Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da Alle vare ankomne til den store Plaine, satte de mange Hundrede Mennesker sig nu i Græsset og begyndte at pakke Kurvene ud, hvilket frembød et virkelig malerisk Skue paa den deilige, solklare Dag. De mange brogede Farver, de glade Ansigter, den hele Summen og Latter af de mange Stemmer, mandlige og kvindelige, Alt tydede paa, at Alle havde besluttet at være glade, og saa vare de det ogsaa. Paa Plainen fandtes der et Par Trægrupper, hvor der var anbragt Borde og Bænke; en hel Herlighed var det at besidde et af disse til at holde Maaltid ved. Man tilbød Heiberg at tage Plads ved et, og glade ved denne Udmærkelse havde vi med vore Venner slaaet os ned, og jeg havde alt begyndt med Tjenerens Hjælp at pakke vore Rariteter ud, da vi bleve ubehageligt overraskede ved, at et helt Selskab af unge Studerende uden videre kom hen, satte sig ved vort Bord og paa vore Bænke og ligeledes begyndte at pakke ud og sætte deres Sager paa den modsatte Ende af Bordet. Jeg kjendte Heiberg for godt til ikke at vide, at han ansaae dette for en uforskammet Paatrængenhed, for en Fornærmelse især mod mig, og jeg maatte næsten smile, da jeg saae hen paa ham og saae et Ansigt, der sagde alt Andet, end at de paatrængende Gjæster vare velkomne; og virkelig fordærvede de jo ogsaa vor Glæde, thi al aaben og frimodig Tale maatte jo standse, naar man sad Side om Side med ganske ubekjendte Mennesker. De bemærkede nu snart paa Heibergs Holdning, at han fandt, at de bare sig

        

121 taktløst ad; og som det saa ofte gaar, den, der forløber sig, gjør sig vred og mut, saaledes ogsaa her. Da de unge Herrer saae, hvor uvelkomne de vare, bleve deres Miner stive og ubehagelige. Jeg tænkte: Hvad er nu herved at gjøre; de ere her jo nu engang; der er intet Haab om, at de ville fortrække; skal nu deres og vor Glæde forspildes ved dette kjedsommelige Tilfælde? Dette fandt jeg taabeligt, baade af dem og af os, og for med eet Slag at vende Stemningen til Fordel for alle Parter, benyttede jeg en udmærket Leverpostei, som jeg netop havde pakket ud af Kurven, til dette Øiemed, rakte den til den Nærmeste af det fremmede Selskab og sagde: "Skulle vi dele? jeg ser, De har ikke denne Ret, vil De lade den gaa rundt; maaske De da ofrer os noget af Deres gode Sager, som vi ikke have." Disse Ord forvandlede med Et Alles Miner og Gemytter, og i et Nu rakte de os snart Et, snart et Andet af deres Madkurv, og inden faa Minutter sad her et stort, muntert Selskab i Stedet for to Hold, der vilde have siddet som en flakt Ørn, uden Maal og Mæle, uden Glæde og Munterhed. Udenfor vor Løvhytte sad Hall paa Jorden med sit Selskab, en Familie, der havde inviteret ham til at være med dem og et Par Svenske. Familien havde udbredt en Dug paa Græsset; jeg kunde saaledes fra mit høie Stade se Alt, hvad der blev serveret, og saae nu til min Forundring en Bunke skaaret Smørrebrød, hvis Udseende man kan forestille sig, da det paa den brændende Dag havde gjort Reisen fra Kjøbenhavn, Stykkerne tæt sluttede i hinandens Favn; men min Forundring steg til Latter og Medlidenhed med Hall, da jeg, medens Hundreder af Champagnepropper knaldede hen over Piainen, saae Husmoderen i Halls Kreds ligge paa Knæ i Græsset og presse Citroner i en gammel, grønmalet Kjøkkenspand til Limonade, en Spand, hun, efter hvad jeg senere erfarede, havde laant i en lille ussel Hytte i Nærheden, og som hun i sin Nød maatte tage tiltakke med. Aldrig kan jeg glemme Halls ubeskrivelige Udtryk ved denne nationale Familiefest! Min Medlidenhed steg, saa jeg gik hen til ham og fik sagt til ham, uden at de Andre hørte det: "Besøg os i Løvhytten, Hall! Vi ere muntre og have mange rare spiselige Sager, uden at tale om de drikkelige!" Med et Suk og Vemod i Øiet svarede han: "Ak, jeg kan jo ikke, jeg er bunden til Vandspanden og lider Tantaluskvaler ved at se Jer Andre svælge i Nydelsernes Overdaadighed. Jeg lider Trang, men det fik endda være med mig, men jeg skammer mig for disse skandinaviske Brødre, som dele Skjæbne med mig; men saa meget tør jeg spaa," vedblev han, idet Smilehullet i hans Kind og Hage blev dobbelt saa dybt, "med disses Skandinavisme er det forbi efter en slig Behandling af Danas Æt." Leende forlod jeg ham, idet han sagde: "Ja, De kan sagtens le!" Man hørte nu Skaaler udbragte fra de forskjellige Grupper. Sang og Hurraraab afvexlede, og der var kommen Liv og Lystighed over Alle. Det var Heiberg, der ved sin "Urania"

