Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Hurtig som Suhr var i alle Forretningssager, kom han alt næste Dag til mig og sagde: "Konen er brav, jeg har forhørt mig; maa jeg nu meddele Dem min Plan. Jeg har været nede i Skovshoved for at se paa en Grund, hvor jeg meget gjerne vilde bygge et Hus til Deres Protegée. Jeg har endnu ikke faaet Besked paa, om Grunden er til at faa, men jeg haaber det; saa kan hun flytte derned og hun og Børnene leve i Fred." Man vil kunne tænke sig, hvor glad jeg blev. Den gode Suhr var nu uudtømmelig i at betænke Alt for den stakkels Kone; snart havde han set paa Kakkelovne, der vare hensigtsmæssige i et saa lille Rum; snart paa Skorstene; en lille Tegning havde han alt bedet en Murer om o. s. v. Jeg meddelte nu Konen vore gode Udsigter, og hun saae ud, som om jeg fortalte hende et Eventyr. Men det gik dog ikke ganske saa glat, som det saae ud i Begyndelsen. Grunden, hvorpaa Huset skulde staa, vilde Eieren ikke af med, da det kom til Stykket, og andre vare ikke at faa. Suhr gik nu en anden Vei og fik Communen til at tage sig af Sagen. Den Gamle var afsindig, og hun blev optaget i et Slags Hospital, Huset solgt og Pengene givet til Enken; disse i Forening med en maanedlig Understøttelse af Suhr gjorde, at den stakkels Kone og hendes Børn befriedes fra det daglige Helvede, hvori de levede. Jeg følte mig lykkelig over, at det nu var blevet mig forundt at have virket hertil. Ofte, naar Suhr kom hjem fra en eller anden Tur, sagde han: "Jeg kan hilse Dem fra Deres Kone." Han havde virkelig faaet Interesse for hende, saa man ret kunde kalde ham en glad Giver. Saadanne Øieblikke vare Suhrs elskværdigste. Han kunde være kold som Is, men denne Is kunde smeltes. Stakkels Suhr! Der var Ingen, der gav ham saa megen Varme, at Isskorpen smeltede

        

98 om det ensomme, af Faa forstaaede Hjerte. Hvilken Trøst ligger der dog ikke i den Tanke for os Alle, En er der, som hører dine Tanker, som ser dine Bevæggrunde, som kjender, hvad der kan siges til din Undskyldning. Naar jeg roste Suhr for hans gode Hjerte til at hjælpe, hvor der var Nød, da sagde han med sin bevægede Stemme: "Det er jo kun min Pligt."