Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Ovenpaa den ualmindelig deilige Dag var fulgt en, om muligt, endnu deiligere Aften. Fem eller sex Dampskibe, overfyldte med Passagerer, styrede nu atter under Musik tilbage til Sjælland. Uagtet det var Juni Maaned, hvor Stjernerne ellers ikke ere glimrende og pragtfulde, vare de det dog 125 paa denne Aften; og aldrig kan jeg glemme de Timer paa Skibet, hvor Himlen over os speilede sig i Vandet under os og satte Phantasien i en Stemning, der blev forhøiet ved Musiken og de mange glade Ansigter, der mødte En, hvor man saae hen. Adskillige pudsige Scener udeblev ikke. Skibet var som sagt overfyldt, og Mange havde af Mangel paa Plads sat sig tæt sammenpakkede op paa Rælingen. Med Et trænger et ungt, blondt Menneske sig frem. Man raabte til ham fra alle Kanter: "Hvor vil De hen? Her er ingen Plads!" Han trænger desuagtet hen imod Kanten af Skibet; Raabene forstærke sig: "Gaa, De kommer ikke frem!" da han med Et siger: "Jeg maa, jeg har ondt, jeg skal kaste op!" og nu, som ved et Trylleslag vege Alle tilbage med et Skrig af Frygt for at forholde Søen dens Bytte, og den Lidende fik ti Gange saa megen Plads til sin triste Gjerning; det stakkels Menneskes Vaande blev ledsaget med et Chor af Latter fra de unge, overmodige Søhelte.