Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Da vi nærmede os Strandbredden, hvor alt en Mængde af Hveens Besøgende havde indfundet sig til Indskibning, kom Professor Thomander og bad Heiberg præsentere ham for mig. Det var mig en virkelig Glæde at tale med denne Mand, der kom mig imøde, som om han i mange Aar havde været min Ven. Saa aabent, saa djærvt, saa kjækt udtalte han mange Meninger og Anskuelser for mig paa en saa livlig, naturlig Maade, at jeg med Glæde havde sat mig ned i Sandet paa Strandbredden, saa længe det skulde være, og lyttet til denne svenske Bjergrøst, fuld af Forstand, Phantasi og Følelse. Han talte ogsaa med mig om Jenny Lind. Jeg klagede for ham over, at jeg under hendes Ophold i Kjøbenhavn ikke personligt havde faaet mere med hende at gjøre. Han afbrød mig, idet han sagde: "De behøver Intet at sige herom; jeg har fulgt denne Sag, mere end De maaske tror. Den Kreds, som optog hende helt og holdent under hendes Ophold i Kjøbenhavn, maatte nødvendigt udelukke hende fra Deres." Ogsaa han beklagede, at den Jenny Lind, som hele Sverrig bar paa Hænderne, ikke havde kunnet modstaa Fristelsen at vandre ud og blive europæisk berømt; "hun blev derved en Anden," sagde han, "mistede sit Fædreland uden at faa et nyt i Stedet." Der var Noget i denne Mands Tone lige overfor mig, Noget, hvad skal jeg kalde det, Faderligt, Fortroligt, som jeg aldrig har kunnet glemme, og som selv i dette Øieblik, jeg nedskriver dette, tyve Aar efter, gjør godt at tænke paa. Naar man ikke kjender det Mindste personligt til en udmærket Mand, og denne da pludseligt, uventet træder os imøde, ikke som en Fremmed, men som En, der ved sin Tale viser, at han har fulgt os paa vor Vei, kjender vore Skjæbner, er inde i vore Bestræbelser og agter dem, tror det Bedste om os, ja kommer os imøde med en gammel Vens Hengivenhed, da veed jeg Intet, som i den Grad løfter vor Selvfølelse; det er, ligesom naar man tvivlraadig søger om Veien i Skoven, og der da pludseligt viser sig et Hus, en Sten, en Sti, som vi kjende, og som viser os, at vi ikke forvilde os, men at vor Kurs er den rette; en Fred, en Tryghed, en stille Glæde overfalder os da. En saadan Følelse havde jeg hin Aften ved Hveens Strand, da Thomander talte med mig.