Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Sommeren 1845 med dens Glæder, smaa Sorger, Ængstelser, Forhaabninger, Drømme, Planer for Fremtiden, kort alle disse Stemninger, hvori dette vort jordiske Liv bevæger sig, var forbi, og de døde, malede Skove, Bække, Blomster skulde atter for mig træde i Stedet for de grønne, friske, levende. Og dog, hvilket Liv formaar ikke Illusionen at give alle disse saakaldte døde, malede Skjærmbrætter! Medens Sjælen i den virkelige Natur drømmende indsuger Duften af dens Skjønhed, idet den hviler ligesom ubevidst i Ro, medens alt dette Liv, denne Væxt, dette Mylr af Frembringelser foregaar i rastløs Travlhed, i en ustandselig Fremadstræben; medens man ligesom vugges i Stilhed og Hvile og føler, her er Intet at gjøre, som behøver din Hjælp, Alt gaar sin Gang efter bestemte, faste Love, og du har Intet at gjøre uden at modtage i Tryghed, hvad Han, den Mægtige, giver, - hvilken Forskjel mellem denne rolige, nydende, modtagende Tilværelse og den Tilværelse, der kræves af os i den udøvende Kunst! I dette Musernes Rige ere vi den skabende Magt, her er det os, der skulle frembringe, os, der med vor Aand skulle opvarme og sætte Liv i alt dette Døde; os, der skulle gjøre Illusion til Sandhed og Sandhed til Illusion; her bestaar vor Nydelse ikke i Hvilen, men i Arbeidet, og det i et Arbeide, der sætter de mindste Fibre, de mindste Nerver i Bevægelse, der sætter vor Sjæl i en Spænding, som de Uindviede lige saa lidt forstaa i dette Kunstens Værksted, som de forstaa det hist i Naturens. En Kunstner har salige Smerter, der ere ham uundværlige, thi i disse Smerter arbeider han for at naa og gribe Skjønhedsidealet; dette er hans ulykkelige, lidenskabelige Kjærlighed; han opgiver den ikke, men sætter Livet ind paa at vinde den Elskede.