Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Hvor ofte har dog dette Menneske i sin grænseløse Holdningsløshed været mig rent uforstaaelig! Saaledes da Christian den Fjerdes Rolle i "Elverhøi" efter Ryges Død paany skulde besættes, da var jo Nielsen unegteligt den Nærmeste, for ikke at sige den Eneste, der kunde overtage den efter Ryge. Men hvad sker? Kort før Stykket skulde besættes, faar Heiberg en Dag et Brev fra Nielsen, saa plat, saa raat, saa hensynsløst, at man selv maa have læst det for at tro Sligt muligt af en Mand, der dog ikke stod udenfor det dannede Selskab. Dets egentlige Indhold var, at det var ham modbydeligt at spille nogen som helst Rolle i et Stykke af Heiberg, og han bad derfor en Gang for alle Heiberg om at fritage ham for nogensinde at optræde i disse . Heiberg svarede ham ikke, men sendte Brevet til Collin, som deraf kunde se, at man ikke turde byde Nielsen Christian den Fjerdes Rolle i "Elverhøi", og saaledes blev Rollen et Par Dage efter overdraget til Hr. Kragh. Samme Dag som dette var sket, spillede Nielsen og jeg om Aftenen i Andersens "Kongen drømmer". Da han kom ned paa Scenen, mærkede jeg strax, at hans Sind var stærkt i Oprør. Da han saae mig, stilede han lige hen imod mig; men mindst anede jeg, hvad nu kom. Med et vist vemodigt og bedrøvet Udtryk klagede han nu for mig over Heibergs Uretfærdighed mod ham. "Er De dog ikke enig med mig, gode Fru Heiberg," udbrød han, "at naar Christian den Fjerdes Rolle skal gjenbesættes, Ingen da er nærmere til at spille denne Rolle end jeg?" Jeg hørte med Forbauselse paa ham og vidste ikke, om jeg kunde tro mine egne Øren. "Men min Gud," udbrød jeg sagtmodigt, thi jeg havde virkelig i dette Øieblik Medlidenhed med denne vankelmodige Sjæl, "har De da rent glemt det Brev, De for faa Dage siden sendte Heiberg? Heri frabeder De Dem jo nu og for Fremtiden nogensinde mere at spille i hans Stykker, hvilket De skriver er Dem en Kval; Heiberg havde naturligvis villet overdrage Dem Kongens Rolle, men efter Deres Brev til ham lod det sig jo ikke længere gjøre." Med famlende Ord, snakkende op og ned om Uretfærdighed, vedblev han sin Paastand, at han var skammeligt fornærmet! Hvad er der nu at gjøre med slige Mennesker? Indbildning og Sandhed, Illusion og Virkelighed, Følelse og Affectation ere saa sammenfiltrede i deres hele Væsen, at det er umuligt for Andre, umuligt for dem selv at blive klog paa, hvad der er det Ene, hvad det Andet. En Del Aar efter sagde han engang Noget til mig, som til Dels oplyste mig om hans Tilstand. Han sagde: "Jeg forsikrer Dem, at min Fantasi er saa levende, at jeg aldrig veed, om jeg har drømt Noget, eller om jeg virkelig har oplevet det; ofte tror jeg, at hvad jeg har oplevet er en Drøm, og at hvad jeg har drømt virkelig er foregaaet." Jeg saae i denne Bekjendelse en 107 Undskyldning for alle de Usandheder, han med sin overtalende Stemme saa ofte fik Andre til at tro paa, Usandheder, der saa ofte blodigt gik ud over Næstens gode Navn og Rygte. Det lader sig vel ikke negte, at Heibergs mangeaarige Bekjendtskab med denne Kunstnersjæl gav ham Ideen til Scenen mellem Døden og Skuespilleren i "En Sjæl efter Døden".