Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et Liv gjenoplevet i Erindringen; Anden Del 1842-49 (1944)

Man vil erindre, at Julie havde været en af mine første større Roller, som jeg indstuderede saratidigt med at gaa til Præsten for at blive confirmeret, altsaa i mit 16de Aar. Uagtet jeg nu ikke, som den berømte Digter Tieck, mener, at man først i sit 40de Aar formaar at spille Julie, saa er det dog vist, at man ikke kan spille hende i sit 16de. Julie fremtræder i Tragediens første Akt som et Barn paa 14 Aar; man maa dog ikke glemme, at det er en 14-Aars Pige i Syden og ikke i Norden. Alt i fjerde Akt staar hun der som en fuldtudviklet Kvinde, kraftig, energisk, ikke vigende tilbage selv for det Forfærdeligste, det, som endog kunde bringe en Mand til at skjælve. Hun veed, hvad hun vil, og hun udfører sin Villie med Heltemod, et Heltemod, der ikke viger selv ved Dødens Porte. Den første Del af Rollen lader sig altsaa fortræffeligt spille af en ganske ung Pige, men aldrig den sidste, den vigtigste Del af Opgaven. Den første Del kan en ældre Skuespillerinde fremstille ved Kunst, saa der kan tilveiebringes en Illusion, men den unge Pige kan ikke ved Kunst frembringe Virkningen af den fuldt udviklede Kvinde, thi her kræves Modenhed i Kunstudviklingen, en virkelig Kunstnerinde, i Besiddelse saa godt som af Alt, hvad Tid, Erfaring, Dannelse fører med sig. Alle Nuancer hos Elskerinden, den hele Scala, lige fra den første umiddelbare Hengivelse til den dæmoniske Lidenskabs Høide. Det vil for Julies Fremstillerinde neppe slaa til kun at kjende de menneskelige Lidenskaber af Bøger; nogen Erfaring, hentet fra Virkeligheden, maa der til, og denne kan den ganske unge Pige endnu ikke have.