Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Det var i 1831, at jeg vovede at overtage en mindre Rolle i Holberg, og der hengik mange Aar, inden jeg med uimodstaaelig Lyst dreves til et nyt Forsøg med en større. "Barselstuen" var i længere Tid ikke gaaet over Scenen, da den atter skulde opføres Søndag Aften den 17de November 1844. Jeg blev lokket af Erindringen om Ryges mageløse Corfitz og Phisters glimrende Troels til at gaa hen i Theatret. Men den hele Opførelse af dette uforlignelige Stykke gjorde, paa disse to Skuespilleres Udførelse nær, et saa kummerligt Indtryk, at jeg forlod Theatret paa een Gang dybt bedrøvet og harmfuld i mit Sind. Det var mig ikke muligt at blive det Indtryk kvit, som denne Forestilling havde fremkaldt. Paa Theatret var Intet at udrette ved der at tilkjendegive sine Anskuelser; jeg maatte derfor paa anden Maade give mit Hjerte Luft, og jeg skrev en Anmeldelse af Søndagsforestillingen paa det kongelige Theater den 17de November, som blev optaget i "Fædrelandet" den 23de November, uden at dets Redacteur eller noget fremmed Menneske vidste, hvorfra den kom. Jeg skrev den igrunden kun for at lette mit Sind, thi jeg havde saa godt som intet Haab om, at den skulde komme til Andres Kundskab, da jeg forud vidste, at Heiberg vanskeligt vilde give sit Samtykke til at indlevere den. Da jeg bad ham om at maatte læse den for ham, udbrød han: "Ak, lad det være, hvad kommer der ud af det?" Imidlertid blev jeg glad og stolt, da han efter at have hørt den sagde: "Ja, det er unegteligt Sandheder, som baade Publikum og de paa Theatret kunde have godt af at høre," og han indsendte den virkelig anonymt til "Fædrelandet". Der var paa dette Tidspunkt et Blad, som kaldte sig "Theaterbladet", et ferskt Produkt, som fristede et kort og kummerligt Liv. I dette reiste der sig et Uveir mod min lille Artikel, og nu rørte min kjære Heiberg mig ved at tage mig i Forsvar i "Fædrelandet" Lørdagen den 30te November i et Stykke med Overskrift "Gade eller Stue?". Det rørte mig, at han 90 gjorde mine Ord til sine egne med saadan Fynd og Klem, at al Strid herved standsede. Senere blev Sceneordningen uventet forandret efter min Plan og den Anvisning, jeg havde givet i min Artikel i Bladet, uden at Nogen anede, at man fulgte mit Raad. Forresten erkjender jeg, at man som Skuespiller skal afholde sig fra at skrive om Theatret i Bladene, og jeg vil derfor ikke modsige dem, der ville opføre dette mit Skriveri paa mit Synderegister.