Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Uagtet jeg saa godt som ingen Del tog i de private Sommerforestillinger 1846, blev min Sommerferie dog beklippet, idet nemlig Kong Oscar og Dronning Josephine i Juli Maaned aflagde et Besøg i Kjøbenhavn hos Christian den Ottende. At være i Kjøbenhavn uden at se den danske Comedie lod sig den Gang ikke tænke, i saa høi Anseelse stod vort Theater i Naborigerne. Uagtet Saisonen var sluttet, kom derfor Levetzau til mig og sagde, at Kong Oscar, men især Dronningen ønskede saa særdeles at se "Kong René's Datter" forinden deres Afreise. Herved var Intet at gjøre; jeg maatte pent samtykke i, at dette Ønske blev opfyldt; den 13de Juli overværede altsaa hele den kongelige Familie og deres Gjæster "Kong René's Datter" og efter den et Dansedivertissement. Glad var jeg, da Forestillingen var vel forbi, men hvad sker? Hoffet med sine Gjæster begiver sig ud til Frederiksborg. Her paadrog Christian den Ottende sig en Sygdom i den ene Fod, saa at han var nødsaget til at opholde sig i sine Gemakker, siddende i en Stol, indrettet til Fodens Bekvemmelighed. Jeg blev ganske ulykkelig, da Hofmarchal Levetzau en Dag kom til mig og sagde: "De veed, at Kongen sidder lænket paa Frederiksborg; han har ytret, at det, der mest kunde opmuntre og glæde ham i denne hans Tilstand, var, om han kunde faa sit Yndlingsstykke "Nei" opført derude paa et lille Theater, som vi da, hvis De samtykker i Flanen, skulle lade indrette i en af de større Sale. Ogsaa Kong Oscar og Dronning Josephine, som have hørt saa meget tale om denne Vaudeville, fik derved et Ønske opfyldt, hvorpaa de sikkert vilde sætte stor Pris." En saadan Anmodning var mig høist ubehagelig. Man veed jo nok, hvorledes kongelige Personer bede, og hvorledes de optage et Afslag. Jeg havde saa ofte i mit Theaterliv takket Skjæbnen, fordi jeg ikke var Sangerinde og derved udsat for, at Hoffet ønskede min Nærværelse ved sine Concerter, en Kunstnertjeneste, jeg altid har fundet havde noget ydmygende for et virkeligt Talent. I Theatret er det i sin Orden, at Tilskuerne og Kunstneren ere adskilte, intet Personligt have de med hinanden at gjøre; ja, netop i denne Adskillelse ligger en vis Fortryllelse, et Spillerum for Phantasien for begge Parter; men i en Selskabssal kan denne Adskillelse ikke finde Sted, uden at der ligger en Ydmygelse heri for Kunstneren. Naar nu hertil kommer, at vort Hof ofte, givende efter for Øieblikkets Enthousiasme eller for kvindelig Nysgjerrighed, har ladet fremmede Kunstnere blande sig i Selskabet, medens Landets egne ere blevne holdt tilbage paa deres underordnede Plads, da følte jeg paa mine Kunstfællers Vegne en Harme herover, som, ifald jeg havde været Sangerinde, ufeilbarligt havde givet sig tilkjende ved paa det Bestemteste at negte 114 at deltage i Hoffets Fester. Vel sandt, vore Sangere og Sangerinder tage Betaling for hver Medvirken ved saadanne Fester, hvilket unegteligt giver dem en falsk Stilling i Selskabet - forøvrigt gjorde de fremmede Kunstnere ogsaa dette -, men derfor fandt jeg ogsaa, at det vilde have været passende, om Hoffet aarligt havde engageret Sangerne, og ikke for hver enkelt Gang de benyttedes. Som sagt, jeg var glad over, at jeg ikke var Sangerinde og altsaa ikke attraaet ved Hofferne. Men nu kom Levetzau med denne for mig saa pinlige Anmodning, og hvad den ikke var for mig, var den for Heiberg, som syntes, at jeg var for god til at fylde det tomme Rum ved et Hof med min Kunst. Vi gjorde derfor begge, hvad vi formaaede, for at faa ham til at vælge et andet Stykke, hvori jeg ingen Del havde; men denne underdanige Tjener af sin Konges Ønsker vedblev udholdende med sin Anmodning. Der skulde ingen Fremmed overvære denne Forestilling; kun den hele kongelige Familie og de kongelige Gjæster skulde være Tilskuere. Dette hjalp jo unegteligt en Del, og vi maatte give efter. Heiberg, der ikke vilde være uden Beskjæftigelse ved en Forestilling af den Natur, hvori jeg skulde deltage, tilbød sig at være Souffleur ved denne private kongelige Munterhed.