Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Enhver kan vel begribe, at denne simple Fortælling rørte mig dybt; der var saa store og tydelige Spor af fordums Skjønhed hos den slanke Skikkelse, som sad ved min Side, at en usigelig Medlidenhed greb mig over et saa forspildt Liv. Efter endnu at have talt en Tid med hende og søgt at trøste hende, saa godt jeg kunde, forlod jeg hende med den faste Beslutning at bringe en Forandring ind i hendes Liv, hvorledes jeg saa skulde bære mig ad. Opfyldt af disse Tanker gik jeg langsomt mod det skjønne Sølyst,

        

97 bag hvis Mure ogsaa Ufredsaander, om end af en anden Art, havde taget Ophold. Hvor ofte hører dog ikke vor himmelske Fader vore gode Bønner! Paa min Vandring hjemad bad jeg inderligt, at Han vilde hjælpe mig til at forandre denne Moders og hendes Børns Skjæbne. Idet jeg nu dreiede ind ad Sølysts Have, møder Suhr mig i en af Gangene op til Huset. Jeg maa have været i en egen Bevægelse, thi Suhr udbrød: "Feiler De noget, mig synes, De ser saa bleg ud?" Og nu fortalte jeg ham, varm af det Indtryk, jeg havde modtaget, den hele Sag med større Veltalenhed, end det havde været mig muligt, naar nogle Dage vare gaaede efter Mødet ved Stranden. Han hørte opmærksomt og rørt paa mit Eventyr og sagde, da det var tilende: "Vær ikke mere bekymret; jeg kan ikke taale, at De ikke ser fornøiet ud. I Morgen skal jeg forhøre mig hos Sogneforstanderen om Konens Rygte, og er dette godt, saa lader der sig vel gjøre Noget for hende og Børnene." Ved disse Ord faldt ret en Sten fra mit Hjerte, thi jeg syntes, at jeg ikke vilde kunne have en glad Dag, saa længe jeg vidste dem Alle i denne Nød.