Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Der blev nu serveret The, medens Conversationen slæbte sig døsigt hen. Christian den Ottende trak sig da tilbage, og lidt efter lidt forsvandt de kongelige Gjæster som Skyggerne i et Camera obscura. Det Hele gjorde et overordentlig trist Indtryk. De store Sale, kun halvt oplyste, de faa Mennesker, der vare spredte, to à tre, hist og her, der var noget Skyggeagtigt i det Hele, Noget, der mindede om Hoffmannske Fortællinger; man vidste ikke, om man drømte, eller om det, man saae, var levende. Talen lød saa dæmpet, som om det gjaldt en Sammensværgelse og ikke om at forlyste en syg Konge. Til Lykke kunde man snart afbryde og tage bort, og glad var Heiberg og jeg, da vi ikke længere befandt os i de store pragtfulde, men triste Sale, men ovre i det utrolig slette Hotels lille Stue. hvor vi paany lode The komme, og hvor den blev nydt under en livlig Samtale.,,Havde du Lyst til at være Dronning?" spurgte Heiberg mig. "Uf!" var mit Svar; - "men," vedblev jeg, "hvis jeg var Dronning, da vilde jeg gjøre en formelig Revolution. Landets udmærkede Mænd og Kvinder skulde være min Omgang, ligemeget om de fandtes mellem Adel, Borgere eller Bønder. Adelen skulde jeg bringe til at forstaa, at det ikke er det ydre Skin, men det indre Værd hos Mennesket, hvorpaa det kommer an, og Bonden vilde jeg hæve, saa han ikke skulde føle sig ydmyg lige overfor fornemme Folk, men ligesom alle Andre se op til dem, der stode over ham i Aand, Indsigt og Character, og ikke tro, at han, fordi han eier Køer, Svin og Heste, er lige saa god som den, hvem Gud gav Begavelse til at gaa foran sin Nation i Statskunst, Videnskab, Kunst eller Litteratur. Al adelig Forret skulde ophøre, thi denne unaturlige Arv skaber latterlige Mennesketyper. Enhver Individualitet maa selv tilkæmpe sig den Plads og den Stilling i Samfundet, som han gjør Krav paa. Vil han ikke udmærke sig, saa lad ham smelte sammen med Massen, thi da er dette hans naturlige og rette Plads. Et Menneske er ikke latterligt, fordi han ikke udmærker sig, men han er latterlig, naar der er paatrykt ham et falsk Stempel, saa man tror at have en Daler i Haanden, medens det nærmere beset knap er en Skilling. Al Adelsforret skulde som sagt ophøre, men til Gjengjæld vilde jeg være stolt af enhver udmærket Mand eller Kvinde i mit Land, som om Manden var min Søn, Kvinden min Datter. Jeg vilde gjøre mig Umage for at følge deres Interesser, deres Arbeide, og ligesom Præsten bør dele med sin fattige Menighed, saaledes vilde jeg dele med mine Undersaatter, dele med Videnskabsmanden og Kunstneren, der ofte standses paa sin Vei, fordi han ikke tør fordybe sig i et Arbeide, der kan give ham og hans Land Ære , 117 men ikke Brød, Brød, som en talrig Børneflok raaber paa. Min Dronningeetikette skulde kun bestaa i den Ærbødighed, som enhver Kvinde i Ordets fulde Betydning tvinger Alle, der staa Ansigt til Ansigt med hende, til at underkaste sig. Hvis en Videnskabsmand, en Retslærd, en Kunstner, en Haandværker, en Landmand udmærkede sig, skulde Landets Moder ikke staa tilbage for deres egen Moder i Glæde over Sønnens Hæder. Naar jeg tænker paa, hvor ofte jeg har erfaret, at vore Konger, Dronninger, Prinser og Prinsesser ikke kjendte Landets Digtere, Forfattere, ikke kjendte dem, der havde trængt ned til de laveste Klasser i Folket, ikke kjendte dem af Navn, har jeg ikke kunnet lade være at føle en Smerte herover, der mere end een Gang er gaaet over til Harme. Min Gud, tænkte jeg da, hvorfor er man Konge, hvorfor Dronning, hvorfor hører man til det første Hus i Landet, kalder Befolkningen Landets Børn, Kongen Landets Fader, Dronningen dets Moder, naar dette Lands Sønner og Døtre, deres Virken, Stræben, Hæder ikke ligger En paa Hjerte? Hvad har en Konge og Dronning at være stolt af, undtagen den Nation, de herske over. Nei, jeg har aldrig kunnet fatte denne Ligegyldighed. Hvis jeg stod i Spidsen for en Nation, da vilde det blive mit Livs Nødvendighed at opmuntre, belønne, ikke blot med Penge, men med Ord, med Bønner om ikke at trættes, men holde ud, thi deres Seier vilde være min egen. Og hvor trænger man mere til Opmuntring af denne Art end netop i et lille Land? De Tilskyndelser, en stor Nation kan byde sine udmærkede Sønner, savnes her for Størstedelen. Ingen europæisk Navnkundighed, ingen Udsigt til, at selv den kraftigste Anstrengelse fører til Betryggelse af vor egen og vore Børns Fremtid; Nøisomhed og en vedvarende Kamp, et vedvarende Arbeide, selv naar vi føle, at vi burde overlade vor Virksomhed til yngre, livligere Kræfter, det er det Perspectiv, som stilles os for Øie, uden at de triste Linier heri tør gjøre os modløse. Hvad skulde da holde os oppe i vor Fattigdom? Det Eneste, der holder den Fattige fra at tabe Modet og bringer ham til med Glæde at spise den fattige Kost, Kjærlighed ."