Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

componeret og Ord satte til. Hvad var nu naturligere og simplere, end at en saadan kvik lille Amagerpige ikke alene havde en lykkelig Elsker, men tillige en ulykkelig, og inden kort Tid fødtes Amageren Rasmus, og Sangen mellem ham og Lisbet: "Kom, min Skat! hør Dandsen kalder os," kunde En, som havde staaet og lyttet ved min Dør, have hørt mig synge, længe før Nogen anede, at den existerede; saa uskyldigt blev disse Sange til, at det aldrig faldt mig ind, at nogen Anden end jeg, høist Heiberg, skulde høre dem, eller at de nogensinde skulde lyde fra andre Læber end mine, og det i stille Ensomhed. Men det veed Gud, de bleve sungne i denne Ensomhed. Ofte efter at jeg havde spillet paa Theatret og kom sildigt hjem, sad jeg til langt ud paa Natten og sang om Lisbet og Jokum, indtil jeg overvældet af Træthed maatte afbryde og søge Hvile. Disse Sange, dette lille Tilløb til en Digtervirksomhed gjorde mig lykkelig og satte mig i det fortræffeligste Lune. Jeg erfarede ret her, at den Paastand er sand, at Intet giver den Tilfredsstillelse som at være Dilettant i en Kunst. Den virkelige Kunstner har Kampen, Angesten, Fordringen, der piner ham Dag og Nat; Dilettanten har kun Nydelsen.