Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Vor Bolig paa Søkvæsthuset laa, som man veed, temmelig nær ved Amager Port. Denne stakkels flade, af Kjøbenhavnerne lidet paaagtede Ø, havde jeg skjænket min særdeles Yndest. Ikke en eneste pyntet Kjøbenhavnerinde havde man her den Glæde at se; kun Amagerbondelivet traadte En imøde. Uforstyrret og fordybet i sine egne Tanker kunde man her vandre langt ud i Landet, uden at risquere, at en sladderagtig Bekjendt trættede En med Dit og Dat, hvorfor man ingen Interesse havde. Jeg tror virkelig, at Ingen i det hele Kjøbenhavn kjender Amagers Skjønhed som jeg; maaske jeg ogsaa har en særegen Smag, netop for denne Art af Skjønhed, nemlig Sletteskjønheden, hvor Blikket ingen Hindring møder, men kan strække sig fremad i det Uendelige, kun standset af Himlens Bue. Denne Naturskjønhed har altid for mig havt en stor Tillokkelse, en stor Beroligelse; det Meget, som ellers hemmer og standser Synet, snart et Hus, snart en Række Træer, snart en Høi, fører Tanken bag alle disse Gjenstande, og man har en vis utaalmodig Higen efter at naa, saa eet af disse Punkter, saa et andet, og denne Higen forstyrrer den rolige Gang, hvori vor Tanke ellers søger Hvile. Mine Venner lo ofte over min Kjærlighed til dette flade, og som de dristede sig til at sige, stygge Amager. Men hvoraf kom det, at de fandt det stygt? Deraf at de her i Naturen, som saa ofte ellers, søge en anden Skjønhed end den, som netop dette Sted tilbyder. De betænkte ikke, at her maatte man holde sig til den mest ideale af al Skjønhed, nemlig Lysets Virkning, dets Fortoning paa Himlens Skyer, som paa alle Gjenstande paa Jorden. Hvilken mageløs Himmelhvælving har Øiet ikke at glæde sig over paa Amager! Kun paa de jyske Heder ser man slige Skygrupper, glimrende ved deres Farvepragt ved Solnedgang, alvorligt storartede i et truende Uvejr. Men Et kommer jeg til at bekjende, Amager er kun skjønt i Foraar og Efteraar; ved Midsommer er Monotonien for stor; men hermed standser ogsaa al Imødekommenhed fra min Side. Hvor udvidede ikke mit Bryst sig, naar jeg i det meget tidlige Foraar, mat i Sjælen af den foregaaende Aftens Anstrengelse paa Theatret, ene vandrede ud ad den kjære Amagerport! Ti Minuters Gang - og Alt hvad der hed Byliv og Kjøbenhavn var forsvunden, og man drømte sig langt ude paa Landet, midt i et travlt Bondelivs Sysler! Medens da de gode Kjøbenhavnere endnu ingen Anelse havde om, at Foraaret alt havde løftet sine Vinger, gik jeg her langs med de frodige Marker, farvede med et Grønsvær, som ingen Sommerpragt senere giver, og over disse grønne Fløielstepper svang sig Hundreder af Lærker med Triller saa stærke, saa energiske, saa jublende, at man kun undrer sig over, at dette lille Fuglebryst ikke sprænges, og den lille Sanger styrter død til Jorden. Hvor ofte, naar 110 jeg saaledes om Foraaret noget vemodig gik ud paa mit kjære Amager, have ikke disse smaa Sangere lettet mit Bryst, idet jeg sagde til mig selv: "Nei, naar Lærkerne svinge sig syngende mod Sky og "prise Vor Herre saa godt de formaae", da bør vi Mennesker være med og ikke fortabe os i vore egenkjærlige Sorger." Undertiden blev jeg ledsaget paa disse Ture af Heibergs Moder, der da ofte paa sin kjærlige Maade ytrede, idet hun tog mig under Armen: "Ak, min Hanne! Jeg har altid syntes, at et af Livets største Goder bestaar i, at To Arm i Arm vandre sammen i en fortrolig Samtale, saaledes som vi nu gjøre det." Det var bestandigt hendes Styrke til given Tid at sige noget Behageligt, Noget, der