Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Spilleaaret var endt, og jeg tørstede efter Ro og Hvile. Men paa Grund af at Kongen af Preussen vilde gjøre Kjøbenhavn den Ære at gjæste os, var det ikke at tænke paa for det Første at drage Aande i landlig Ro. Kongehuset ønskede at vise den tyske Monark Alt, hvad der i det lille Kjøbenhavn kunde interessere en Reisende, og deriblandt da det danske Nationaltheater, hvis Ry var naaet til det store Berlin. Først den 19de Juni ventede man, at han vilde kunne besøge Theatret; hele Personalet maatte altsaa forblive i Byen, parat til hvad Tjeneste Directionen og Hoffet maatte blive enige om at ønske. Den 18de Juni lød Kanonernes Torden fra Batterierne i Sundet, der forkyndte Kongen af Preussens Ankomst. Hele Byen var paa Benene for at modtage ham; de gode Kjøbenhavnere stode fra den tidlige Morgenstund ved Toldboden og paa Langelinie for at se den interessante Person stige i Land og modtage ham med rungende Hurraraab, der kunde høres i alle Byens Hjørner. Alle vare glade undtagen den strenge Boreas, der pustede sine Kjæber ud til en Storm, som om han vilde sige: "I kjøbenhavnske Dagdrivere! Staa I nu her med Eders kummerlige Nysgjerrighed; jeg skal føre Jer i Vinden!" Jeg hørte Kanonernes Torden og Hurraraabene fra min Have paa Søkvæsthuset, hvor jeg gik og passede mine Blomster, men mine Tanker vare ogsaa ved Toldboden, idet jeg ærgrede mig over, at vi Danske aldrig kunne vise lidt Takt i slige Øieblikke. Den preussiske Konge havde alt den Gang viist, hvor lidet han var de Danske god. Som jeg gik i Haven, fandt jeg en lille Spurveunge, der laa og droges med Døden. Jeg tog den op i min Haand og opdagede nu, at en eller anden Rovfugl havde hakket den i Brystet. Jeg klappede den stakkels Fugl, der laa død i min Haand, og tænkte: Man kan mærke, at Ørnene ere komne.