Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Jeg havde sat mig paa mit sædvanlige Yndlingssted, naar jeg er til Søs, nemlig i Forstavnen af Skibet, ovenpaa en Rulle Toug, som jo gjerne findes paa dette Sted. En Del af vore Bekjendte satte sig hos os, deriblandt Wiehe. Et ungt, af Dagens Begeistring noget exalteret Menneske, som jeg for nogle Aar siden havde mødt paa tredie Sted, havde, saa ofte det lod sig gjøre, nærmet sig mig. Ogsaa her paa denne Plet tog han Ophold. Wiehe sad taus og drømmende som sædvanligt. Da sagde det unge Menneske til mig: "Om kort Tid ere vi ved Kjøbenhavn. Aar ere gaaede, siden jeg sidst saae og talte med Dem; hvor lang Tid skal nu atter hengaa, inden jeg ser Dem nær ved og taler med Dem? Det vil vist vare en Evighed, og den er lang." Wiehe, der havde siddet fordybet i Betragtning af Stjernerne, saae nu stivt hen paa ham og sagde med en klangløs Stemme, som han undertiden betjente sig af: " Evigheden er ikke lang ." - "Er en Evighed da kort?" svarede min unge Ridder. - " Den er heller ikke kort ," svarede Wiehe og hævede atter Blikket mod Stjernerne med en saa afvisende kold Mine, at min Tilbeder taus trak sig tilbage. Den Slags tause Mennesker som Wiehe have den Fordel, at naar de sige Noget, da er man tilbøielig til at lægge en hel Livsanskuelse i deres Ord, at sige, naar de i deres hele Personlighed have noget saa Tiltalende, som Wiehe havde det for saa godt som alle Mennesker. Der var En, som engang sagde om ham: "Man sidder ligesom i Spænding, naar man ser paa ham, over det, man tror der nu vil komme fra hans Læber, uagtet man jo af Erfaring veed, at han beholder Alt for sig selv." Paa Skibet pralede jeg for de unge Studerende med mit Kjendskab til Stjernebilledernes Navne, nogle Smuler, der vare faldne af for mig fra Heibergs rige Bord, og denne min Viden lærte mig, hvor lidt vore unge Studerende befatte sig med Himlens Løb, thi naar jeg undtager, at En og Anden 126 kjendte Carlsvognen, som de dog til min store Moro ikke vidste var det Samme som den store Bjørn, saa kjendte de ikke et af alle de glimrende Øine, der saa ofte kige ned paa Mennesket og tvinge det til at løfte Øinene opad og ikke overse det eneste rigtig store Billede, det er forundt os Mennesker at skue med vore legemlige Øine som Tegn paa, hvad en Uendelighed i Rummet vil sige. Hvor levende kunde jeg paa hin Aften tænke mig Tycho Brahe staa paa en af sine mange Altaner paa sit vidunderlige Slot, seende i Natten op mod hine Kloder, hvis Veie han kjendte, staa der ventende paa de Stjerner, hvis Ankomst op fra Horizonten han paa Secundet vidste, staa der maalende den hele Himmel, ikke blot som en Mathematiker maaler, men maalende den med sin poetiske Tanke, en anden Apollo, som hans begavede Søster pleiede at kalde ham. Hvor mange Reflexioner, hvor mange Følelser, hvor mange af Aandens Lynglimt gaa ikke igjennem en saadan Menneskesjæl i saadanne Nætter, medens vi Andre ligge og sove. Hvor underligt smaat bliver dog alt det daglige Slid lige overfor en saa ophøiet Gjerning!