        

122 havde vakt Stemningen for et saadant Tog til Hveen, for en saadan Hylding til en for tre Hundrede Aar siden født stor Mand. I Aar og Dag havde han arbeidet paa at gjøre sine Landsmænd bekjendte med Tycho og hans Slægt, hans Arbeiders Betydning for Norden, for hele Europa; det var ham, der med Opofrelse af Tid og Kraft havde udgravet Tychos Minde for hans Landsmænd; det var Digteren, som, fra han var et Barn, havde elsket dette Minde, og som ofte med et bevæget Sind havde gjentaget Tychos Ord: "Sig mig dog, hvad var min Brøde, o Fædreland, at du forstødte mig." O, hvilken dyb Nationalfølelse udtale ikke disse Ord hos den arme forurettede Mand! Jeg sagde engang til Heiberg: "Man taler saa meget om Pøbel, hvem er Pøbel?" Han svarede da: "Kun den hører til Pøbelen, som er uden Nationalfølelse, som ikke er fastgroet med sine fineste Rødder til den Plet af Jord, hvorpaa Forsynet satte ham." Tycho Brahe viser Sandheden heraf, thi inden to Aar bøiede den ædle, stolte Natur sig til Døden under Smerten over den Uret, der var overgaaet ham i hans elskede Fædreland. Heiberg havde hele sit Liv igjennem følt Sorg ved denne Mands Skjæbne. Var det en Anelse om, at ogsaa han, om end i langt mindre Grad, skulde føle Utaknemmelighedens og Urettens smertelige Braad? Hvem kan tyde Anelser? I 1819 havde han som Yngling skrevet sin "Tycho Brahes Spaadom"; Digtene heri om Tycho vare kjendte af Alle og ofte benyttede som Mønsterdigte, man gav de Unge i Skolerne at læse; nu havde han atter levet med Tycho, seende med ham op til Stjernerne, vandrende med ham ved de Ruiner, som til Skam for hans Fædreland vare prisgivne til Raahed og Uvidenhed. Han havde villet minde Fædrelandet om denne dets Søns Fødsel for tre Hundrede Aar siden, og han havde nu virkelig samlet Landets Sønner og mange af dem hist ovre fra den anden Side Sundet til dette Stævne ved Graven. Hvad havde nu været rimeligere, end at den studerende Ungdom, naar den vilde udbringe et Hurra for en Mand ved denne Leilighed, da havde udbragt det for ham, der havde fremkaldt Mødet; men ikke engang ved den Leilighed fandt man Anledning til dog een Gang at udtale, hvad Heiberg havde været og var for den aandelige Udvikling herhjemme. Ham bragte man intet Hurra, men vel en Mand, der sad i vor Nærhed, og som ikke havde havt det Allermindste med den hele Sag at gjøre, men som nu engang var udset til at modtage Fakkeltog, Hurraer og andre Udmærkelser ved alle mulige Leiligheder, nemlig Professor Clausen. Enkelte følte dog det Upassende i denne Forsømmelse og kom ind i vor Løvhytte for at drikke Heibergs Skaal; blandt disse Enkelte var Orla Lehmann. Man tro nu forresten ikke, at denne Tilsidesættelse forspildte Heibergs Glæde ved denne Tychos Fest, og dog mindes jeg kun denne ene Gang at have hørt ham udtale nogen Forundring over Forbigaaelsen, og det med

        

123 et noget smerteligt Udtryk, der, netop fordi en saadan Klage saa sjeldent lød fra hans Læber, virkede desto stærkere paa mig. Det gaar os med Mennesker som med Dyrene; det taalmodige, nøisomme Dyr rører os; naar det taalmodige, fordringsløse, i sin Smerte tause Menneske, der aldrig klager, aldrig pukker paa sine Fortjenester, en enkelt Gang løfter sin Røst, da føle vi dybt med ham, fordi vi vide, at et vist Maal maa være overskredet, naar disse Læber bevæge sig i Klage.