Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I Saisonen 1845-46 vil jeg forbigaa en hel Del af de nye Roller, jeg 102 spillede, dels fordi ingen af dem ret har interesseret mig selv, dels af Frygt for at trætte. Dette Spilleaar bør desuden væsentligt tilhøre den glimrende svenske Gjæst, Jenny Lind, hvis Sang og Fremstillinger paa den danske Scene i saa høi Grad trak Interessen til sig, en Interesse, der vistnok aldrig var mere begrundet end her. Naar man siger om Jenny Lind, at her var Natur og Kunst blevet til Et, da er det her ingen Phrase, men en dyb Sandhed. Jeg havde ofte sagt til Heiberg: "Gid jeg snart kunde se noget Nyt, Stort og Skjønt, at det ret kunde opflamme min Lyst; man dør langsomt ved ideligt kun at se det Samme, man kjender." Her, under Nydelsen af Jenny Linds lykkelige Naturbegavelse, fik jeg mit Ønske opfyldt. Hvor trist, at hun ikke selv saa godt som vi Andre forstod denne lykkelige Naturs Bestemmelse! Forsynet havde skabt hende, for at hun skulde træde i Musers og Gratiers Tjeneste; hun selv trak sig tidligt tilbage fra dette Hverv, overladende sig til Bitterhed mod Verden og Menneskene. Og dog, hvo tør dømme hende? Hvo veed, hvilke Smerter, hvilke Fornemmelser det rige, begavede Bryst har havt at kæmpe med? Det er vanskeligt at synge med Graad i Halsen, at le med Taarer i Øinene, at pynte sig, naar Ens Stemning er at søge i en mørk Krog, hvor man indhyllet i et Slør kan overgive sig til sin Smerte og lade Tankerne Stykke for Stykke lægge det Iturevne frem for Phantasien, uden Haab om at disse Stumper nogensinde mere kunne sammenføies til en Helhed. Kun en af Saisonens mest søgte Nyheder vil jeg af en og anden Grund berøre, nemlig det franske Femaktsstykke "Don Cæsar de Bazan". Det franske Theaters Frembringelser, hvoraf vort for en Del levede, var efterhaanden blevet tyndere og tyndere. Ligesom en gammel, sminket Kokette smører tykkere og tykkere paa af den Sminke, der tidligere, brugt med Smag, forskjønnede hende, saaledes maatte de franske Forfattere bruge altid tykkere Pensel, altid grellere Farver til deres dramatiske Arbeider, hvis de vilde være visse paa at vække de slumrende Sjæle, der tyede til Kunstens Tempel for ikke rent at falde i Dvale over Livets Trivialitet, som de manglede enhver Løftestang til at hæve sig over. I saadanne Tider græde de virkelige Muser, thi med dem vil man igrunden Intet have at gjøre; det er kun Maskerademuser, man ser op til, og kun for disse svinger man Røgelsekarret. En saadan fransk Nyhed, malet med den tykkeste Pensel og de grelleste, spraglede Farver, havde det danske Nationaltheater optaget i sit Repertoire, idet dets Censor havde antaget "Don Cæsar de Bazan". Michael Wiehe fik her for første Gang Leilighed til at spille en Characterrolle, Kongen af Spanien, der var en complet latterlig Figur; men Wiehe lagde sit interessante Ydre, sin sjælfulde Stemme, sit lidenskabelige Blik til, og Alle tænkte, at Forfatteren virkelig havde leveret en characteristisk Figur, medens han kun havde leveret en hul Dukke, som Wiehe pustede Liv i og paaklædte saa vel, at man troede,

        

