Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

I denne Vinter, hvori saa Lidet af Interesse kom paa Scenen, hengav jeg mig ret til mine natlige musikalske Studier, medens Heiberg fordybede sig i sine Beregninger over Himmellegemernes Gang. Fortvtivlet over at vor dramatiske Litteratur laa saa øde og død, opfordrede jeg ideligt Heiberg til dog at skrive for Theatret, men altid forgjæves. Ofte svarede han mig: "Skriv selv!" og i min Sorg over hans dramatiske Taushed, begyndte det virkeligt at løbe mig rundt i Hovedet, om jeg kunde skrive Noget, der lod sig spille. Ofte faa vi Impulser til noget for os Vigtigt af ganske smaa Begivenheder. Saaledes hændte det en Dag, at det ringede paa vor Dør, idet jeg vilde gaa ud i Byen for at gjøre nogle Visiter; jeg kom saaledes til selv at lukke op for den Ringende. Det var en ret velklædt Kone, der traadte mig imøde, men jeg blev formeligt forbauset over, i hvilken Grad hun lignede en Rotte. Hvor forundret blev jeg nu ikke ved, da jeg spurgte hende, hvad hun vilde, at faa til Svar: "Jeg vilde gjerne spørge Dem, om De ikke har Rotter, der skulle fordrives, thi det besørger jeg?" Hun sagde dette med et saa livligt Udtryk i de runde, glinsende Øine, at hun virkelig i en endnu høiere Grad kom til at ligne en Rotte, saa hun ordentlig gjorde mig ganske bange, og jeg skyndte mig med at faa hende bort. Jeg kunde i lang Tid ikke faa denne Kone med sit Rottephysiognomi ud af mine Tanker; saa levende var Indtrykket, at jeg selv i dette Øieblik, henved 20 Aar efter, ser hende grangivelig for mine Øine, med sin lange Næse. sine runde, mørke, smaa, glinsende Øine, hvori noget Klogt, noget Ondskabsfuldt lurede. Jeg faldt hen i Reflexioner over den Mening, som Mange have, at Mennesket kan ved idelig Omgang med et vist Dyr lidt efter lidt komme til at ligne dette i Væsen, Manerer og Udseende. Her var jo virkelig et Bevis derpaa. At Dyr, især Hunde, antage deres Herres Væsen, det har jeg set mere end een Gang. Afdøde Skuespiller Lindgreen f. Ex. havde en gammel Moppe, der i den Grad lignede sin Herre, at det var aldeles utroligt for den, der ikke selv havde set den og ham sammen. Allerede da jeg som Barn om Eftermiddagen kom hjem til Lindgreen, for at han kunde høre, om der var 108 Noget at bemærke i mine Roller, hørte jeg Lindgreen og Moppen snorke omkap i deres Eftermiddagslur; og naar de da vaagnede, og begge vraltende af Fedme kom ind til mig, var Ligheden saa fuldstændig som muligt. Ogsaa er det vist, at Mennesker i den Grad kunne leve sig ind med et Dyr, især med en Hund, at de paa en Maade forvirres i deres Tankegang, Dyret angaaende. Det er ikke længe siden, at en Dame her i Byen meget omtaltes paa Grund af sin Sorg over en Hunds Død. Naar Nogen vilde trøste hende med, at en Hund dog var en Hund, og at man ikke burde sørge over et saadant Dyr som over et Menneskes Tab, da udbrød hun: "Det er ingen Hund, jeg har mistet, det er en Fader, en Moder, en Søster, en Broder, og Ingens Tab har været saa stort som mit!" Det maa vel udtrykkeligt bemærkes, at denne Dame ingenlunde var afsindig; hun var ellers ved sine fulde Fem. I gamle Dage morede det mig ogsaa meget, naar jeg en Gang om Ugen malede hos min rare Frøken Løvmand, da at betragte to gamle Ægtefolk og deres Moppe, der boede lige overfor i Frederiksberggade. Manden var formodentlig Pensionist, thi det var tydeligt, at han Intet havde at bestille, uden det at faa Dagen til at gaa. Saa snart Veiret var mildt og smukt, aabnede de Vinduet derovre; Manden, Konen og Moppen sade da alle tre med Shawl om Skuldrene og betragtede de Forbigaaende paa Gaden. Frøken Løvmand fortalte mig, at de i den Grad havde optaget Moppen som Lem af Familien, at de en Gang, da de ønskede at flytte over i hendes Værelser, sagde: "Stor er Leiligheden jo ikke, men altid stor nok til os tre ." Kort, denne Abekatteside hos Menneskene saa vel som hos Dyrene beskjæftigede levende mine Tanker, og da jeg netop den Gang læste lidt Naturhistorie, iblandt Andet en lille populair Bog af Præsten Strøm, opstod lidt efter lidt for mig Sujettet til Vaudevillen "Abekatten". Ja, Gud bedre det, denne Vaudeville er virkelig skrevet af mig; Frøkenen med sine Kalkuner, Iversen med sin Lidenskab for sin Abekat, disse to Figurer udsprang dels af Rottekonen, dels af mine naturhistoriske Betragtninger. I mine musikalske Nattetimer componerede jeg alle de Melodier, som findes i dette Stykke; Ordene og Melodierne bleve til paa een Gang, og Timerne fløi som Minuter. Da jeg ikke længe kunde beholde denne vigtige Hemmelighed for mig selv uden at betro den til min Ven - men ogsaa kun til ham -, saa varede det kun kort, inden jeg bad Heiberg, naar han om Aftenen endelig løsrev sig fra sine Stjerner, om jeg maatte synge lidt for ham. Han blev helt forundret over disse Sange, og hans Godhed for mig gjorde, at han med Kjærlighed lyttede til dem; men han bad mig dog indstændigt ikke at gaa videre i denne Sag. "Tænk, hvilken Leilighed," sagde han, "for dem, der ville mig ilde, om de peb et Stykke ud af dig! Nej, slaa dette ud af din Tanke!" - og jeg slog det med et Suk ud af min Tanke. Men ingen Uven af Heiberg kunde dog 109 forbyde mig min stille, natlige Glæde, naar jeg holdt den for mig selv; Stykket derimod blev henlagt, og jeg tænkte ikke mere paa at fuldende det.