ligesom satte Seglet paa den Hengivenhed, hun havde for sine Venner. For det Meste gik jeg dog ene og glædede mig i Taushed over denne Natur; thi jeg var heri ganske forskjellig fra Heibergs Moder; kun ene og taus formaaede jeg at smelte sammen med Naturens Stilhed og Skjønhed. Talen forstyrrer altid Indtrykket for mig. For at glæde sig i Naturen skal man altid lytte til dens Røster, til Fuglenes Kvidren, til Insekternes Summen, til Vindens Susen, til Vandets Piasken, ja til den fjerne Hunds Bjæffen. Talen forstyrrer dette Orchesters Harmoni; da man ikke kan lytte, naar man taler, saa hører man Intet til alle de Accorder, der netop stemme Sjælen saaledes, at vi formaa at høre, at forstaa, hvad vi høre. Jeg vil derfor tilstaa, at jeg helst gik ene ud paa mit ensomme Amager. Alle de smaa Remiser, der som Oaser ere strøede paa Markerne, kjendte jeg nøie hver og en; ofte naar jeg trængte igjennem Buskene, sprang en Hare forskrækket op, idet den kastede et Sideblik til mig, som om den vilde sige: hvad mon hun vil her? Hvor ofte har jeg siddet paa en Træstub i en af disse Remiser og glædet mig over Synet af de fjerne Seilere paa Kallebodstrand, naar de ligesom syntes at glide for fulde Seil hen over de flade Marker, thi Stranden selv bliver paa Grund af Markernes Høining ude af Synskredsen. Hver Hytte og til Dels dens Beboere kjendte jeg derude, og lidt efter lidt blev jeg i Aarenes Løb kjendt saa godt som af alle de Amagere, der boede i de nærmeste Byer, og mangt et venligt Nik, mangt et venligt Goddag gjorde mig disse Veie end kjærere. Simple Folk have en egen Forestilling om Kunstnere, især fra Theatret; enten holde de dem ikke for bedre end dem, der æde Blaar paa Dyrehavsbakken, eller ogsaa stille de dem ved Siden af de Høieste i Samfundet. Det sidste havde jeg en Gang et pudsigt Exempel paa. En Dag, da jeg just stod i Begreb med at vandre ud ad mine kjære Veie, kom Christine Løvmand for at besøge mig, og jeg fik hende da til at følge med, for at jeg kunde vise hende Amagers Skjønhed. I et af Smaahusene derude boede en original Kone, frimodig og snaksom. Hun havde en lille Traadhandel, saa man let kunde give sig et Ærinde ind til hende. Jeg fik paa denne Dag Lyst til at vise Frk. Løvmand,

        

111 der i høi Grad havde Sans for det Comiske, min eiendommelige Kone; vi gik derind, og som sædvanligt vare vi i et Nu i en livlig Samtale, hvori Frk. Løvmand ikke tog mindste Del. Da jeg nu nogen Tid efter atter ene besøgte den snaksomme Kone, spurgte hun mig i stor Alvor: "Hvor er Deres Hofdame i Dag? Hvorfor er hun ikke med?" Denne Tiltale satte mig virkelig i stor Forlegenhed, thi den kom saa uventet, at jeg havde den største Umage for ikke at briste i Latter, thi lige saa vist det er, at mangen en Hofdame maatte ønske sig at have Christine Løvmands Finhed i Sjælen, lige saa lidt vil Nogen, der kjender min Veninde, kunne tænke sig hende iført den ydre Nimbus. Konen kjendte mig godt; hun vidste mit Navn, min Stand, men desuagtet syntes hun, jeg maatte have en Hofdame, ligesom Dronninger og Prinsesser. Paa dette Punkt støder man ideligt paa Forvirring hos simple Folk; ja man vilde - hvis jeg nu gad brede mig over dette Thema - forbauses over, hvilke Anmodninger man af og til har gjort mig i de forskjelligste Retninger, snart om Embeders Besættelse, snart om Capitalers Tilveiebringelse, snart om at blande mig i Familieforhold, der vare mig aldeles ubekjendte, ja, i det Utroligste, saa vis var man paa, at for mig var Intet umuligt.