103 der bag denne folderige Kappe befandt sig et Legeme. I Maritanas Rolle havde jeg atter den Glæde eller Sorg, ligesom man vil tage det, at Publikum fandt denne Rolle en af mine fortrinligste. V. Holsts elskværdige Personlighed passede særdeles vel til Titelrollen; det Forcerede deri modererede han, det Godmodige og Noble trak han frem, og da han var aldeles fri for Affectation, hvortil denne Rolle paa mere end et Sted opfordrede, saa forelskede de unge Kjøbenhavnerinder sig i den ædle Don Cæsar de Bazan, og Stykket blev i flere Aar et Kassestykke. Heiberg kaldte bestandigt denne Comedie en Hundecomedie, og vi havde mange Løier over Folks Enthousiasme ved denne storartede Kunstnydelse. "I forekomme mig Allesammen," sagde han, "som paaklædte Hunde, der gaa paa Bagbenene, og naar jeg ser paa Jer, sidder jeg i en Angest for, at I som andre Hunde skulle blive trætte af at gaa paa Bagbenene og falde ned paa alle fire." Da jeg var enig med ham, saarede denne Kritik mig ingenlunde, men opvakte kun min hjertelige Latter, en Latter, jeg selv under Udførelsen af Rollen havde ondt ved at holde tilbage; da nu tillige Tilfældet eller Indskydelsen - hvad man vil - gjorde, at Fru Sødring spillede sin fornemme, comiske Dame, der unegteligt var mere et Dyr end et Menneske, saa lig en pyntet Hund og med en saa uimodstaaelig comisk Kraft, saa var det ved Fremstillingen af Maritana min væsentligste Opgave ikke for Publikums Øine at briste i Latter, medens de sade rørte over mit interessante Spil. Og dog hørte jeg dengang ofte, meget ofte Damer udbryde: "Saaledes har De aldrig henrevet mig som i "Cæsar de Bazan"!" Hvor behageligt en saadan Roes klinger i Ens Øren, siger sig selv. Imidlertid, vi toge Sagen fra den lystige Side og sagde med Jøden i "Østergade og Vestergade": "Wenn det er Dem en Fornøielse, saa er det ogsaa mig en Fornøielse." Nielsen spillede den ældre Adelsmand, Kongens Fortrolige i hans lidenskabelige Kjærlighed til Maritana. Han var som bekjendt i Aarenes Løb bleven overmaade tyk, og aldrig kan jeg glemme hans Udseende i den spanske Ridderdragt i dette Stykke; jeg tror virkelig, at en lille Nisse havde grebet Heibergs Idee om de paaklædte Hunde, thi ogsaa han saae unegteligt saaledes ud, naar Øiet først var blevet aabnet for dette Billede. Fru Sødring og jeg turde neppe paa Scenen se paa hinanden af Frygt for at briste i Latter, naar Nielsen stod der i den korte spanske Kappe, med Fjederbaretten trykket ned i Øinene og med et Udtryk som en arrig, knurrende Hund; thi ogsaa han kunde selvfølgelig se det Uværdige i at spille slige Roller. Nielsen var forresten udenfor Scenen endnu en smuk Mand til Trods for sin Førlighed og sine Aar. Den høie Pande, de brede Tindinger, det smukke, bløde, brune Haar, den fintdannede Næse og den veltalende Mund, hvorfra den sonore Stemme lød, det livlige, af en utilregnelig Phantasi opbrusende, varme Væsen gjorde, at man nok forstod den Magt, som

        

104 denne Personlighed øvede paa saa Mange. Naar han med denne Stemme, med den lidenskabeligste Betoning paakaldte alle Guders Vidnesbyrd for sin Tale, begreb jeg godt, at de, der ikke vare vante til at se ham i hans daglige Folder, som ikke kjendte, hvad der skjulte sig bag disse Folder, at de troskyldigst troede paa, hvad det den Dag laa ham paa Hjerte at bilde dem ind. Forfængelige, nysgjerrige, sladderagtige, for ikke at tale om usandfærdige Mandfolk have altid været mig en Vederstyggelighed, og desværre, disse Halvmænd ere ikke saa sjeldne. Men, besynderligt nok, har jeg aldrig kunnet trives i deres Nærhed, saa have de endnu mindre kunnet trives i min. Jeg er for dem det Samme som Katten i Stuen er for Mange; de blive urolige, ufrie, indtil dette electriske Dyr atter er jaget ud ad Døren; først da befinde de sig atter vel. Med Nielsen havde jeg det i de senere Aar paa en egen Maade. Det saae virkelig ud, som om Had og Kjærlighed stred i hans Sjæl lige overfor mig. Det utroligt Lunefulde i hans Character førte til, at han den ene Dag uden Grund gjorde mig sin Kur og næste Dag, atter uden at jeg vidste nogen Grund hertil, var aldeles barnagtigt uartig og frastødende i sit Væsen. Heiberg sagde, at det gik En med ham som med Barometret: hver Morgen maatte man skaffe sig Underretning, om det var sunket eller steget. Det er umuligt Andet, end at en saadan Figur til daglig Brug bliver til Latter paa Theatret mellem Personalet, til Trods for den Respect, han som Skuespiller maatte indgyde.