Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Som en Prøve paa, hvor hurtigt dette Menneske kunde slaa om i sin Opførsel, vil jeg fortælle en lille Historie om ham og mig. Paa de første Prøver af "Don Cæsar de Bazan" erindrer jeg, i hvilket ufordrageligt Humeur han var mod Alle; men især hver Gang jeg nærmede mig, satte han et Ansigt op, som i min daværende Stemning ofte gjorde, at jeg maatte vende mig bort for at skjule den Latter, der uvilkaarligt trængte sig frem ved at se et Menneske uden al tænkelig Grund paatage sig en slig Mine. Hans Had til Heiberg var mere bestemt og permanent, men med mig gik det op og ned og kunde forandre sig, lige saa hurtigt som Vinden dreiede sig. Paa en af disse Prøver var han som sagt ganske utaalelig. En af Skuespillerinderne sagde da til mig: "Men hvad har De dog gjort dette Menneske? Han er utrættelig i at bagvaske Dem og lyve Dem paa; det ser jo virkelig ud, som om han formeligt hadede Dem." Smilende svarede jeg: "Deri tager De feil! Han hader mig ingenlunde, tvertimod, han elsker mig snarere saa høit, at jeg kan faa ham til at gjøre, hvad jeg vil, saafremt jeg vil nedlade mig til at smigre hans Forfængelighed lidt." - "Deri tager De bestemt feil," sagde hun, "i Dag faar De ham sandelig ikke af Stedet, saa ond er han sindet mod Dem." Da blev jeg noget kaad i min Overgivenhed og sagde: "Vel, sig selv, hvad De vil have, at jeg skal faa ham til, og De skal se, at jeg er istand dertil."