Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da Forestillingen var forbi, kom Levetzau op paa Scenen for at anmode mig fra Kongen om at komme ned i Salen og blande mig mellem de kongelige Gjæster. Det har altid forekommet mig pinligt, ja saarende, naar man for at vise En Artighed og Udmærkelse slaar en Streg over den Høflighed, som skyldes dem, der i et saadant Tilfælde ere lige berettigede til Opmærksomheden. Jeg tillod mig derfor at sige til Marchallen: "Vaudevillen "Nei" er i Aften blevet spillet af tre Skuespillere foruden mig. Vi ere alle Fire komne herud for at underholde de kongelige Gjæster; det kan altsaa ikke være Kongens Mening, at jeg skulde være den Eneste, som der vises en Udmærkelse, hvorpaa ingen af os har Krav. Jeg beder Dem derfor endnu en Gang at forhøre hos Kongen om, hvad der er hans Ønske." Med et ubeskriveligt stivt og koldt Udtryk i sit Ansigt forlod Hofmarchallen mig, men kom kort efter lettet og smilende tilbage, idet han sagde: "Jeg har Hans Majestæts Ordre til at indbyde Dem Alle." Og nu gik han ind i Herrernes Paaklædningsværelser for at indbyde dem til denne kongelige Naade. Heiberg sagde man Intet til, men han tog det for givet, at man ikke kunde anmode hans Kone om at komme uden ham, og han ledsagede mig ind i Salen. Jeg blev nu forestillet for Kong Oscar og Dronning Josephine og modtog nogle høflige Ord af dem begge. De forekom mig noget stive og forlegne i deres Holdning. Man saae i Dronningens Aasyn Intelligens og et vist distingveret Udtryk, men tillige noget Stivt og en vis Tørhed. Kongen saae alt den Gang slap og sygelig ud. Vor egen Kronprins - senere Frederik den Syvende - gik omkring med en stor Klap bundet for det ene Øie, hvilket klædte ham forfærdeligt. "Hvad feiler Deres Kongelige Høiheds Øie?" spurgte jeg ham. "Ih, nu, det feiler," gav han til Svar, "at jeg rimeligvis en af Dagene mister det rent og bliver blind." - "Ih bevares," udbrød jeg, idet jeg havde ondt ved at tilbageholde et Smil, thi jeg troede ikke rigtig paa Faren. "Ja," vedblev han, "det er en sur Tid for mig denne; Kongen har lidt ondt i et Ben og tager sig Ferie, medens hele Landets Arbeide kastes over paa mig." Naar man nu vidste, i hvilken Grad Prins Frederik blev holdt udenfor Alt, hvad der hed Regering, da var dette Paafund kun et af de mange, hvormed han ideligt holdt sine Omgivelser i Munterhed. Med beraad Hu spurgte jeg kort efter Prinsesse Caroline, da Prinsen var gaaet: "Hvad feiler Hans Kongelige Høiheds Øie?" Paa sin ligefremme Maade og med en Latter, der bragte mig

        

116 hendes elskværdige Fader i Minde, svarede hun: "Hans Øie feiler ikke mere end Deres; saadanne smaa Forklamninger som den med Klappen for Øiet, det morer ham; han tror derved at gjøre sig interessant; vi Andre le kun deraf."