Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Men Opholdet var i Aar kun kort. Imod Sædvane havde jeg Intet imod, at den Tid nærmede sig, da Theaterprøverne toge deres Begyndelse. Jeg havde mange og vanskelige Opgaver at betænke til næste Saison, og det mylrede i mit Hoved og lod mig ingen Ro Dag eller Nat. Jeg trængte ligesom til at befries fra det meget Stof, som gjærede i mig. Først og fremmest var jeg ganske opfyldt af Shakespeares Julie, som jeg nu efter 20 Aars Forløb atter indstuderede. Jeg længtes efter Prøverne for at erfare, om det, jeg havde tænkt, slog til og gjorde den rette Virkning, Noget, man aldrig med Vished veed, før man ser det i Forbindelse med de Andres Spil og Opfattelse. Den første Prøve paa et Stykke er derfor, om end ufuldkommen, af stor Betydning for os; thi her føler man strax, om man er paa rette Vei eller ikke, om der kan opnaas Harmoni imellem det, vi i Stilhed have betænkt, og de Andres Opfattelse, og om vi i det Hele taget, naar det kommer 127 til Stykket, kunne udføre det, vi ville udføre, eller om vi skulle mærke, at Et er Villien, et Andet er Evnen. Ofte svigter Stemmen, Følelsen, Lunet, eller hvad det nu er, vi i Særdeleshed have Brug for i denne særegne Opgave, elier vi føle efter Sammenspillet med de Andre, at vi blive nødte til at begynde Indstuderingen forfra. En virkelig Skuespiller mærker strax paa den første Prøve, om der er Liv i det Billede, som her for første Gang træder levende frem af hans Indre; om det er, hvad Digteren har villet; thi dette Sidste er især Hovedsagen.