Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Under en forfærdelig Hede og en Støvsky, der næsten hyllede Alle og Alt ind i et uigjennemtrængeligt Slør, vandrede vi endelig op til den Slette, hvor en Talerstol var opreist for dem, der ønskede at udtale sig i Dagens Anledning. Efter et Par Ord af Professor Sommer traadte Lehmann op og fremførte nu i en noget exalteret Begeistring, hvad han havde at sige om Tycho Brahe og det utaknemmelige Fædreland; men til Gjengjæld, sagde han, vilde vi reise ham en Statue paa en af vore offentlige Pladser, og han opfordrede - idet han svingede sin graa Hat - Svenskerne til her paa Hveen at reise ham en himmelhøi Obelisk, der skulde kunne ses fra alle Kanter, langt ud over Havet. Der var Varme i denne Tale, tilvisse, og den var vist ogsaa oprigtigt følt, men der var ingen ret Alvor bag denne Begeistring for Tycho 119 Brahe, ingen Smerte bag Følelsen; begge Dele vare flade og manglede Baggrund; det var en routineret Tale over et Thema, som var blevet Gjenstand for Dagens Conversation; man vidste, hvorom der skulde tales, og i hvad Aand der skulde tales; man leflede lidt med Tychos Minde, med Kongernes Utaknemmelighed, med den vaagnende Skandinavisme, men intet ualmindeligt Ord løftede den Masse, der lyttende stod ved Talerstolens Fod, over Hverdagslivet. Man raabte Bravo paa samme Maade, som naar en Kunstner kommer godt fra sit Kunststykke, men det var ikke en Tale, der fremkalder et af disse Raab, hvori ligger, at en Nation føler sig selv og ligesom udbryder i et kraftigt Ja eller Nei, der skal give tilkjende, hvad der gjærer og rører sig dybt i dens inderste Væsen. Da Lehmann gik ned af Talerstolen, steg en ældre, bredskuldret Mand op. I første Øieblik troede jeg at se en Bonde i sin Kofte, saa skjødesløs var hans Paaklædning. Den grove, bredskyggede Hat og de bare Hænder bidroge ikke lidet til at holde mig i den Tro, at en velstaaende Bonde havde indfundet sig for at give sit Besyv med i Laget. Men da han løftede denne Hat, og det mægtige Hoved med den yppige Haarvæxt, de brede Tindinger og den fintdannede Munds Bevægelse kom tilsyne, da overraskede det mig ikke, at En, der stod nær, sagde: "Det er Professor Thomander fra Lund." Med virkelig Humor og med bidende Ironi og Vittighed imødegik han Lehmanns Opfordring, spottede over den himmelhøie Obelisk og udtalte sin Vantro med Hensyn til dens Virkeliggjørelse paa en Maade, der vilde have havt noget Saarende, hvis Spidsen af hans Pile ikke var blevet stumpet af ved det Humoristiske i hans Tale og ved den Kjærlighed til Danmark og de Danske, der lyste ud af hans Ord. Hans Tale blev ledsaget af Tilhørernes Latter og Bifald; thi man sige om os, hvad man vil, det Satiriske, det Comiske, det Vittige forfeiler aldrig sin Virkning paa os, og det er vel det, der holder os Danske unge, næsten altfor unge! Efter at denne Del af Festen lykkeligt var tilbagelagt, spredte Alle sig for at nyde, hvad de medbragte Madkurve formaaede. Nogle af vore Bekjendte havde opsøgt os og sluttet sig til os, derimellem Justitsraad Lunding, Cabinetssecretair hos Kronprins Frederik, og Michael Wiehe. Lunding, der egentlig var en melancholsk Natur, havde som mange saadanne en ualmindelig Humor, der gjorde saa meget større Virkning, som den altid kom uden Pretention og med stor Tørhed. Han havde det Talent at tegne Karikaturer og øvede det ofte paa Venner og Bekjendte, men den bedste var den, han havde gjort af sig selv, og som han undertiden brugte til Visitkort, naar de, han havde villet besøge, ikke vare hjemme. Jeg erindrer i dette Øieblik en Dag, da han bragte mig i en ustandselig Latter ved at fortælle Følgende om sig selv. "Tænk Dem," sagde han, "hvilket Uheld jeg i Dag har havt. Jeg veed ikke, om De har bemærket, at jeg bærer Paryk? Jeg har hidindtil omhyggeligt skjult det for

        

120 Alle, men efter hvad der i Dag er mødt mig, vil jeg opgive Eiendomsretten paa denne Hemmelighed. Jeg kommer gaaende i Store Kongensgade, og en Dame af mit Bekjendtskab, som jeg ved første Øiekast ikke kjender paa Grund af min store Nærsynethed, kommer mig imøde og har den store Venlighed at hilse mig først; forfærdet herover rev jeg Hatten af med en saadan Voldsomhed, at en ganske ny Paryk, som jeg for første Gang havde paa, blev hængende ved Hatten og ved Bevægelsen faldt i Rendestenen. Et Secund stod jeg som lynslagen og tænkte: Hvad skal du gjøre? Men i næste Secund havde jeg taget min Beslutning og opgav Parykken, idet jeg, saa hastigt jeg kunde, ilede afsted; men hvad sker? Kort efter hører jeg et forfærdeligt Raab efter mig, og da jeg med Gysen forudsaae, at den ulykkelige Paryk forfulgte mig, lod jeg først, som om disse Raab ikke kunde gjælde mig; men snart blev jeg indhentet og uforskammet banket paa Skulderen, idet en Mand holdt min Paryk varsomt paa den yderste Spids af sin Stok og sagde: "Denne hersens er nok Deres, vær saa artig!" Med en fortvivlet Kraftanstrengelse greb jeg den ulykkelige Paryk og puttede den i Baglommen, men med en saadan Heftighed, at jeg nær havde kastet Parykkens Redningsmand omkuld, og ilede afsted, forfulgt af Mandens Skjældsord over den Utaknemmelighed, han havde været Gjenstand for." Man tænke sig dette fortalt med Lundings overstrømmende Lune!