Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da man havde spist og drukket, raabt Hurra og sunget, opløste alle Grupper sig, og man spredtes over hele Øen for ret at tage den i Øiesyn. Med Heiberg og mig fulgte Lunding og Wiehe. Efter at have streifet længe om paa Øen i det deilige Veir, hvormed denne Tur ret var begunstiget, hvilede vi alle Fire paa den høie Skrænt "Bækvig", som fremstilles i det tredie Billede, der ledsager Heibergs Afhandling om Hveen. Her, med Udsigt til Landskrona, sade vi i en henrivende Solnedgang, Heiberg glad og underholdende, Lunding muntert skjemtende, Michael Wiehe taust drømmende, men med et mildt, stille glad Udtryk, og jeg med Skjødet fuldt af de utallige Markblomster, som jeg havde fundet i Grøfter og Gjærder paa vor Spadseretur, og hvis Pragt omgav os endnu paa den Plet Jord, hvor vi sade, saa jeg i Et væk forøgede min Samling, idet jeg blot behøvede at strække Haanden ud i det frodige Græs. Mageløst var det at sidde her og skue hen over Sundets Speilflade; Skibene laa der spredte i magisk, rødlig Belysning, speilende sig saa idealsk, at havde ikke Speilbilledet staaet paa Hovedet, vilde det have været vanskeligt at sige, hvilket af Billederne der var det virkelige, hvilket Gjenbilled. Sjeldent ser jeg Naturskjønheder, uden at Bellman synger i mit Indre, saaledes ogsaa her; jeg sagde: