Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

af hint Sted, hvor for ham enhver Plet var hellig, ethvert Mindesmærke seværdigt. Nu formaaede han ikke længer at holde sin Lyst og Længsel tilbage. Det blev besluttet, at han en af Dagene i denne Sommer skulde reise over til Hveen for at stille sin Længsel, og da han havde fundet en ung Maler, der vilde tage med over og optage Skizzer af, hvad der endnu fandtes, var alle Hindringer overvundne. Han leiede en Fiskerbaad, og da han, hans Instrumenter og Kikkerter, Maleren og en vel pakket Madkurv, som Fru Suhr havde forsynet ham med, vare indkvarterede i Baaden, gik det i strygende Fart over Sundet. Paa Sølyst fulgte vi Alle Baadens Fart; i en stor Kikkert saae vi den, om end noget utydeligt, lande paa den Ø, hvor Heibergs Tanker med ærefrygtsfuld Kjærlighed havde dvælet alt som Dreng, en Kjærlighed han blev tro til sin Død. Det var først bestemt, at han kun vilde blive to Dage derovre; men de to blev til otte. Efter et Par Dage fik jeg et lille Brev, sendt over med en Fisker, hvori han meldte mig, at han ikke endnu kunde løsrive sig. Jeg saae af disse Linier, hvor betagen og opfyldt han var, og jeg undte ham ret af Hjertet at blive derovre, indtil han havde tømt Bægeret til Bunden. Det var forunderligt for mig, naar jeg sad paa Høien i Sølysts Have, at se over Sundet den Plet, Heiberg befandt sig paa, uden at kunne 99 komme derover. Det var første Gang i vort Ægteskab, at vi en eneste Dag havde været adskilte, og vi lo gjensidigt over, hvilken Vigtighed vi tillagde denne Udenlandsreise. Jeg tør paastaa, at der i vort ægteskabelige Samliv intet Trivielt havde indsneget sig i Aarenes Række. Jeg selv gøs tilbage herfor, og med en saa fin, ridderlig Natur som Heibergs var det let, endog for en saa ømfindtlig Natur som min, ikke at saares paa noget Punkt af den trivielle Gaaen i Negligé for hinanden, saa vel i legemlig som i aandelig Henseende, som saa ofte indtræder imellem Ægtefolk. Der vedblev altsaa i vort Ægteskab - om jeg tør bruge dette Udtryk - et Courtoisieforhold. En Forfatter skrev engang efter Heibergs Død i Anledning af den lille Brevvexling, der udkom, for at de, der ikke havde Anelse om Heibergs Personlighed, herigjennem kunde faa et lille Indkig i den: " Heiberg var en sværmerisk Natur" . Den store, hurtigt dømmende Masse har vel denne Characteristik forundret noget, og den har vel tvivlet om dens Sandhed paa Grund af den stærkt udviklede kritiske Side i hans Naturel, og dog er Intet vissere. Saa vist jeg veed, at jeg, medens Heiberg var paa Hveen, i de deilige Maaneskinsaftener gik paa den ene Side af Sundet til langt ud paa Natten med Tankerne ovre hos min Ven paa den berømte Ø, gik og tænkte mig rørt over hans mandige, fine, noble Natur, saa vis er jeg paa, at han paa den anden Side af Havet, med et Sværmeri, som de fleste Ægtemænd vilde finde forunderligt nok, har anstrengt sig for igjennem sin Kikkert at se Skrænten ved Sølyst og sendt mig sit Godnat over Havet, inden han gik til Hvile.