Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Naar jeg opholdt mig paa Landet, hørte det til mine bedste Glæder at nærme mig de Fattiges Boliger, at faa disse stakkels Mennesker til at udøse deres Kummer for mig, en Fortrolighed, jeg pleiede at vinde med en overordentlig Lethed, og da efter Evne at hjælpe dem med Et og Andet. Mange mig uforglemmelige Glæder havde jeg under disse Besøg, og aldrig var jeg gladere og bedre tilmode, end naar jeg blev fulgt til Døren af deres venlige Farvel, ledsaget af et "Gud velsigne Dem". Disse Glæder havde Suhr opdaget, at jeg i Stilhed nød. Da jeg denne Sommer indfandt mig paa Sølyst, bragte han mig en stor Pung med Penge, Dalere, Marker, Firskillinger. "Jeg veed," sagde han, "at det hører med til Deres Sommerglæder at besøge Fattige i Egnen; und mig ogsaa at give min Skjærv til disse Besøg." Jeg tog imod denne Gave, der satte mig istand til at forøge den Glæde, jeg bragte med mig ind i de triste Boliger, og dog følte jeg en vis Fattigdom, naar Ordet nu ved min Bortgang lød: "Gud velsigne Dem!" Jeg syntes, at jeg ikke længere nød Godt af et Ønske, jeg saa høit trængte til, uagtet jeg visselig undte Suhr al den Velsignelse, han kunde faa. "Jeg bringer Dem mange Velsignelser hjem med," sagde jeg ved min Hjemkomst. "Tak!" lød hans rørte Svar, "det kan behøves." En Morgen, da Lysten overfaldt mig til at trænge ind i en ussel Fiskerhytte, liggende ved Havet, blev jeg i høi Grad overrasket, idet jeg stak Hovedet ind ad Døren og gjorde et ligegyldigt Spørgsmaal som Indledning til en Samtale med de mig ubekjendte Beboere. En høi, kvindelig Skikkelse sad halvt blottet paa en stor gammeldags Kiste, et temmelig stort, men graasprængt Haar hang hende uredt og sammenfiltret ned over Skuldrene; i den modsatte Krog af det lille, uhyggelige Rum stode to Børn, en Dreng og en Pige paa 8 à 9 Aar, ligesom trykkende sig ind i Krogen, idet den lille Pige slyngede sin Arm fast om Drengens Liv. Begge Børnene havde denne grøngraa Ansigtsfarve, som er saa eiendommelig for fattige Børn, og som er det sikreste Tegn paa slet Kost og Mangel paa Pleie. Da nu mit første Spørgsmaal om Veien eller om noget Andet, jeg ønskede at vide, var udtømt, spurgte jeg Konen, hvorfor hun sad der halvt nøgen,

        

94 om hun var syg. Hun saae paa mig med onde, mistænksomme Øine og svarede mig næsten skrigende: "Fordi jeg er et stakkels mishandlet Menneske; De tror nok ikke, at han der - og her pegede hun paa Drengen i Krogen - "at han der prygler og kradser sin gamle Bedstemoder til Blods? At den Bid, jeg skal putte i min Mund, rives bort i samme Nu af disse to forbandede Unger, saa at jeg er nær ved at omkomme af Sult?" Det gøs i mig, og jeg saae nu spørgende hen paa de To i Krogen. De svarede ikke et Ord, men Drengen saae paa mig med en Gammelmands bedrøvede Øine og rystede paa Hovedet, som om han vilde sige: Tro det ikke! Jeg gjorde nu flere Spørgsmaal, som den Gamle gav utydelige Svar paa, blandet med drøie Eder, men Børnene vare og bleve tause. Jeg havde hidtil staaet paa Dørtrinet til Hytten; jeg traadte nu over dette for at nærme mig Konen og om muligt faa hende til at aabne sig for mig, og da hjælpe hende med, hvad jeg kunde; men idet jeg gjorde det første Skridt over Dørtærsklen, reiste hun sig i sin fulde Høide og skred hen imod mig med løftet Arm og Haand som En, der satte sig i Forsvarsstilling mod et Angreb. Jeg veg forfærdet tilbage, idet jeg sagde: "Kan Mor da ikke se, at jeg ikke har noget Ondt isinde mod hende!" - "Huset er mit," raabte hun, pegende paa Døren for ligesom at tvinge mig til at gaa. Hun fik mig formeligt til at skjælve af Angest; jeg indsaae, at der for Øieblikket ei var Andet at gjøre end at adlyde hende, og jeg gik usigelig beklemt og bedrøvet over det Indblik, jeg havde gjort i den menneskelige Elendighed. Hvilken Contrast mellem dette Maleri, hvori jeg nys var Fjerdemand, og den friske, henrivende Morgenstund, hvor Alt aandede Ro og Harmoni. De glade Fugleunger tittede veltilfredse ud af de smaa Reder, ventende paa Moderens Komme, der skulde tilfredsstille deres Hunger. Skoven duftede, og i Træernes Kroner legede Fuglene Tagfat, idet de smaa Stemmer ligesom sang: "Vi ere Guds Fugle, vi takke for Lyset og Livet med fløitende Tunge." Hjertet blødte i mig ved Tanken om de to smaa Stakler i Krogen i Hytten, og jeg besluttede, hvordan det saa gik, ikke at opgive at være dem til Nytte.