Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da jeg kom tilbage til Sølyst, fortalte jeg Heiberg mit Eventyr. Ak, hvilken Lykke at have En, man kan fortælle Alt, En, der kan høre og svare, saa det mærkes, at vi ere forstaaede. Min Tanke var hele Dagen beskjæftiget med de tre Skikkelser, jeg havde set i Hytten, og om hvem jeg endnu igrunden Intet vidste uden det, at de alle Tre vare ulykkelige. I det rige Hus traadte Hyttens Elendighed endnu stærkere frem for mit Syn. Ved det rigt besatte Bord tænkte jeg paa den blege, usunde Farve hos Børnene, tænkte paa, hvor godt et Stykke af den kraftige Steg vilde gjort dem. Da jeg om Aftenen lagde mig i min zirligt redte Seng, da tænkte jeg paa Børnenes Pjalter, hvori de slumrede, tænkte: "Ogsaa du har som Lille været under

        

95 Armodens Tryk; hvad har du da gjort, hvormed har du fortjent at løftes op til en høiere Tilværelse fremfor disse, der stode i Krogen som to fattige Spurveunger, manglende Klæder, manglende Mad?" Jeg sov ind under disse Betragtninger, drømte hele Natten om den høie Kvindeskikkelse, der var traadt saa truende hen imod mig, og min første Gang næste Morgen var hen til Kvinden og de Smaa. Jeg havde lagt en lille Plan for at komme til at tale ene med et af Børnene for derigjennem at komme under Veir med, hvorledes alt dette hang sammen. Jeg gik først ind til Bageren i Taarbæk og kjøbte en Del fint Brød, som jeg lagde i en Kurv. Med dette haabede jeg at formilde den Gamle og komme i Kast med et af Børnene. Min Plan lykkedes. Da den Gamle saae det fine Brød, satte hun et mildere Ansigt op end Dagen iforveien, men hun vedblev dog at sige onde Ord om Børnene og om sin slette Behandling, og nogen egentlig Besked var ikke at faa af hende. Da jeg gik, bad jeg, om ikke den lille Dreng maatte bære Kurven hjem for mig, hvilket hun tilstedede, idet en Strøm af Skjænd regnede ned over Drengen, hvorfor var ikke godt at blive klog paa. Da Barnet og jeg vandrede ene hjem sammen, havde jeg en Del Møie med at faa ham gjort frimodig imod mig; lidt efter lidt fortalte han, at den gamle Kone var hans Faders Moder, at Faderen for nogle Aar siden var druknet, at hans Moder hver Morgen maatte gaa ind til Byen for at sælge Fisk, og at det var deraf, de levede. Derfor havde jeg jo ikke truffet hende om Morgenen, da hun alt var taget ind til Byen. Paa mine Spørgsmaal, om det vel var sandt, at han og Søsteren ikke vare gode imod deres Bedstemoder, svarede Drengen Intet, men saae paa mig med et Udtryk af Sorg i Øiet, saa jeg ret blev skamfuld over mit Spørgsmaal. "Jeg maa tale med din Moder," sagde jeg, "naar kan jeg træffe hende?" - "Hun kan komme til Dem i Eftermiddag," svarede Drengen. Da jeg ikke ønskede, at hun skulde komme op paa Sølyst, hvor hun let kunde komme til Uleilighed, svarede jeg, at jeg næste Dags Eftermiddag atter skulde indfinde mig i Hytten for at tale med hans Moder. Som sagt, saa gjort. Næste Dag listede jeg mig efter Bordet ned i Fiskerleiet og saae alt i Frastand en høi, slank, ungdommelig Skikkelse staa udenfor Hytten med Haanden over Øinene, idet hun stirrede hen ad Veien, hvorfra jeg kom. Da hun saae, at jeg nærmede mig Hytten, traadte hun hen imod mig og sagde: "Det er vist Dem, der har været god imod Børnene, Gud velsigne Dem." - "Kom," sagde jeg, "lad os sætte os ned; De maa aabne Deres Hjerte for mig, og gid jeg da kunde være Noget for Dem." Vi satte os nu paa en stor Sten nede ved Havbredden. Nu først saae jeg rigtigt min nye Venindes Ansigt, thi et stort Tørklæde havde næsten skjult det for mig. Jeg saae nu den arme Kones Øine i en Tilstand, saa det gøs i mig. Øienkanterne sade næsten i det blodige Kjød, og kun sekundvis

        

96 formaaede hun at holde dem aabne. Da jeg derfor sagde: "Min Gud, hvad feiler Deres Øine?" brast hun i en heftig Graad, idet hun udbrød: Ak, jeg er jo saa godt som blind." At se de stakkels syge Øine saaledes græde smertede mig saa dybt, at jeg indstændigt bad hende samle sig og forklare mig sin Stilling i Haab om, at den lod sig lindre. Hun fortalte nu, at hun havde været gift med den gamle Kones eneste Søn, hvem hun inderligt havde holdt af. "For at kunne gifte os vare vi nødte til at flytte i Huset hos hans Moder, thi Huset var hendes. Hvad jeg her gjennemgik i mine første Ægteskabsaar, kan jeg ikke beskrive Dem; min stakkels Mand var tit bedrøvet over den Medfart, jeg fik af hans heftige, urimelige Moder, men hvad var herved at gjøre? Vi maatte finde os i Alt for at have Hus over Hovedet. Flere Gange have der været Liebhavere til Grunden her, thi Kjøbenhavnerne ville jo saa gjerne bygge deres Lyststeder her i Taarbæk, og der blev budt ret klækkeligt, saa min Mand inderligt ønskede, at hun vilde sælge og skifte med ham, at vi kunde have vort for os selv; men dette Hus, saa usselt det end er, er hendes Stolthed, og hun har aldrig villet indvilge i Salget. Endelig en Nat, Gud se i sin Naade til os, da min Mand var taget ud paa Søen efter Fangst, reiste der sig en saa frygtelig Storm, som om Verden vilde forgaa. Herre Gud, paa den samme Sten, hvor vi nu sidde, sad jeg og saae ud over Havet efter ham, indtil de stærke Bølgers Skum mod Stranden havde gjort mig drivvaad, saa jeg maatte ty ind til hende i Huset, der bandede Stormen, bandede Sønnen, mig og Børnene; det var, som om den Onde selv havde taget Ophold inde hos os. Time for Time gik; Morgenen kom, men han kom aldrig mere. Saa græd jeg og græd, og det holde Øinene ikke af, og derfor ere de, som De nu ser dem. Hans Moder derinde blev fra den Dag af endnu forfærdeligere, og nu er hun vel undskyldt, thi Forstanden er gaaet lidt efter lidt, men mere og mere ond er hun blevet. Mine stakkels to smaa Børn slaar og sulter hun, naar jeg nødes til at gaa til Byen for at sælge Fisk, for at vi dog ikke skulle mangle det tørre Brød; men jeg maa finde mig i Alt, thi Huset er hendes, og umuligt vilde det være for mig halvblinde Stakkel ogsaa at skaffe Penge til at betale Husleie for, og jeg vilde gjerne finde mig i Alt, naar kun ikke Børnene vare, thi jeg tror, de miste Forstanden tilsidst ved det Liv, de føre."