at se, hvad det var, jeg vilde lægge i hin Rolle; ja, jeg blev saa beklemt ved dette Syn, at jeg inderligt fortrød min Iver, og havde det ladet sig gjøre, var jeg endnu traadt tilbage, saa uhyggelig fandt jeg denne nysgjerrige Opmærksomhed fra alle Sider. Men neppe havde jeg været et Par Secunder inde paa Scenen, før en Bifaldslatter lod sig høre, der opløste sig i en rungende Applaus. Det lettede Vægten, der havde lagt sig paa mit Bryst,

        

89 og da jeg atter stod udenfor Scenen, var Publikum kommen i en saadan Lystighed og Snakken om, hvad de havde set, at Stine Isenkræmmers maatte vente lidt, inden hun traadte ind efter mig, af Frygt for ikke at blive hørt af Publikum. Nu havde Engelche Hattemagers faaet sit Præg; nu vidste Alle , hvorledes hun skulde spilles. Ja, naturligvis, raabte man, er dette den eneste rette Maade , som om den nye Opfattelse var deres og ikke min. Hvor ofte har denne Maade, bagefter at se klart, ikke gjentaget sig i senere Aar! Dog ligemeget, hvad jeg havde villet, var lykkedes. Der var kommen Mening ind i en af Holbergs Figurer, der hidindtil var gjengivet paa en Maade, Theatret ikke kunde være bekjendt. Jeg vidste alt dengang af Erfaring, at Mange kunne copiere, medens Faa ere originale, og efter at have spillet Rollen en Del Gange, gik den over i andre Hænder, der fulgte mit Spor.